Skalle-smæk koster Cavendish point

16x9

Cavendish og Hushovd er frataget point efter infight i spurt på 3. etape

Det kommer nu til at koste point til spurtkonkurrencen, at Mark Cavendish og Thor Hushovd røg i infight kort før den indlagte spurt på 3. etape.

Arrangørerne bag Tour de France har valgt at deklassere de to ryttere og dermed fratage dem de point, de tjente ude på ruten. Det betyder for Cavendish, at han mister de 10 point, som hans sjetteplads ellers udløste.

Hushovd mister samtidig de fire point, som han tjente ved at blive nummer 12. HTC-Highroads manager Rolf Aldag bekræfter historien over for cyclingnews.

"Chefkommissæren bekræfter nyheden og snakkede med Allan Peiper (Chefen for holdet, red.). Han sagde, at Thor og Cav blev diskvalificeret. Thor kunne ikke holde sin linje, men Cav kan ikke finde ud af at bruge hovedet," siger Aldag med humoristisk henvisning til Cavendish' stangeri.

Thor Hushovd forstår ikke, hvorfor han og Cavendish skal straffes.

"Cavendish gjorde intet forkert, og jeg gjorde intet forkert," siger Thor Hushovd til TV 2 Norge.

Mandagens etape var Tourens første reelle chance for Mark Cavendish, men den kiksede for HTC-Highroads supersprinter. Han måtte se Tyler Farrar løbe med sejren.

Se videoen af episoden, der koster de to sprintere point, her nedenunder.