'Perfekt' dansk arbejde blev ødelagt af halvfladt dæk

De to danske ryttere hos Quick-Step fortæller, at holdets sprinter havde ekstra problemer i finalen.

Det var ikke kun konkurrenterne, som Elia Viviani skulle kæmpe med i massespurten på 7. etape i Tour de France.

Italieneren skulle også kæmpe med halvfladt fordæk.

Det fortæller blandt andet Michael Mørkøv, som sørgede for at køre sin Quick-Step-kollega frem i finalen.

- Jeg blev klar over det, da jeg kom tilbage bussen, at han kun havde halvdelen af lufttryk i sit forhjul. Det er klart, at hvis han har haft det i selve spurten, så er der ikke noget at sige til, han taber afstand til konkurrenterne.

- Det betyder, man har en anden rullemodstand. Det kan have været fatalt for den her spurt, siger han til TV 2 SPORT.

Ekstra modstand

Den anden dansker hos på holdet, Kasper Asgreen, ærgrer sig over, at det ikke blev til en sejr på en 'fin etape'.

- Desværre vinder vi ikke til sidst, da Elia (Viviani, red.) har fladt forhjul i spurten, så der var lidt ekstra modstand at træde igennem, fortæller Asgreen.

Man glemmer helt at snakke om det flotte leadout, som Mørkøv var arkitekten bag

Anders Lund, dansk landstræner

Elia Viviani blev nummer seks på etapen, som blev vundet af Dylan Groenewegen.

Troede på ny sejr

Michael Mørkøv er en af de vigtigste ryttere til at køre Viviani frem i sprinterafslutningerne. På fjerde etape forløb samarbejdet perfekt, da italieneren var den hurtigste i finalen.

På fredagens etape havde Mørkøv en lignende god fornemmelse. På de sidste par kilometer blev sprintertoget sat op på bedste vis, og da danskeren slog ud, forventede han, at Viviani ville vinde.

- Jeg synes egentlig, den forløb perfekt for os. Vi formåede at holde os i en rigtig god position hele vejen ind og lå godt til det. Vi får også kørt den fra spids i rigtig høj fart.

- Det er smadderærgerligt, at vi så ikke vinder, siger Mørkøv.

Flot leadout

Den glippede sejr til Quick-Step gør ifølge den danske cykellandstræner, Anders Lund, at forarbejdet helt bliver glemt.

- Man glemmer helt at snakke om det flotte leadout, som Mørkøv var arkitekten bag. Det, de lavede, var om muligt endnu smukkere, end det lavede på 4. etape. Det var virkelig godt arbejde, siger Lund, som er ekspert for TV 2 SPORT under Tour de France.

8. etape kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 12.10.