For os kvinder er det dyrt og svært at tisse under cykelløb

16x9
Amalie Dideriksen er den eneste dansker, der har vundet VM på landevej for kvinder. Foto: Emil Hougaard / Scanpix Denmark

KLUMME. Løbende giver landets bedste cykelrytter på kvindesiden, 23-årige Amalie Dideriksen, et indblik i sin usædvanlige hverdag.

Jeg har netop været i England for at køre et af de største etapeløb på den kvindelige løbskalender. Seks etaper fra øst mod vest.

Arrangørerne skal tænke over, at længere ikke altid er lig med hårdere og vildere

Amalie Dideriksen

OVO Energy Women's Tour, som løbet kaldes, er kendt for at prøve at blive længere og hårdere - både i antal dage og længden på etaperne. I år blev løbet udvidet fra fem til seks etaper og uden at være sikker, tror jeg faktisk, at de gerne vil øge antallet yderligere.

Løbet er et af de mest velorganiserede, jeg har været med til. Det er et super setup.

Men hvad sker der, når du stræber efter længere, hårdere og vildere? Jeg tror, vi fik det første indblik i det i løbet af denne uge.

Det 'døde' moment

På løbets fjerde etape var der som altid mange - inklusiv mig selv - der ville i udbrud. Alle de store hold holdt dog øje med hinanden, og tre ryttere slap af sted.

Og så skete der noget, der ellers normalt aldrig sker. De fik over otte minutters forspring.

Derefter var det de hold med ryttere øverst i klassementet, der måtte arbejde for at hente dem tilbage igen.

Jeg fatter ikke, hvordan det er muligt at gøre det uden at tisse ned ad sig selv

Amalie Dideriksen om 'tissetricket'

Et klassisk scenarie, du eksempelvis ser på en Tour de France-etape hos herrerne, men meget sjældent ser hos os. Etapen var 160 kilometer lang, hvilket er det længste du ser hos os - både i endagsløb, men specielt i flerdages etapeløb.

Udbruddet blev hentet, men efter min mening blev løbet ikke mere interessant af, at etapen blev længere. Det gav blot dette "døde" moment midt på etapen, hvor udbruddet opbyggede deres forspring for derefter at blive hentet igen – akkurat som du kender det fra størstedelen af etaperne i herrernes løb.

Jeg synes derimod, at etaperne omkring de 120 kilometer er mere interessante for tilskuerne. Udbruddet får aldrig lang snor, hvilket som regel gør, at det kan blive hentet midt på etapen, og at et nyt kan køre af sted - det kan endda ske flere gange.

Jeg siger ikke, at alle etaper eller løb på 160 kilometer skal afskaffes. De kan helt sikkert bidrage med noget. Og distancen giver en træthed hos nogle ryttere. Jeg mener bare, at etaper af varierende længde - præcis ligesom varierende terræn gør - giver mulighed for forskellige scenarier og interessante løb. Du kunne for eksempel have en lang etape som løbets 'queen stage'.

Jeg er mere til den klassiske metode: af med trøjerne, af med radioen og ind bag en busk

Amalie Dideriksen om tissepauser

Denne klumme skal ikke tages som ren kritik, men jeg synes, at arrangørerne skal tænke over, at længere ikke altid er lig med hårdere og vildere.

Til sammenligning kan du kigge på herrernes nye løbsserie Hammer Series, hvor de prøver at gå i retningen af kortere og mere intense løb.

De besværlige tissepauser

Andre udfordringer med længere etaper er også noget så banalt som tissepauser.

I har sikkert set, hvordan herrerne gør. De stopper hurtigt i siden af vejen eller - under mere stressede momenter - bliver skubbet af en holdkammerat, mens de træder af på naturens vegne, og derfor ikke bliver sat af feltet.

For os kvinder er det, som de fleste nok kan forestille sig, en smule mere kompliceret. Og det er i hvert fald stressende! Jeg holdt for eksempel ikke et tissestop før sidste sæson - mit fjerde år som professionel.

Det er en dyr løsning - 50 schweizerfranc i bøde per rytter for "urinating in public"

Amalie Dideriksen om at tisse offentligt

Men det bliver mere og mere aktuelt med de længere etaper, og jeg fik da også øvet mig et par gange under dette etapeløb.

Det gælder om at finde et roligt moment - for eksempel når udbruddet er i gang med at opbygge et otte minutters forspring - og derudover gøre det samtidig med nogle holdkammerater. Ideelt set ryttere fra andre hold, for på den måde er der flere, der er interesserede i at holde farten lav i feltet.

Amalie Dideriksen på podiet efter VM-bronzen i 2018.
Amalie Dideriksen på podiet efter VM-bronzen i 2018. Foto: Emmanuel Dunand / Scanpix Denmark

Når momentet er fundet, gælder det om at finde en lille markvej eller lignende, hvor du kan komme lidt i læ af en busk, så du ikke behøves at sidde foran hele karavanen af servicebiler, der kører forbi.

Indkørsler og lignende er ikke optimalt. Det er i hvert fald en dyr løsning - 50 schweizerfranc (335 kr.) i bøde per rytter for "urinating in public".

Her taler jeg af bitter erfaring... to af mine holdkammerater valgte at holde ind ved en indkørsel. Jeg stoppede et par kilometer efter ved en markvej, men vi blev kørt op sammen bag vores servicebil, og derfor røg jeg med i puljen og fik også lige en bøde...

Inden du stopper helt, kan du forberede dig lidt ved at lyne op for diverse trøjer og vindveste. Og så give besked over radioen til sportsdirektøren i bilen, så de ved, hvorfor du stopper.

Tissetricket

Nogle ryttere kan et trick, hvor de ikke behøver at tage hverken trøje eller bukser af, men blot hiver godt ud i det ene bukseben. Jeg fatter ikke, hvordan det er muligt at gøre det uden at tisse ned ad sig selv... Jeg er mere til den klassiske metode: af med trøjerne, af med radioen og ind bag en busk.

Derefter gælder det om hurtigt at få radio, trøjer, handsker og så videre på igen - og så ellers komme på cyklen og efter feltet. Mens du triller afsted, kan du så få lynet trøjerne og radioen helt på plads.

Lad os sige et hurtigt stop tager et minut. Det er altså ret meget at skulle hente - specielt hvis feltet af en eller anden grund har besluttet sig for at øge farten - deraf rådet om at gøre det flere hold samtidigt.

Normalt er opkørsel af ens servicebil ikke tilladt. Det er dog en regel, der ofte bliver set gennem fingre med ved for eksempel punkteringer eller styrt. Og det er også måden at komme tilbage efter et tissestop. Ind bag bilen, op til karavanen og så at zigzagge sig fra bil til bil tilbage til feltet.

Som I nok kan høre, er det en simpel ting, men det kan være nok så stressende, og frygten for aldrig at komme tilbage til feltet er til stede hos alle os ryttere.

Men det er ikke desto mindre en af de ting, der vil blive set oftere og oftere, når løbene bliver længere.

Så det kan være jeg må ud og øve min teknik, hvis tendensen fortsætter ;-)