Sastre var bedst i bjergene

16x9
Carlos Sastre Foto:

Regner man de samlede tidstab ud for alle bjergetaper, var Sastre den klart stærkeste.

Teams CSCs Carlos Sastre måtte lørdag se podiepladsen forsvinde på enkeltstarten, men den spanske bjergrytter kan trøste sig med, at han samlet set var den af favoritterne, der klarede sig klart bedst i bjergene - faktisk hele 1'59 bedre end vinderen Floyd Landis.

Årets Tour de France havde fem deciderede bjergetaper, og hvis man ser nærmere på favoritternes indbyrdes resultater på de fem etaper, er det Sastre, der samlet har tabt mindst tid til de øvrige.

Bortset fra 10. etape, hvor alle favoritterne kom samlet i mål, har Sastre ganske vist tabt lidt tid til forskellige ryttere som Menchov, Shleck og Landis på forskellige af de øvrige bjergetaper. Men det var kun på Floyd Landis' soloridt på 17. etape, at Sastre for alvor tabte tid - og det blev rigeligt opvejet af Landis' tab på 16. etape. Samtidig har alle de øvrige på et eller flere tidspunkter tabt tid til Sastre; den danske bjergkonge Michael Rasmussen endda hele 11'38.

Men i sidste ende hjælper de formidable bjergridt ikke Carlos Sastre på podiet. For det han har vundet på gyngerne, har han i høj grad sat til på karrusellerne.

Sastre tabte således tid til nogle af favoritterne på prologen, til flere på 7. etapes enkeltstart - og til de vigtigste på 19. etapes enkeltstart. Og så selvfølgelig masser af tid til Oscar Pereiro Sio på foræringen på 13. etape. Pereiro var til gengæld samlet set er den klart dårligste af favoritterne i bjergene med et samlet tidstab til Sastre på 29'02.

Fire gode etaper i bjergene bragte altså rent virtuelt Team CSC-kaptajnen i front - mens en tidlig julegave og tre mindre gode etaper spredt ud over løbet sendte tre af konkurrenterne forbi.