Astralis-anfører droppede lovende fodboldkarriere i Brøndby

16x9
Lukas ’Gla1ve’ Rossander har byttet fodboldbanen ud med en plads bag computerskærmen. Foto: Astralis

Skader i begge knæ satte en stopper for Lukas ”gla1ve” Rossanders fodboldkarriere, da han spillede på Brøndbys førstehold som ungdomsspiller.

Holdkammeraterne hed Andreas 'AC' Christensen og Pierre-Emile Højbjerg, da Lukas ”gla1ve” Rossander spillede ungdomsfodbold i Brøndby. 

- Hvis ikke jeg havde haft de skader på begge knæ, så har jeg en lille idé om, at jeg kunne være kommet gennem nåleøjet og være blevet en god fodboldspiller, siger Lukas ”gla1ve” Rossander.

Computer og Counter-Strike fangede dog også interessen hos den nuværende Astralis-holdkaptajn, men hvis ikke det var for skaderne, så kunne klubnavnet måske have heddet Chelsea eller Southampton i stedet for Astralis.

- På et tidspunkt prøvede jeg at kombinere det, og det gik meget godt. Hvis ikke jeg havde fået skaden, så var jeg måske endt med at spille fodbold alligevel. Selvom jeg havde talent inden for Counter-Strike også, siger Lukas ”gla1ve” Rossander.

Holder stadig kontakt med AC

Da Astralis vandt majoren i London i september tikkede der beskeder ind med lykønskninger, og en af dem var fra Andreas 'AC' Christensen. 

- Jeg har skrevet lidt med Andreas Christensen. Da vi vandt majoren i London, der skrev han også, at han gerne ville have været inde og se mig. Så vi har lidt kommunikation frem og tilbage, siger Lukas ”gla1ve” Rossander.

Selvom fodboldkarrieren ikke blev til noget, så mener han, at fodbolden har gjort, at han er endt i verdenseliten inden for Counter-Strike.

- Der er det sportslige, hvor du rigtige gerne vil vinde. Du er vokset op med den der gnist af, at nu skal vi bare ind og smadre dem. Og så er der det med, at du har dyrket motion i hele dit liv. Det er vigtigt for at holde hovedet i gang, så det tror jeg også har været med til at udvikle mit talent inden for Counter-Strike, siger han.

Men selvom det måske var nærliggende at tro, at fodbold og gaming kunne kombineres, og at det en dag bliver muligt at se ham spille FIFA, så lever talentet ikke helt op til interessen.

- Jeg spiller rigtig meget FIFA med mine venner. Det er så på PlayStation og ikke på computer. Hvis jeg skal spille et andet spil end Counter-Strike, så er det FIFA. Jeg vil selv mene, at jeg er rigtig god til FIFA, men hvis du spørger mine venner, så vil de nok ikke sige det, griner han.