Fuglsang tilfreds efter 'rigtig led' afslutning

Jakob Fuglsang kom i mål som nummer ni på den bjergrige 6. etape i Tour de France.

Jakob Fuglsang fik vist, at bjergbenene er der i dette års Tour de France.

På 6. etape, der bød på syv stigninger undervejs, kom han i mål som nummer ni og tabte minimalt tid til de andre favoritter i klassementet.

Mest tabte han til den forsvarende vinder, Geraint Thomas, som kom i mål 10 sekunder hurtigere end danskeren. Et resultat, som Fuglsang betragter som godkendt.

- Jeg synes, det gik meget godt. Jeg synes egentlig ikke, at jeg følte nogen store problemer på den sidste halvdel af etapen.

- Der var et par stykker, der kørte hurtigere, end jeg gjorde, men jeg synes stadigvæk, at jeg sad godt med fremme, siger han til TV 2 SPORT.

Selvtillidsboost

Samme tilfredshed går igen ved Astanas danske sportsdirektør, Lars Michaelsen.

- Først og fremmest er vi tilfreds med, at Jakob ikke satte nævneværdig tid til og ikke faldt igennem, ligesom andre mistede tid.

- Det er grundlæggende for det videre forløb, og det giver også Jakob et kæmpe selvtillidsboost.

Led stigning

Finalestigningen var en af de rigtig grumme, da der var bygget yderligere på kategori 1-stigningen, Planche des Belles Filles. Ikke blot var stigningsprocenterne skruet op på den nye strækning - underlaget skiftede også fra asfalt til grus.

- Den var led. Rigtig led. Først og fremmest på grund af gruset. Så det var svært at stå op og få noget skub i cyklen. De sidste 150-200 meter er lige op i himlen, sagde Fuglsang.

Jakob Fuglsang rykker frem som nummer 11 i klassementet efter bjergetapen. Vinderen blev Dylan Teuns (Bahrain-Mehrida) foran Giulio Ciccone (Trek-Segafredo), som er ny mand i førertrøjen.

7. etape kan ses torsdag fra klokken 12.20 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Henter etapereferat... Etapen er endnu ikke afsluttet.
Se hele klassementet her.