Holdkammerat mener, Fuglsang er ligeså god som før Touren trods styrt

Hugo Houle mener ikke, det har kostet særligt meget, at Jakob Fuglsang styrtede på 1. etape. Han tror på, at danskeren kommer igen.

Astana-rytterne fik et chok med 30 kilometer tilbage af 1. etape i Tour de France, da kaptajnen Jakob Fuglsang fløj henover styret og hamrede i asfalten.

De efterfølgende etaper har han kæmpet med eftervirkningerne, men er kommet sig over det og kunne endda kæmpe sig ind på en 14.-plads på den kuperede 3. etape.

Danskerens canadiske holdkammerat, Hugo Houle, ser da også forbedringer hos Fuglsang, og han tror, at han nok skal komme i topform.

- Han er snart på 100 procent igen. Fra hvad jeg har oplevet, har han en høj moral, selvom det selvfølgelig var en hård måde at starte Touren på. Han er kommet godt over det, siger Hugo Houle til TV 2 SPORT.

- Jakob har klaret det godt, og jeg er sikker på, han vil komme stærkt efter det. Han er stadig så god, som han var inden 1. etape. Vi har ikke tabt noget på grund af styrtet.

Jeg kæmper stadig en lille smule, men det er okay

Jakob Fuglsang

Astana holder fokus

Houle fortæller, at de ikke bruger så meget tid på at tænke over styrtet, men fokuserer i stedet på de kommende etaper og de overordnede mål.

- Det var en påmindelse om, at det her er Tour de France, og man skal være fokuseret hele tiden. Vi var virkelig bange efter 1. etape, men nu skal vi holde planen og forsøge at vinde den gule trøje.

- Vi holder fokus nu, og så ser vi, hvordan han har det, når vi rammer bjergene, siger canadieren.

Jakob Fuglsang selv erkender, at han ikke er på 100 procent endnu, men at det stille og roligt bliver bedre.

- Jeg kæmper stadig en lille smule, men det er okay. Jeg har det bedre dag for dag. Det handler om at spare så mange kræfter som muligt, undgå problemer og ikke blive fanget af et styrt igen, forklarerede Jakob Fuglsang inden 4. etape.

Jakob Fuglsang er nummer 25 i klassementet inden 4. etape, hvor han er et minut og seks sekunder efter Julian Alaphilippe.