Derfor bor ingen af Tour-danskerne på værelse sammen

Der er to danskere på tre af holdene i Tour de France, men ingen af dem bor sammen. Og det er der forskellige grunde til.

Dimension Data, Deceunick - Quick-Step og Astana har alle to danske ryttere på startlisten i dette års Tour de France.

Men på trods af at henholdsvis Michael Valgren og Lars Bak, Kasper Asgreen og Michael Mørkøv samt Jakob Fuglsang og Magnus Cort kommer fra det samme land, bor ingen af dem på værelse med hinanden igennem de tre uger i Frankrig.

Og det er der forskellige grunde til.

Hvordan kan det være, at du ikke bor sammen med Kasper Asgreen?

- Man kunne måske godt tro, at det ville være fint at bo sammen med en landsmand, og det er det da også indimellem. Men når vi er på et hold, er vi venner på kryds og tværs, siger Michael Mørkøv til TV 2 SPORT.

- For mit vedkommende bor jeg sammen med Enric (Mas, red.), fordi han specifikt har bedt om det. Han kan godt lide at bo sammen med mig. Jeg har lidt erfaring, og jeg kan hjælpe ham og give ham noget ro. Og det er jeg glad for, jeg kan hjælpe med,

- Kasper og jeg passer egentlig ret godt sammen og har også boet sammen ved flere lejligheder. Selvfølgelig er det vigtigt at bo sammen med én, man kan holde ud at være sammen med, men ellers er de fleste i gamet jo vant til at indordne sig, siger Mørkøv.

Danskere i årets Tour de France

  • Michael Valgren (Dimension Data)
  • Lars Bak (Dimension Data)
  • Søren Kragh Andersen (Sunweb)
  • Jakob Fuglsang (Astana)
  • Magnus Cort (Astana)
  • Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick-Step)
  • Michael Mørkøv (Deceuninck-Quick-Step)
  • Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott)
  • Mads Würtz Schmidt (Katusha)

Valgren ville ikke få sovet med Bak

På Dimension Data-holdet huserer Michael Valgren og Lars Bak, men heller ikke her bor danskerne sammen. Valgren bor sammen med tjekken Roman Kreuziger, og det er der en særlig grund til.

- Vi har kendt hinanden siden Saxo Bank og boede også sammen under klassikerne og Schweiz Rundt, så der er ingen grund til at change a winning team, som man siger.

Hvorfor bor du ikke sammen med Lars Bak?

- Så tror jeg ikke, vi ville få sovet. Ej, jeg tror egentlig, Roman spurgte specielt efter mig. Jeg havde egentlig troet, jeg skulle bo med Bak, men Roman og jeg kender hinandens rutiner. Det er rart at have den samme værelseskammerat, der ved, hvornår man gerne vil gå i seng, stå op, og hvordan man lister rundt på værelset. Der går vi godt i spænd.

Jakob er en early bird, og det er Magnus ikke

Lars Michaelsen, Astana-sportsdirektør

Ville du ikke have foretrukket også at kunne snakke dansk i søvne?

- Jo, måske. Men det er også fint nok, at man kan smide høretelefoner på og lade være med at snakke. Munden står jo ikke stille på Lars, så det kan også være hårdt nogle gange. Men det er ikke, fordi jeg ikke vil bo sammen med Bak.

Fuglsang er en early bird

Samme scenarie som ved Deceuninck – Quick-Step og Dimension Data gør sig gældende på det sidste hold med to danskere, Astana.

Den danske sportsdirektør Lars Michaelsen fortæller, at det at bo på værelse med andre end landsmænd er en del af cykelmiljøet. De er en internationalt sammensat gruppe, der skal fungere sammen.

Hos Astana-holdet er det for eksempel sengetider, der er med til at afgøre værelsesfordelingen.

- En af de ting, der er varierende fra Jakob til Magnus, er for eksempel, at Jakob er en early bird, og det er Magnus ikke. En af de mest early birds, vi har, er faktisk Lutsenko, så han bor sammen med Jakob. Derfor er det også Jakob, der kommer ned til morgenmaden først, mens Magnus er sidst. Det er også en vigtig faktor, der spiller ind.

- Holdet sætter rytterne sammen, men så har rytterne lov til at gøre indsigelser. Det er heller ikke mere stift end som sådan.

Magnus Cort bor sammen med canadieren Hugo Houle, som han er fast værelseskammerat med.

- På Astana plejer de at sætte folk sammen, som de ved, kan snakke sammen. Det giver selvfølgelig mening, men jeg er fast værelseskammerat med Hugo, og det passer mig fint, siger Magnus Cort.

ASO booker hotelværelser

Men hvorfor skal rytterne egentlig bo sammen to og to?

I Tour de France får holdene et antal værelser tildelt, og så passer det med, at rytterne skal dele værelse med hinanden.

Derudover stiller ASO kun det højst nødvendige antal hotelværelser til rådighed.

- Det er kroner og ører. Det er ASO (organisationen, der arrangerer Tour de France, red.), der betaler og stiller nogle hotelværelser til rådighed. Så skal vi selv fordele dem mellem os, forklarer Lars Michaelsen til TV 2 SPORT.

Der er booket over 500 hoteller til Tour de France-deltagerne i løbet af Touren.