Hovedet ramt i slemme styrt: Sådan blev danske stjerner testet

16x9
Blodet løb ned ad den ene kind på Jakob Fuglsang, mens Asgreen også var ramt. Foto: Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsang fik en mindre hjernerystelse på første etape, men kan fortsætte i Tour de France. Også Kasper Asgreen er blevet tjekket for hovedskade.

De danske stjerner Kasper Asgreen og Jakob Fuglsang har begge slået hovederne i styrt under Tour de France. Begge er blevet testet for hovedskader.

Fuglsang skulle blandt andet svare på seks spørgsmål, mens Asgreen også blev testet meget grundigt.

Doktoren er også med til at sikre, at der bliver taget de rigtige beslutninger i de situationer

Jakob Fuglsang, Astana

Grundige tjek af hovedet

- Skader med hovedet skal man ikke tage let på.

Sådan lød det fra Kasper Asgreen, inden han cyklede ud på fjerde etape i Tour de France. Dagen før var danskeren kørt ind i et skilt, og flere gange i det efterfølgende døgn blev han tjekket for, om han havde pådraget sig en hjernerystelse.

Heldigvis for danskeren viste de mange undersøgelser ingen tegn på hjernerystelse.

- Vi tjekker det selvfølgelig meget grundigt, og på vores hold har vi vores egen protokol. Vi har ikke nogen protokol fra Touren, men vi har vores egen protokol, og vi tjekker alt på hospitalet og i vores egen lejr, siger holdlægen på Deceuninck-Quick-Step, Philip Jansen, til TV 2 SPORT.

Holdlægerne tjekker blandt andet, hvordan rytterens koncentration og reaktionsevne er i forhold til normalt. På lægefagligt sprog laver holdene typisk det, der hedder en SCAT5-test.

- Det er typisk sådan en sidelinjeundersøgelse, man laver, for at finde ud af, om man kan sætte spilleren på banen eller cykelrytteren på cyklen igen.

- De bliver målt på reaktion og koncentration. De bliver stillet en række testspørgsmål, og hvis testen er i orden, kan rytteren godt fortsætte, forklarer Peter Suder, der er overlæge på Ortopædkirurgisk afdeling i Hospitalenheden Horsens, til TV 2 SPORT.

Også Jakob Fuglsang er under årets Tour de France blevet testet for en hjernerystelse af Astana, da han styrtede på første etape.

Jakob Fuglsang styrtede på 1. etape af årets Tour de France. Danskeren slap med nogle sting i ansigtet og skrammer og slag på kroppen. Video: Bo Bentsen

- Vi beder ham svare på spørgsmål: Navn, familie, klokkeslæt, dato og hvor vi er henne. Og så spørger vi, om han kan huske styrtet, fortæller Astanas holdlæge, Serge Niamke.

Derudover bliver rytteren som hovedregel kørt på hospitalet for at blive scannet og røntgenfotograferet for eventuelle hovedskader eller -brud.

Fornuften skal vinde over viljen

Efter sit styrt på første etape kørte en blødende Jakob Fuglsang i mål i samme tid som de andre favoritter. Holdlægen vurderede på kort tid, at danskeren kunne fortsætte og sendte ham efterfølgende på hospitalet til forskellige tests af krop og hoved.

Danskeren lægger ikke skjul på, at lægens tilstedeværelse er uvurderlig, for det kan være svært for rytteren selv at afgøre, om han kan køre videre.

- Nogle gange er viljen større end fornuften, så doktoren er også med til at sikre, at der bliver taget de rigtige beslutninger i de situationer, fortæller Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Ude på ruterne skal holdlægerne hurtigt afgøre, om rytteren kan fortsætte eller ej. Det kan ifølge overlæge Peter Suder betyde, at det ikke er alle de ’normale læge-etiske principper', der kommer i spil.

Alligevel formoder han, at holdlægerne lader fornuften vinde over rytterens egen vilje og interesser.

- Hvis du har toprytterne, som er favoritter, så går man formentlig langt. Men man er jo også nødt til at kigge på, om man skal gå på kompromis med sikkerheden. Det tror jeg ikke, de gør.

- Jeg tror, at hvis de har nogle oplagte symptomer på, at der er noget alvorligt galt, så kører de her ryttere ikke, lyder vurderingen fra overlægen.

På trods af styrt er både Jakob Fuglsang og Kasper Asgreen stadig en del af feltet. Det samme gælder Magnus Cort, der tirsdag brækkede en lillefinger i forbindelse med et styrt.