- Det var næsten for nemt at bevare førertrøjen, siger Kim Andersen

Trek-Segafredo havde ingen problemer med at forsvare den gule førertrøje på 7. etape.

Giulio Ciccone får lov til at cykle endnu en dag i den gule førertrøje i Tour de France.

På 7. etape skulle han køre i den for første gang i karrieren, og på intet tidspunkt på etapen var Trek-Segafredo-rytteren i fare for at miste den.

Faktisk var det overraskende let at beholde trøjen, fortæller Kim Andersen, som er sportsdirektør på holdet.

- Vi er meget glade for, at vi kan beholde den endnu en dag. Det var næsten for nemt, for vi tog ikke engang en føring. Sprinterholdene var så glade for at føre, at de startede med det samme. Vi er super glade for at beholde den en dag mere, fortalte danskeren til TV 2 SPORT.

Leve op til den gule trøjes ære

Inden 7. etape var der ellers store forventninger fra Quick-Step, at Trek-Segafredo ville hjælpe i fronten af feltet sammen med de andre sprinterhold.

- Trek skal helt sikkert leve op æren i at bære den gule trøje. Vi har brug for samarbejdet med de andre hold, sagde Elia Viviani, som endte med at blive nummer seks på etapen.

Dylan Groenewegen vandt etapen, mens Ciccone kom hjem med resten af feltet.

Der skal held til

Lørdag skal rytterne passere syv stigninger over 200 kilometer, og selvom Ciccone har det godt i kuperet terræn, forventer Kim Andersen, at holdet ikke kan bevare førertrøjen.

De vil nærmest ingen indsats gøre.

- Vi skal have meget held, hvis vi skal beholde den. Vi vil nok nærmere forsøge at gå i udbrud med nogle af de andre og gå efter en etapesejr. Vi vil ikke bruge vanvittigt meget energi på at prøve at holde den, understreger den danske sportsdirektør.

Ciccone har et forspring på seks sekunder ned til Julian Alaphilippe på andenpladsen. Se hele klassementet her.