Danske storhold mødes i prestigefyldt turnering

16x9
Astralis og North møder hinanden torsdag kl. 10. Foto: RFSH Entertainment

For blot anden gang i 2018 tørner Astralis og North sammen i en turnering, når de torsdag formiddag mødes i DreamHack Masters i Stockholm.

Danmarks to bedste Counter-Strike-mandskaber, Astralis og North, kom begge perfekt fra start ved det prestigefyldte DreamHack Masters i Stockholm med sikre sejre over henholdsvis Grayhound og TyLoo på turneringens første dag onsdag.

Jeg tror ikke, de kan overraske os

Andreas ’Xyp9x’ Højsleth

Sådan går det dog med sikkerhed ikke for begge hold torsdag, hvor de danske rivaler tørner sammen i gruppefinalen i gruppe A. Her kæmper de om en plads i kvartfinalen – og om den indbyrdes håneret.

- Vi ser jo hinanden relativt tit og kender nogle af dem rigtig godt, så på den måde er det specielt, siger Andreas ’Xyp9x’ Højsleth fra Astralis til TV 2 SPORT.

Kampe mellem de to hold er ikke hverdagskost, og det er således blot anden gang i år, at de møder hinanden i en turnering.

- At slå North vil være krymmel på kagen, og vi ved, de vil gøre alt for at slå os, så der skal fuld fokus på. Det er dog noget af det, vi har været gode til hele året, så vi har en god grundfølelse, lyder det fra Astralis-lejren.

Også i North ser man frem til mødet med det, der bliver kaldt for ’ærkerivalerne’.

- Vi er tændte, og der tænder altid en gnist i en, når man spiller mod ærkerivalerne, så vi har bestemt en mulighed for at gå videre, siger Norths Mathias ’MSL’ Lauridsen, til TV 2 SPORT.

Astralis har indgående kendskab til Norths nye mand

Den seneste tid har historien om Astralis og North været vidt forskellig. Hvor Astralis er strøget til tops i verden i suveræn stil, har North haft vanskeligheder med at holde det niveau, de tidligere har haft.

Det har fået holdet ejet af FC København til at agere på markedet, hvor man har hentet profilen Nikolaj ’niko’ Kristensen i en aftale, der foreløbig strækker sig over to måneder, i Heroic.

- Vi glæder os til kampen. Det bliver enormt svært især i lyset af, at vi spiller med en ny mand, siger Mathias ’MSL’ Lauridsen, som trods favoritværdigheden til Astralis ikke betragter det som en umulig opgave.

- Astralis er favoritter til at vinde turneringen, så de er selvfølgelig også favoritter i kampen. Men hvis vi spiller op til vores bedste, så har vi bestemt en mulighed for at vinde, siger han.

Nikolaj ’niko’ Kristensen er ikke noget ukendt navn i Astralis-lejren. Siden oktober 2016 har han spillet for Heroic, som er ejet af samme selskab, som ejer Astralis, RFRSH. Derfor venter der i den nye North-tilføjelse endnu et spil i spillet i den første store turnering efter sommerpausen.

- Det er kun vores anden kamp efter pausen, så det er klart, vi er spændte på, hvor vi står, og hvor de står. De har hentet ’niko’ fra Heroic, som vi jo kender rigtig godt fra kontoret, hvor de spiller i boksen overfor. Så selvom de igen har et nyt lineup, tror jeg ikke, de kan overraske os, siger Andreas ’Xyp9x’ Højsleth.

Om der er en artig overraskelse på vej, får vi at se torsdag formiddag klokken 10, hvor verdens nummer 10, North, møder verdensetterne fra Astralis. De kæmper om kvartfinalepladsen i best-af-tre-baner-formatet.

Taberen af kampen har qua sin sejr onsdag fortsat mulighed for at spille sig videre i turneringen, hvor præmiepuljen er på over halvanden millioner kroner.

Seneste møde mellem de to hold i en turnering var i januar. Dengang vandt Astralis med 16-14.