Forsvarende Tour-vinder overrasket over, Bernal ikke angreb

Geraint Thomas viste på 6. etape, hvorfor han vandt Tour de France sidste år. Han er nu den bedst placerede klassementsrytter.

Tour de Frances første bjergetape gav mange svar. Et af dem var, at den forsvarende mester er mødt op med gode ben.

På toppen af 6. etapes stejle afslutning, La Planche des Belles Filles, var Thomas den bedste af klassementsrytterne. Blandt andet kom han i mål otte sekunder før sin ligestillede kaptajn, Egan Bernal.

- Jeg følte mig godt kørende, siger Geraint Thomas, som er overrasket over de få angreb i finalen.

- Jeg forventede, at Richie (Porte, red.), Nairo (Quintana, red.) og Egan (Bernal, holkammerat, red.) ville angribe. Og Yates. Det var en god dag.

Angrebene udeblev dog. Den eneste klassementsrytter i offensiven, var Movistars Mikel Landa.

’Ekstrem’ glæde hos INEOS-boss

Geraint Thomas gik ind til årets Tour de France med kun 24 løbsdage i sæsonen og med et styrt i Schweiz Rundt, der tvang ham til at trække sig fra løbet. Det fik eksperter til at tvivle på, at waliseren kunne genvinde den gule førertrøje i Paris.

Tvivlen blev forstærket yderligere, da INEOS kort før Touren udtog holdet. Her forfremmede de Egan Bernal i en ligestillet rolle med Geraint Thomas, som tidligere havde stået alene øverst i hierarkiet.

Torsdag viste han, at han er klar til at tage kampen op for at genvinde den gule trøje. Den melding glæder INEOS-holdets øverste chef, David Brailsford.

- Jeg er meget glad. Jeg er ekstremt glad faktisk. Jeg synes, at begge kørte rigtig godt. Specielt Geraint (Thomas, red.). Ingen har set ham køre meget i år, og der har været alle de spørgsmålstegn.

- Han viser bare, hvorfor han skal betragtes som en seriøs kandidat til løbet, siger David Brailsford til TV 2 SPORT.

Vigtigt for selvtilliden

David Brailsford håber, at den forsvarende Tour-vinder kan tage den gode oplevelse med sig videre i årets løb, hvor terrænet bliver fladere i de kommende dage.

- Det var virkelig vigtigt. Tidsforskellene var ikke så store, men mentalt viser det, at han kan køre væk fra dem, hvis han vil. Det giver ham en stor selvtillid. Meget af det her handler om selvtillid. Når man kører på grænsen, skal man tro på sig selv. Det tæller meget.

Efter Geraint Thomas’ flotte kørsel på den stejle afsluttende stigning er han nu den bedst placerede klassementsrytter inden 7. etape.