Astralis er klar til semifinalen i Chicago

16x9
Astralis i aktion under en turnering. Foto: Kevin C. Cox / Scanpix Denmark

Det danske Counter Strike-hold Astralis har spillet sig i semifinalen ved IEM Chicago. Holdet vandt overbevisende i playoff.

Verdensetteren Astralis holder sig fortsat til blandt de bedste Counter Strike-hold i verden.

Natten til lørdag spillede Astralis sig i semifinalen ved den store turnering IEM Chicago. Det skete med en suveræn sejr over det internationale hold mousesports.

Danskerne vandt kampen med 2-0 efter en 16-5-sejr på Train-banen og 16-13 på Nuke.

I semifinalen, der spilles lørdag aften dansk tid, skal Astralis møde FNATIC. De to hold ligger henholdsvis nummer et og nummer 12 på verdensranglisten. 

Har sikret 130.000 kroner

IEM Chicago er en turnering med 16 hold, hvoraf 10 var inviteret til at deltage. Både Astralis og FNATIC er blandt de inviterede hold. Seks andre har kvalificeret sig til at være med, heriblandt det danske hold North.

Holdene har været delt op i to grupper, hvor gruppevinderen gik direkte til semifinalen. Det var sådan, FNATIC spillede sig videre. Astralis havde samme mulighed, men med et nederlag på 2-0 til FaZe Clan måtte Astralis altså ud i fredagens playoff-kamp mod mousesports for at spille sig ind blandt turnerings fire bedste hold.

IEM Chicago har en samlet præmiesum på 250.000 dollar – 1,6 millioner kroner. Vinderen af turneringen får cirka 650.000 kroner, mens der er cirka 275.000 kroner til den tabende finalist. Taberne af lørdagens semifinaler modtager cirka 130.000 kroner for indsatsen.