Dansk CS-talent fik angstanfald på vej til turnering - karrieren i fare

16x9
Lucas "Bubski" Andersen trækker sig fra e-sport, efter at han fik et angstanfald på vej til en amerikansk turnering. Foto: Team Fragsters

På vej til en CS:GO-turnering i USA blev Team Fragsters' Lucas "Bubski" Andersen ramt af et angstanfald, og han holder nu pause på ubestemt tid.

20-årige Lucas "Bubski" Andersen blev onsdag ramt af et angstanfald på vej til en stor turnering.

- Jeg fik et rigtig skidt angstanfald i dag med døsighed, træthed og svær vejrtrækning, og jeg besvimede næsten, skriver Lucas "Bubski" Andersen i en længere udtalelse.

Sammen med sine holdkammerater skulle han først mellemlande i Paris, inden turen gik videre til Atlanta i USA for at spille med i turneringen Dreamhack Atlanta 2018. Men så langt nåede han ikke, for den unge computerspiller valgte at blive i Paris efter flyveturen.

Det er kulminationen på længere tids udfordringer for Lucas "Bubski" Andersen, der har kæmpet med sine problemer, siden han og resten af hans hold, Team Fragsters, blev fuldtidsprofessionelle e-sportsspillere.

- Det var både en fantastisk ting og negativt for mig. Jeg har altid været en meget stille og nervøs person. Det her professionelle liv med at flyve, at være under et stort pres, have masser af træningstimer og så ikke at kunne se mine venner IRL (i virkeligheden, red.) skabte mange medicinske og psykologiske problemer i min hjerne, siger han.

Selv 30 dage før en turnering kunne jeg dårligt nok sove og slappe ordentligt af.

Lucas "Bubski" Andersen

Derfor begynder han nu på behandling.

- Jeg vil starte i terapi så hurtigt som muligt. Håber, at det vil hjælpe på mine problemer. Jeg har ingen idé om, hvor lang tid sådan noget som det her tager, før det kommer under kontrol, skriver han på Twitter. 

Søvnproblemer og konstant stress

Det er især op til turneringer, at Lucas "Bubski" Andersen har mærket de psykiske udfordringer.

- Selv 30 dage før en turnering kunne jeg dårligt nok sove og slappe ordentligt af. Det tog hårdt på mig at være stresset hele tiden, og det gjorde mig til en meget dårligere udgave af mig selv. Og i går/i dag kunne jeg ikke det her mere, siger han.

Derfor stopper han sin e-sportskarriere. Men han håber på, at han en dag kan vende tilbage.

- Det var virkelig det sidste søm i kisten for at sætte min CS-karriere (Counter-Strike-karriere, red.) på pause. Jeg bliver nødt til at kigge på mit helbred, før jeg går andet. Jeg ved ikke, om jeg trækker mig helt, eller om jeg gør comeback i CS, når jeg har et bedre helbred, siger han.

Lucas "Bubski" Andersen fortæller, at han fortsat vil spille CS:GO - dog på et andet niveau end hidtil. 

- Jeg har stadig et drive for spillet, så det er ikke utænkeligt, at jeg kommer tilbage til professionel CS (Counter-Strike, red.), når jeg har fået styr på mine personlige og medicinske problemer. Men som tingene ser ud lige nu, kommer jeg ikke til at spille seriøs CS (Counter-Strike) i et stykke tid, siger han.

Hold leder efter erstatning

Hans hold, Team Fragsters, har været ude og udtrykke deres støtte til Lukas "Bubski" Andersen, mens de også leder efter en erstatning til turneringen, der starter fredag.

- Jeg har dårligt nyt. En af vores spillere er ikke i stand til at spille ved Dreamhack Atlanta på grund af alvorlige medicinske problemer. Vi er derfor på udkig efter en stand-in med kort varsel. Dansk, svensk eller NA (nordamerikansk, red.). Skriv til mig, hvis du er interesseret, skriver hans holdkammerat Ismail "refrsh" Ali på Twitter.

Lukas "Bubski" Andersen er dog ikke i tvivl om, at det lykkes at finde en spiller til den forestående turnering.

- Jeg er sikker på, at de her gutter kan finde en erstatning for mig, siger Lukas "Bubski" Andersen, inden han slutter sin udtalelse af med at ønske sine holdkammerater held og lykke ved turneringen i Atlanta.

- Tak for alt, gutter. Jeg håber, at I kan vinde i Atlanta og tage trofæet med hjem, siger han.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Lukas "Bubski" Andersen, men det har ikke været muligt, fortæller holdet til TV 2 SPORT.