Astralis sikrer historisk resultat og vinder millioner

16x9
Astralis kan kalde sig vinder af turneringen i Odense. Dette billede er fra ECS Season 6 Finals i november. Foto: Cooper Neill / Ritzau Scanpix

Astralis besejrede Team Liquid i finalen i ESL Pro Leagues i Odense og får i alt en belønning 1.250.000 dollar - cirka 8.205.000 kroner.

Danske Astralis skabte en fantastisk stemning på hjemmebane i arenaen i Odense, da de søndag eftermiddag og aften besejrede Team Liquid i finalen i ESL Pro League.

Det danske Counter-Strike-hold bekræftede sin status som en af verdens bedste, da de vandt med 3-1. I banerne Train, Mirage, Inferno og Dust2 tabte Astralis først med 8-16, men vandt derefter med 16-11, 16-11 og 16-10.

Det er ikke kun førstepræmien på 250.000 dollar (1,64 millioner kroner), som Astralis kan sætte ind på kontoen som vindere af turneringen. Astralis vinder nemlig også den første Intel Grand Slam-titel nogensinde. Det udløser en bonus på en million dollar (6,6 millioner kroner). Denne præmie har Astralis vundet, da de har taget fire titler inden for et spænd på ti turneringer i ESL- og Dreamhack-regi. Dermed vinder de i alt 8.205.000 kroner.

Dermed har de sikret sig den såkaldte Grand Slam-titel, der blev stiftet i 2017. Astralis, der længe har toppet verdensranglisten, er det første hold til at opnå denne historiske bedrift.

Astralis kom tilbage efter nederlag i første bane

Astralis fik en hård start på finalen, da danskerne kom bagud med 0-3 i første bane, inden de kom på tavlen. Herefter fortsatte Team Liquid deres gode start, og de kom blandt andet foran med 9-3. Liquid var også bedst ved byttet, hvor de var foran med 11-4. Herefter så Liquid sig ikke tilbage, og de vandt første bane, Train, med 16-8.

Mirage var det igen Team Liquid, der kom bedst fra start. De sikrede sig en føring på 4-1. Herefter kom Astralis bedre med og vandt fem runder i streg. Liquid førte med én ved opholdet, og Astralis var igen under pres. Det danske hold steppede derefter for alvor op og vandt banen med 16-11. Det var blandt andet Lukas ”gla1ve” Rossander, der fandt flere store kills og lavede et afgørende ace, hvor han skød alle Liquids spillere i en runde.

I Inferno var starten meget lige. De to hold fulgtes ad, og efter de første otte runder var stillingen 4-4. Det var dog det danske hold, der var foran ved holdbyttet med 10-5. Astralis fortsatte deres gode spil på Counter-Terrorist-siden, og vandt banen med 16-11.

I den sidste og hvad der skulle blive den afgørende bane, var det danskerne, der startede bedst, hvor de kom foran med 4-1. Liquid kom dog tilbage og fik udlignet til 5-5. Danskerne stak alligevel af efter holdbyttet, hvor de endte med at vinde med 16-10.

Astralis skal igen i aktion den 15. december, hvor de denne gang skal til Lissabon. Du kan følge Astralis på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

Her er Astralis’ finaler i 2018

  1. DreamHack Masters Marseille: Vinder

  2. IEM Sydney: Nummer to
  3. ESL Pro League Season 7 Finals: Vinder
  4. ECS Season 5 Finals: Vinder
  5. ELEAGUE CS:GO Premier: Vinder
  6. DreamHack Masters Stockholm: Nummer to
  7. FACEIT Major: Vinder
  8. BLAST Pro Series Istanbul: Istanbul: Vinder
  9. IEM Chicago: Vinder
  10. ECS Season 6 Finals: Vinder
  11. ESL Pro League Odense: Vinder