Riis: Klar til at gå i retten

16x9
Saxo Bank Sungard training session Foto:

Bjarne Riis vil om nødvendigt gå i retten mod UCI i Contador_sag

Bjarne Riis er glad og tilfreds. Han har forlænget aftalen med sin superstjerne frem til og med 2015.

Alberto Contador må køre løb igen 6. august i år, men der er det problem, at Contadors point i den første lange del af den nye kontrakt med Riis ikke tæller, hvis man spørger hos den internationale cykelunion (UCI).

Det betyder, at Team Saxo Bank kan få problemer med at hente point nok til at bevare World Tour-licensen, som sikrer adgang til de største cykelløb.

Forventer point tæller
Derfor var der spekuleret i, om Riis ville droppe Contador-planen og satse på andre ryttere med point.

Holdejeren har dog aldrig været i tvivl om, at han ville forlænge med den karantæneramte spanier, og han er også overbevist om, at Contadors point kommer til at tælle.

"Der er et møde i UCI i næste uge, hvor det er på dagsordenen og bliver drøftet. Vi er rimelig fortrøstningsfulde i forhold til, at bestyrelsen ikke laver en regel, der bryder med Wada-koden (de internationale antidopingregler, red.)," siger Bjarne Riis til Ritzau.

Klar til domstol
"Vi tror på, at UCI følger Wada-koden og gør de ting, der skal til, ellers må vi gå til CAS, for det er vores overbevisning, at pointene skal tælle."

CAS er den internationale sportsdomstol, og Bjarne Riis og Team Saxo Bank er altså helt beredt på at kæmpe med UCI hele vejen dertil - om nødvendigt.

Selv om rygterne om en mulig skilsmisse har været mange og tunge, så har Bjarne Riis aldrig tvivlet på, om det var det rigtige at forlænge med Contador.

Sponsorer ikke på plads
"Overhovedet ikke," siger han.

Og holdejeren rystede heller ikke på hånden, da han skulle underskrive millionkontrakten med den spanske rytter, selv om holdets fremtid i forhold til sponsorer ikke er sikret helt frem til udgangen af 2015, hvor kontrakten med Contador udløber.

"Det ville være dumt andet end at lave en lang aftale med ham, når vi har muligheden. Også selv om nogle af sponsoraterne ikke er helt på plads."

"Det er ikke første gang, vi laver aftale med nogen ud over vores sponsorater, det tager jeg helt stille og roligt," siger Bjarne Riis.