North henter stjernespiller i Manchester City

16x9
Marcus 'Marcuzo' Jørgensen skifter engelske Manchester City ud med North. Foto: North

Marcus 'Marcuzo' Jørgensen bliver holdkammerat med August 'Agge' Rosenmeier i Norths nye FIFA-projekt.

På premieredagen for åbningen af den nyoprettede e-Superliga har North sat navn på holdets anden spiller og dermed fuldendt holdet. 

North har hentet Marcus 'Marcuzo' Jørgensen i Manchester City, og dermed bliver han holdkammerat med August 'Agge' Rosenmeier på det hold, der skal repræsentere FC København i turneringen, hvor de bedste fodboldklubber i Danmark skal dyste mod hinanden i spillet FIFA

- Det føles fuldstændig fantastisk at skrive kontrakt med organisationen North. Det er for mig at se den mest ambitiøse e-sport-organisation i Danmark - det kan simpelthen ikke blive større for mig. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang, siger 'Marcuzo' i en pressemeddelelse. 

- Mine to primære mål er at blive verdensmester og at udvikle mig som e-sport-atlet. Jeg havde mange tilbud, men jeg er overbevist om, at North tilbyder de bedste rammer i Danmark for, at jeg kan indfri de mål, siger Marcus 'Marcuzo' Jørgensen. 

Da e-Superligaen blev præsenteret oprettede North et FIFA-hold og hentede i samme ombæring den tidligere verdensmester August 'Agge' Rosenmeier, og det er en holdkammerat, som 'Marcuzo' glæder sig til at få selskab af. 

- Jeg har svært ved at sætte ord på, hvor meget det betyder for mig at danne team med 'Agge'. Vi er venner uden for banen og har nu mulighed for også at sparre professionelt. Det er det optimale betingelser for os begge, siger Marcus 'Marcuzo' Jørgensen.

Det er Divisionsforeningen, Discovery Networks Danmark og Dreamhack, der står bag e-Superligaen. Turneringen har deltagelse af alle Superliga-klubber pånær FC Nordsjælland. Derudover stiller 1. divisionsklubberne Lyngby, Silkeborg og FC Helsingør også med et hold. 

Formatet i den nye e-Superliga er, at alle 16 klubber er med i et grundspil, hvorfra de otte bedste klubber går videre.

De otte hold i slutspillet kommer så til at kæmpe om de øverste placeringer og den samlede præmiepulje på 365.000 kroner.