Jonas 'Kold' Andersen skifter til Astralis-ejers nye satsning

16x9
Sådan ser det kommende Origen-hold ud. Foto: Origen

Danske Jonas 'Kold' Andersen håber, at erfaring og en struktureret performancekult kan bringe succes til holdet, når han skifter til Origen.

Jonas 'Kold' Andersen er dansk League of Legends-spiller og international anerkendt e-sportsstjerne. Han er netop skiftet fra det tyske hold Unicorns of Love til danske Origen, og det er en glad spiller, der fremover skal repræsentere Danmark ved internationale turneringer.

- Jeg er super spændt. Der er en hel masse tanker, og de er alle sammen positive.

'Kold' bliver en del af et team, der både har erfarne spillere, men også nye unge navne. General Manager hos Origin, Martin 'Deficio' Lynge, mener, at den nye spiller bliver vigtig for udviklingen af holdet.

- Han giver teamet god fleksibilitet, men det vigtigste er, at han er en erfaren og utroligt stabil spiller, som kommer til at give holdet en sikkerhed både i spillet - men også udenfor.

Jonas 'Kold' Andersen fortæller selv, at han glæder sig til at kunne påtage sig en lederrolle på holdet, hvor han kan trække på mange års erfaring fra sin professionelle karriere.

Origen skal nå samme niveau som Astralis

Origen er ejet af det danske produktionsselskab RFRSH, der har investeret mindst 78 millioner kroner i et hold i e-sporten League of Legends. De har de senere år oplevet stor succes med sit CS:GO-hold, Astralis, der regnes for verdens bedste. Jonas 'Kold' Andersen håber på at kunne opleve den performancekulturen, som Astralis har trænet under, i sin nye rolle hos Origen.

- Jeg har en idé om, at de både går op i det professionelle på banen, men også uden for. Det, at de lægger vægt på både det fysiske og det psykiske i træningen, er noget, jeg virkelig kan relatere til.

En struktureret træning er også vigtig, hvis de vil op på Astralis’ niveau. Ifølge 'Kold', så har alle på holdet store ambitioner. Hvis holdet skal have succes, så mener han, at holdet skal have en god spilkemi. 

- En af de største udfordringer bliver nok at lære hinanden at kende på banen. Man skal lige vænne sig til, hvordan man spiller bedst sammen som et hold.

Selvom det kommer til at tage tid, så er han ikke i tvivl om, at de kan nå langt, hvis holdet kan arbejde hårdt og arbejde sammen om målet.