Astralis vinder verdens største turnering

Med en sejr på 2-0 over verdensranglistens nummer to, NaVi, vandt Astralis deres anden Major i holdets historie.

Astralis tog søndag aften en af holdets største sejre.

I Wembley Arena i London vandt det danske Counter Strike-hold med Lukas 'gla1ve' Rossander, Peter 'Dupreeh' Rasmussen, Emil 'Magisk' Reif, Andreas ’Xyp9x’ Højsleth og Nicolai 'dev1ce' Reedtz en Major, der rangerer som verdens største turnering.

I finalen besejrede de verdens nummer to Natus Vincere, NaVi, med 2-0. Astralis topper selv ranglisten, så der var tale om en topkamp i finalen.

Dermed lykkedes det ikke for NaVi at få revance for nederlaget til Astralis tidligere i turneringen.

Udover sejren får Astralis en præmiecheck på 500.000 dollars - svarende til cirka 3,2 millioner kroner. NaVi får cirka 951.500 kroner.

- Jeg er bare så glad lige nu. Så sindssygt glad for at være med på det her hold af verdensklassespillere! Det er ubetinget det største, jeg har prøvet i min karriere. Alt det, vi kæmper for hver evig eneste dag, ender i sejr i verdens største turnering. Det her skal helt sikkert fejres med et kæmpe brag, siger Emil 'Magisk' Reif, som vandt sin første Major, i en pressemeddelelse.

1. bane 'Nuke' - Astralis 16-6 NaVi

Astralis havde valgt den første bane, men de fik en skidt start, da NaVi vandt de første tre runder som Counter-Terrorister. Derefter fandt Astralis taktikken. Ud af de næste 12 runder vandt Astralis 11 af dem.

Dominansen blev ikke meget mindre, efter der blev byttet hold fra terrorister til Counter-Terrorister. NaVi fik ganske vist reduceret, men Astralis skulle blot bruge syv runder på at få de sidste fem sejre, som de manglede for at vinde banen.

2. bane 'Overpass' - Astralis 16-9 NaVi

Astralis fortsatte dominansen i begyndelsen af anden bane som Counter-Terrorister. De første fire runder blev vundet af det danske hold, inden NaVi kom i gang og tog de tre efterfølgende runder.

Frem til sideskiftet var det helt lige, hvor Astralis med fire sejre i de sidste fem runder bragte sig på 9-6.

Føringen blev udbygget, da Astralis vandt de første fem runder som terrorister. Blot to sejre fra den samlede sejr mistede de pludselig overtaget til NaVi. Det ukrainske hold øgede niveauet og vandt tre runder i træk.

Men lige inden det for alvor blev spændende, brød Astralis deres stime og vandt de to runder, de skulle bruge.

- At slå verdens nummer to i en propfyldt Wembley Arena og på den måde vinde en Major er helt vildt. Specielt andet map truede med at blive tæt, men vi formåede at holde hovedet koldt, og nu står vi her. Det kunne ikke være bedre, siger Nicolai 'dev1ce' Reedtz.

Netop 'dev1ce' blev kåret som turneringens mest værdifulde spiller. Den såkaldte MVP-titel.

Det er Astralis' anden Major-sejr. Den første kom i Atlanta sidste år.