Lars Løkke begejstrede eksperter og fans med 'kæmpestort' budskab

Begejstringen var stor, da statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt åbningstalen ved Blast Pro Series i København.

12.000 tilskuere havde lørdag fundet vej til Royal Arena i København for at se Counter-Strike: Global Offensive - og én af dem var Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V). 

Foran de mange fans skulle statsministeren holde åbningstalen ved Blast Pro Series-turneringen, og sendte han et budskab, der skabte stor begejstring i arenaen. 

- I har sikkert alle prøvet at skulle forklare jer selv flere gange og overbevise folk om, at I ikke spilder jeres tid. Men jeg håber, at det er fortid, for I er sportsudøvere. I er ægte sportsudøvere, sagde Lars Løkke Rasmussen på scenen. 

- Det er en inkluderende verden, der bringer folk sammen på tværs af landegrænser og kontinenter. Her bliver i ikke dømt ud fra jeres nationalitet, religion, udseende, men på jeres evner. At spille, at samarbejde og være en del af noget større, sagde statsministeren. 

Det har i flere år været et stort debatemne, om e-sport skal anerkendes som en sportsgren i Danmark. Og derfor er Lars Løkke Rasmussens ord på scenen i Royal Arena ikke uden betydning, mener TV 2 SPORTs CS:GO-ekspert Niels "Rizc" Topp.

- Man kunne høre, at det var noget, han understregede, og at det ikke var noget, han sagde for sjov. Det var selve kernen i den besked, han sendte. Og man kunne høre på tilskuerne, at det var noget, de tog seriøst. 

- Det er det, de har kæmpet for, det er det, vi har kæmpet for, og det er også det, som spillerne har kæmpet for. At Danmarks statsminister går ud og siger det, er kæmpestort for e-sport, siger Niels "Rizc" Topp. 

Statsministeren har selv spillet Counter Strike

Lars Løkke Rasmussen har flere gange tidligere lykønsket det danske hold Astralis efter store triumfer - senest i oktober, da danskerne vandt Major-turneringen i London, der betragtes som en af de største i verden. 

Og statsministeren holder ikke længere kun øje med de danske præstationer, han har også stiftet bekendtskab med det populære skydespil. 

Hvordan opdagede du, at Counter Strike var noget for dig? 

- Det var ved et tilfælde, hvor jeg en dag kom til slå over på DR3, hvor der var Counter Strike, som jeg selv har spillet lidt, fordi jeg har drenge, der i dag er blevet 21 og 28 år - og så blev jeg bare grebet af det, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 SPORT.

På hjemmebanen i København missede Astralis lørdag muligheden for at spille finale i Royal Arena, da tre sejre i gruppespillet ikke var nok til at ende blandt de to bedste hold.