'Usandsynlig aftale' kostede Astralis-stjerne en stor bil til kæresten

Danmarks største Counter-Strike-stjerne, Nicolai 'dev1ce' Reedtz, lovede givetvis for meget, da det ikke længere var nok med blomster til kæresten.

Det siges ofte, at blomster er vejen til en kvindes hjerte. Alligevel var det ikke helt nok, da Astralis-stjernen Nicolai "dev1ce" Reedtz i sidste måned skulle afregne med sin svenske kæreste, Emilia Hult.

Forud for årets anden Major-turnering, der er verdens største og dermed årets højdepunkt, indgik han nemlig en aftale med sin kæreste, der endte med at blive kostbar i form af en ny bil.

- Hvis blomster ikke er nok, kan man altid købe en bil. Det var højst usandsynligt, men jeg lovede hende, at hvis vi vandt Majoren, og hun tog sit kørekort i første forsøg, så ville jeg give hende en bil.

- Der er dårlige odds på det. Specielt at man i Stockholm både tager teori- og køreprøve i første forsøg. Så jeg endte i en meget uheldig situation, hvor jeg næsten slap ret billigt. Jeg havde faktisk lovet en dyrere bilmodel, men det fik jeg talt mig ud af i sidste ende. Så pas på med at love alt for meget. Nogle gange kan blomster også være helt okay, lyder det med et smil fra Nicolai 'dev1ce' Reedtz.

Derfor kunne svenske Emilia Hult, der til daglig er CS:GO-streamer og YouTuber i sidste måned afhente sin Range Rover Evoque, der herhjemme står til en værdi af godt 500.000 kroner. En del af beløbet kan dog formentlig dækkes med den præmiecheck Astralis modtog for Major-sejren, hvor holdet fik 3,2 millioner kroner til deling.

Og selvom trofæer vægter væsentlig højere end præmiepenge for langt de fleste spillere, så lægger Danmarks største CS:GO-stjerne ikke skjul på, at de mange turneringssejre har sikret en stabil indkomst.

- Man kan sige, vi har haft et godt år. Så må man også kompensere for den tid, jeg ikke har med hende. Så må jeg give noget andet, og i den her omgang blev det en bil. Når jeg så bliver ældre og mere fattig, så må jeg give hende min tid, siger 'dev1ce'.

Lørdag skal han og Astralis forsøge at vinde BLAST Pro Series i Royal Arena foran 12.000 tilskuere. Sidste år missede de lige nøjagtig sejren efter et tæt finalenederlag, men dengang var Nicolai 'dev1ce' Reedtz ikke med, da han døjede med sygdom.

Siden har Astralis fået sin største stjerne tilbage på højeste niveau, og han har været en afgørende faktor i vejen tilbage som verdens nummer et i verden. For 'dev1ce' har det også haft afgørende betydning, at han nu er flyttet sammen med kæresten i Sverige og fået ro på hjemmefronten.

- Det kører super godt. Jeg tror, det er vigtigt at have et godt bagland. Nu er jeg lokaliseret i Sverige, så jeg er langt væk fra familien. Så hun skal være ekstra god for et kompensere, og det må man sige, hun er. Så ja, jeg er super glad, siger Astralis-stjernen, der dog ikke har nye 'usandsynlige aftaler' på vej:

- Der er ikke nogen løfter om at vinde turneringer eller lignende mere. Nu skal jeg give mig selv en gave næste gang. Det kan selvfølgelig også være et løfte. Jeg ved ikke helt, hvad det skal være endnu, men jeg tror, jeg finder på et eller andet.

Fredag aften fik Astralis en blandet start på BLAST Pro Series i Royal Arena, da holdet vandt sin første gruppekamp og siden tabte den næste.

Se med på TV 2 ZULU og på TV 2 PLAY fra lørdag klokken 13, når Astralis jagter en finaleplads og en præmiecheck på godt 800.000 kroner, der formentlig kan dække en smule mere af kommende aftaler.