Fuglsang imponerer på enkeltstarten i Dauphiné

Jakob Fuglsang var syv sekunder fra at overtage førertrøjen i etapeløbet Critérium du Dauphiné.

Jakob Fuglsang var blandt de bedste af klassementsfavoritterne, da der blev kørt enkeltstart på fjerde etape af Critérium du Dauphiné.

Da han krydsede målstregen, var det som den niendebedste rytter på etapen, og han var blot syv sekunder fra at overtage førertrøjen i løbet.

Den overtages i stedet af Adam Yates fra Mitchelton-Scott. Dylan Teuns var tæt på at forsvare trøjen, men han missede den med fire sekunder. Tejay van Garderen er ny nummer tre i løbet.

Etapen blev vundet af det 24-årige stortalent Wout van Aert fra Team Jumbo-Visma.

Vindere af Dauphiné og Tour de France siden 2012

  • 2012: Bradley Wiggens vinder begge løb
  • 2013: Chris Froome vinder begge løb
  • 2014: Andrew Talansky vinder Dauphiné og Vincenzo Nibali vinder Tour de France
  • 2015: Chris Froome vinder begge løb
  • 2016: Chris Froome vinder begge løb
  • 2017: Jakob Fuglsang vinder Dauphiné og Chris Froome vinder Tour de France
  • 2018: Geraint Thomas vinder begge løb

Yates var 56 sekunder langsommere end Wout van Aert, men det var nok til at erobre den samlede førsteplads fra Dylan Teuns (Bahrain-Merida).

Fuglsang vandt etapeløbet i 2017.

Sådan blev top ti på fjerde etape af Dauphiné.
Sådan blev top ti på fjerde etape af Dauphiné. Foto: TV 2 SPORT

Froome ude af løbet

Chris Froome var på forhånd den største favorit til at vinde løbet, men han stillede ikke til start på fjerde etape, da han styrtede under prøvekørslen af enkeltstarten. Styrtet var så alvorligt, at Froome ikke kommer til Tour de France.

Froome var i gang med forberedelserne til Tour de France, som han har vundet fire gange tidligere: i 2013, 2015, 2016 og 2017, men det bliver altså ikke til en femte triumf i år.

Sådan ser klassementet ud efter fjerde etape af Dauphiné.
Sådan ser klassementet ud efter fjerde etape af Dauphiné. Foto: TV 2 SPORT

Styrtet betød, at Froome pådrog sig et alvorligt benbrud og ikke er i stand til at deltage i verdens største cykelløb denne sommer.