Dumoulin kommer ikke til Tour de France

16x9
Tom Dumoulin. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Tom Dumoulin når ikke at blive klar til dette års Tour de France. Hollænderen var en af favoritterne til at kæmpe med om sejren.

Den hollandske cykelstjerne Tom Dumoulin fra Team Sunweb når ikke at blive sin knæskade kvit, og melder fra til Tour de France om godt to uger.

Dumoulin styrtede på fjerde etape i Giro d'Italia i maj, og selvom han senest stillede til start i Critérium du Dauphiné, måtte han også udgå her efter femte etape.

Torsdag skriver Cyclingnews, at hollænderen, der blev nummer to i Tour de France sidste år, ikke stiller til start i år.

- Den seneste måned har været meget svær helt overordnet, og med tilbageskridtet i forhold til knæet. Efter det, der skete i Giro'en, ville jeg virkelig gerne præstere i Touren, men i denne uge har jeg indset, at det ganske enkelt ikke er realistisk at nå at blive klar i tide.

- Jeg har kæmpet hårdt for det, men jeg er nødt til at lytte til min krop og spare mig fra at jagte et urealistisk mål, siger Tom Dumoulin, der også var regnet for en af favoritterne til Tour de France i år.

Sunweb-rytteren gennemgik en operation i søndags, hvor han fik ti sting i knæet, og han blev efterfølgende erklæret klar til at tage på en højdetræningslejr. Han nåede dog kun nogle timer på cyklen i de franske alper, før han måtte afbryde.

Ifølge Cycling News ringede han til sin træner adskillige gange med tvivlsspørgsmål, før han altså til sidst stoppede træningen.

- Tom var meget opsat på at blive klar til Tour de France, men det er simpelthen ikke muligt. Vi stolede på processen, men ligesom med andre genoptræninger blev han ramt af tilbagefald. Tiden er ikke med os længere, så at give ham tid til at komme helt oven på igen er den eneste rigtige beslutning. siger Team Sunwebs fysioterapeut, Anko Boelens.

Ifølge mediet vil Tom Dumoulin nu fokusere på årets sidste Grand Tour, Vuelta a Espana, i august og september, efterfulgt af VM i enkeltstart.

I stedet for den 28-årige cykelstjerne bliver det landsmanden Wilco Kelderman, som Team Sunweb primært vil fokusere på i Tour de France. Derudover skal Michael Matthews kæmpe med om etapesejre og den grønne pointtrøje, som han vandt for to år siden.

Sidste år blev Tom Dumoulin toer i både Tour de France og Giro d'Italia, og han vandt den italienske Grand Tour i 2017.

Også Team Ineos-profilen Chris Froome har meldt fra som følge af styrt, mens kollegaen Geraint Thomas ikke har fået den optimale optakt efter et styrt i Schweiz Rundt.