Sagan er den rytter, de fleste journalister vil undgå at snakke med

16x9
Peter Sagan fik sin første etapesejr i årets Tour de France på 5. etape. Foto: Guillaume Horcajuelo / Ritzau Scanpix

Den anerkendte cykeljournalist Matt Rendell skriver klummer for TV 2 SPORT under Tour de France.

Read the original article in english here.

Jeg står ved siden af Rasmus Staghøj i mixed zone efter 4. etape. Journalister deler normalt ikke spørgsmål eller spørger de andre til råds. Men der er undtagelser.

’Hvad har du tænkt dig at spørge om?’

’Hvad foreslår du?’

Undtagelsen er Peter Sagan.

Jeg er er på live, så jeg holder på Sagan, indtil tv-kanalen er klar. De 40 sekunders ventetid føles som 40 minutter. Han er ikke glad.

Men så: ’Elia Viviani var en anelse hurtigere i afslutningen. Hvordan vil du bedømme din egen spurt?’

Peter svarer helt tørt: ’Ikke god nok til at vinde. En anden dag.’

Mig: ’Jeg ved, du gerne vil koble fra efter målstregen og ikke se tilbage på etapen. Hvordan ser din aften ud, og hvad vil du tale om ved aftensmaden?’

’Herfra skal jeg ind i bilen, fra bilen til hotellet og på hotellet massage, aftensmad, søvn.’

Intet.

Når man ikke har lyst til at snakke, og når man ikke engang har lyst til at være her og møde horder af journalister og tv-kameraer, må det være et helvede.

Der er mange forskellige gearskift ved Tour de France. I kaosset inden løbet kæmper vi, journalisterne, med at forudsige, hvad vi ikke ved og planlægge historier for de første to-tre dage.

Så sker det, at intensiteten mindskes, og løbet begynder at generere sit eget drama: de største historier fra første dag var Fuglsangs styrt, leadout-rytteren Mike Teunissens sejr og gule trøje og Geraint Thomas’ mindre styrt – misset af de fleste indtil langt hen på aftenen.

Jakob Fuglsangs styrt var ifølge Matt Rendell en af de største overskrifter fra første etape i Tour de France.
Jakob Fuglsangs styrt var ifølge Matt Rendell en af de største overskrifter fra første etape i Tour de France. Foto: Pool New / Ritzau Scanpix

Den følgende dags holdtidskørsel skabte det første hierarki. Selvom jeg mistænker, at de fleste eksperter ignorerede den bedst placerede udfordrer, Jumbo-Vismas Steven Kruijswik, og startede med at tælle fra Geraint Thomas og Egan Bernal og ned.

Og på 3. etape, i Épernay, handlede alt om Julien Alaphilippe og champagne.

Alligevel var Peter Sagan den rytter, som de fleste cykelfans ønskede at høre fra. På trods af han sluttede på andenpladsen på 1. etape, nummer fem på 3. etape – tog føringen i pointkonkurrencen – og fjerdeplads på 4. etape, havde han inden etapesejren på 5. etape været relativt anonym.

For enhver anden ville den grønne trøje give en nærmest forblændende opmærksomhed. For Peter Sagan bliver den nærmest som camouflage.

Der er meget ved ham, som minder om en græsk guds status.

Det gennemtrængende blik, definitionen af hver en lille sene og muskel, de lysende øjne, manken af gyldent hår (lige nu barberet i siderne – måske trojansk mode?), paratheden til at acceptere tilbedelse (og han er ufejlbarligt generøs til at stoppe op og snakke med sine fans, skrive autografer og posere på billeder).

Men, som guder gør, er han en kombattant i betagende fart og styrke, men ikke en mester i veltalenhed eller overbevisende magt.

En akilleshæl, når journalisterne foretrækker Hermes, som kunne ’trække dig ind, som om han var i gang med at spole en tråd op. Han kunne bilde dig ting ind, så du var ved at dø af grin.’

Peter Sagan fjollede på podiet efter sin etapesejr ved at tage skibriller på.
Peter Sagan fjollede på podiet efter sin etapesejr ved at tage skibriller på. Foto: Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

I Madeline Millers roman Circe reflekterer karakteren - med samme navn som titlen - da hun er opstået fra havet.

’Jeg har næppe kendt rigtig intelligens – i Oceanos rum er det meste, der bliver præsenteret som klogskab, kun drilleri og trods. Hermes’ sind var tusind gange mere skarpt og hurtigt. Den skinnede som solens genskær i havet. Han underholdte mig med historie efter historie om de store guder og deres tåbeligheder. Alt fortalt med den samme glatte, grinende stemme.’

Journalister drømmer om sådan en veltalenhed. Den får os til at se godt ud. Karismatisk, vellidt, varm, oprigtig. Sagan har alle dyderne.

At vælge ikke at interviewe ham vil være en forsømmelse af journalistfaget. Alligevel er han den rytter, som de fleste journalister vil undgå at snakke med efter etapen.

Ikke at Sagan er uintelligent – faktisk det modsatte. Store mestre har altid en stor mental lethed. Og han har hjertet med: efter sin første VM-titel i Richmond i 2015 greb han muligheden til at adressere pligten at tage imod migranter i Europa, hvor han kun kortvarigt blev afbrudt for at tale om cykling.

Peter Sagan viste klassen og vandt med en hel cykellængde på 5. etape af årets Tour de France

Men efter sit Muhammad Ali-lignende moment har han ikke forsøgt at gøre det igen. I hvert fald ikke efter en etape eller foran pressefolkene. Når etapen er slut, vil han ikke tale om cykling.

En del af hans brillans som rytter ligger i en evne til at undgå de overdrevne negative tanker; det har altid holdt ham ovenpå, selv når sejrene glipper.

Måske er det de konstante åndsforladte og fantasifulde spørgsmål – som jeg med stor skam må erkende mig skyldig i – og den dræbende kedelige rutine.

Men hvis det at bære den grønne trøje og opfylde de obligatoriske mediekrav, der følger med, er blevet så glædesløst for ham, undrer man sig over, hvor lang tid Peter Sagan vil blive ved med at konkurrere.

Men på trods af de kedelige, obligatoriske pointtrøje-interviews er vi stadig tvunget til at spørge os selv: Hvad ville vi gøre uden ham?