Tre Tour-vindere grundlagde triumf på 'De smukke pigers bakke'

16x9
Chris Froome kørte sig i gult på La Planche des Belles Filles i 2017. Han vandt siden Tour de France. Foto: Jeff Pachoud / Scanpix Denmark

Tre gange har Tour-feltet sluttet på La Planche des Belles Filles. Alle gange er rytteren i den gule trøje efter etapen også endt med at vinde løbet.

’De smukke pigers bakke’.

Sådan kan stigningen La Planche des Belles Filles groft oversættes til dansk, men i virkeligheden er det nok lidt misvisende at kalde det en bakke.

Det er nemlig langt fra blot en jævn stigning, der venter feltet, når de afslutter 6. etape på den 7 kilometer lange stigning.

Forklaring på bjergets navn

Ifølge en lokal myte flygtede unge, lokale kvinder op på bjerget i 1635 under trediveårskrigen - af frygt for, at svenske lejesoldater ville voldtage og dræbe dem. Da pigerne indså, at de inden længe ville blive fanget, så de ingen anden udvej end at hoppe i døden. Det fik en af soldaterne til med sin kniv at indgravere "de smukke piger" på et stykke træ til minde om deres tragiske skæbne. En anden, mere botanisk og fredelig forklaring på navnet går på, at belles filles oprindeligt er en afledning af en hyldest til bjergets bøgetræer.

Bjerget har nemlig en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,7, men der er passager, hvor det stiger med helt op til 24 procent.

En kort, men styg stigning venter altså rytterne - og det er et bjerg, der tidligere har haft afgørende betydning i Tour de France.

Det er fjerde gang i historien, at en etape i Tour de France har målstreg på La Planche des Belles Filles. De tre første gange er den rytter, der har stået i gult efter La Planche des Belles Filles, også endt med at vinde løbet.

Det bliver første gang, hvor vi skal se, hvem der umiddelbart har benene til at køre klassement

Jakob Fuglsang, Astana

Det var tilfældet for Bradley Wiggins, der i 2012 kørte sig i den gule trøje på 7. etape på La Planche des Belles Filles og sidenhen vandt løbet.

I 2014 var det Vincenzo Nibali, der på 10. etape kørte sig i gult på netop det bjerg og endte øverst på podiet i Paris.

Og alle gode gange tre skete det også i 2017, hvor Chris Froome på 5. etape tog førertrøjen fra holdkammerat Geraint Thomas og endte med at vinde Tour de France det år.

Dårlige minder for Fuglsang

Mens den gule trøje har stiftet godt bekendtskab med La Plance des Belles Filles, er det ikke tilfældet for danskerne.

Astanas kaptajn, Jakob Fuglsang, har to gange prøvet kræfter med stigningen, men begge gange uden den store succes.

I 2014 røg Jakob Fuglsang ud af topstriden, da han tabte næsten tre minutter til de øvrige klassementsfolk.

Og det gik ikke meget bedre i 2017, hvor danskeren tabte et minut og syv sekunder til Fabio Aru, der kunne lade sig hylde som etapevinder.

Også TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen har prøvet kræfter med stigningen. Det var tilbage i 2012, hvor han var i udbrud, og hvor han som den første Tour-rytter nogensinde kørte ind på stigningen.

Men feltet fik indhentet ham, og han endte med at komme i mål 3 minutter og 41 sekunder efter vinderen Chris Froome.

Det er altså et bjerg, der traditionelt set har voldt danskerne problemer, og som har skabt store ændringer i klassementet.

La Planche des Belle Filles har dannet rammen om drabelige opgør i Tour de France.
La Planche des Belle Filles har dannet rammen om drabelige opgør i Tour de France. Foto: letour.fr

I år er La Planche des Belles Filles årets første bjergafslutning - og første gang, favoritterne for alvor kan prøve sig af.

Herunder kan du læse, hvad de forskellige aktører siger om den afslutning, der venter rytterne i morgen.

Jakob Fuglsang

Astana

- Det bliver første gang, hvor vi skal se, hvem der umiddelbart har benene til at køre klassement, og hvor jeg også selv skal vise, at jeg er der, hvor jeg forhåbentlig gerne skulle være.

- Det er en lidt anderledes La Planche des Belles Filles-etape end den, som vi blandt andet kørte for et par år siden, hvor der ikke var så mange stigninger inden. Der var der bare en enkelt hård afslutning. Torsdag tror jeg, bliver en hård dag – og en dag, hvor der formentlig bliver gået til stålet.

Hvad vil du være tilfreds med i morgen?

- At vinde tid.

Vincenzo Nibali

Bahrain-Merida

- På La Planche des Belles Filles kommer vi til at se, hvordan jeg kan køre i år. Jeg er meget godt bekendt med stigningen, og når bjerget denne gang er endnu hårdere med en kilometer ekstra, bliver det krævende.

Julian Alaphilippe

Deceuninck-Quick-Step

- Der bliver hård kamp, for det er en virkelig hård etape, men lige nu glæder jeg mig bare over i dag (onsdag, red.), som var endnu en dag i gult.

Vil du gøre alt for at forsvare den gule trøje i morgen?

- Selvfølgelig. Man skal vise den trøje respekt, så jeg vil give alt igen.

Michael Valgren

Team Dimension Data

- Den er hård. Den er rigtig hård. Det er den første rigtige bjergetape. Vi får at se, hvordan favoritterne står. Det bliver spændende.

Lars Michaelsen

Sportsdirektør, Astana

- Vi får formentlig et reduceret felt at se på måske 70-80 mand, der kører ind på den sidste stigning. Så er det jo op til de store ligesom at se, hvem der spiller først ud.

Mads Würtz Schmidt

Katusha-Alpecin

- Jeg skal så nemt igennem, som jeg overhovedet kan og undgå at have ondt i benene. Det er nok svært at undgå at få ondt i benene, men jo lettere jeg kan få det, jo bedre.

Chris Anker Sørensen

Cykelekspert, TV 2 SPORT

- Den er sindssygt stejl, og der er sindssygt varmt, når man kører inde i skoven i bagende sol. Den er svær at finde en rytme på. På de fleste stigninger kan man ofte finde et tråd, hvor det går meget godt, men ikke her: Der går det ad helvede til hele vejen