Riis slettes i dansk idrætskanon

16x9

Bjarne Riis smidt ud af den danske idrætskanon efter dopingsag

Bjarne Riis fortalte i fredags, at han havde benyttet doping til blandt andet at vinde sin Tour de France titel i 1996, og nu får indrømmelsen konsek­venser, da Kanonudvalget har besluttet at trække Riis ud af Danmarks eliteidrætskanon.

"Vi kan ikke med idrættens etiske re­gelsæt for øje, sætte ham op på et pi­edestal," siger bestyrelsesformand i DIF, Else Trangbæk, til TV 2 Sporten.

"Situationen er en ny nu, hvor han selv træder frem og indrømmer at han over en lang periode har taget doping - han har udskrevet sig selv fra det gode selskab," tilføjer Trangbæk.

Bjarne Riis var netop blevet optaget i kanonen på grund af sin præstation under Touren i 1996, men da holdejeren nu har indrømmet snyd har udvalget besluttet slette hans navn fra listen.

Idrætskanonen indeholder navne og be­drifter som 800 meter løberen Wilson Kipketer, håndboldspilleren Anja Andersen, EM-sejren i fodbold 1992, speedwaykøreren Ole Olsen, sejleren Paul Elvstrøm, dressurrytteren Lis Hartel, kvindelandsholdet i håndbold, fodboldspilleren Michael Laudrup, boldspilleren Knud Lundberg, svømmeren Ragnhild Hveger og fægteren Ivan Osiier.