Riis er både glad og skuffet

16x9

Operationen lykkedes, men patienten døde for Bjarne Riis' hold

Det blev belgiske Philippe Gilbert, der suverænt rendte med sejren i Fleche Wallone. Hjemme-favoritten smed de andre favoritter på den afgørende stigning, og en af dem, der ikke kunne følge med, var Alberto Contador.

Spanieren og andre ryttere fra Saxo Bank-SunGard sad ellers med fremme i afslutninge, men kunne ikke følge med Gilbert. Alligevel er Riis tilfreds.

"Jeg kan virkelig lide, hvad jeg ser fra rytterne i dag. De kører præcist efter planen, og selvom resultatet ikke er, hvad vi havde håbet, er jeg fuldt ud tilfreds med indsatsen, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.

Ikke i topform
Alberto Contador er ifølge pressemeddelelsen ikke kommet sig helt over en forkølelse endnu, og det er en af grundene til, at han ikke kunne sidde med, da det gjaldt.

"Vi må også sande, at Alberto stadig ikke er i topform, da han først skal toppe under Giroen, og jeg er sikker på, at han er toptunet, når han kommer dertil," siger Riis.

Blandt andet danske Nicki Sørensen sad med helt fremme, og viste lovende takter før næste uges Liege Bastogne Liege. Der deltager Alberto Contador i øvrigt ikke.