Talentfuld dansker imponerer Astralis-stjerner: - Det er vildt

20-årige Ismail ’refrezh’ Ali debuterede i weekenden på den helt store scene, hvor han var stand in for Cloud9. Det blev en succes.

Verdensstjernerne fra Astralis er ikke de eneste danskere, der kan tage på juleferie med en ekstraordinær god følelse.

Ved BLAST Pro Series i Lissabon fik den 20-årige Ismail ’refrezh’ Ali nemlig en usædvanlig god debut på den helt store scene i Counter-Strike: Global Offensive. På grund af sygdom var den holdløse dansker stand in for Cloud9, og foran 6000 tilskuere gjorde han det så godt, at Astralis-stjernerne er klar med store roser.

- Kudos til ham, siger Andreas ’Xyp9x’ Højsleth til TV 2 SPORT.

- Det er vildt at præstere på sådan en scene. Jeg har stor respekt for, hvad han har gjort til den her turnering.

Det var anden gang, Ismail 'refrezh' Ali fik mulighed for at spille for Cloud9.

Mange internationale hold har haft ham i kikkerten

Lukas 'gla1ve' Rossander

Ved efterårets BLAST-turnering i København var Maikil 'Golden' Selim nemlig også syg, men ved den lejlighed nåede 'refrezh' simpelthen ikke at takke ja, inden Cloud9s træner måtte agere stand in for at få afviklet den første kamp. 

I kikkerten hos flere hold

I Lissabon mødtes Astralis og Cloud9 hinanden i den sidste gruppekamp ved årets sidste BLAST Pro Series. Astralis vandt med mindst mulig margin 16-14, og faktisk var Cloud9 kun én runde fra at sikre en finaleplads mod netop Astralis.

- Det har været en sindssygt god oplevelse – meget lærerigt. Det er helt nyt for mig at spille til sådan en stor turnering, og jeg håber, jeg kan fortsætte med at deltage til sådan nogen turneringer her, siger Ismail ’refrezh’ Ali til TV 2 SPORT.

Den unge dansker stoppede tidligere i december på Fragtsers, og derfor er han i øjeblikket fri på markedet. Ifølge Astralis’ in game leader Lukas ’gla1ve’ Rossander behøver ’refrezh’ dog ikke at være kontraktløs særligt længe.  

- Jeg kender ham fra rimelig langt tilbage. Jeg har spillet lidt med ham førhen, og han har spillet på Fragters, der var et rimelig godt hold i Danmark. Han har gjort det sindssygt godt, og mange internationale hold har haft ham i kikkerten. Det er jeg sikker på. Nu beviser han bare sit værd, og det er jeg sindssygt stolt over, siger ’gla1ve’ til TV 2 SPORT.

Selv er ’refrezh’ dog lidt mere tilbageholden, når han tænker på, hvad er skal ske efter succesen i Lissabon.

- Jeg ved ikke, hvordan min fremtid ser ud. Jeg må lige slappe af efter den turnering her og se tingene an, men lige nu har jeg ingen idé om, hvad der kommer til at ske.

Turneringen i Lissabon blev vundet af Astralis, der dermed hentede sæsonens 10. store titel. Læs meget mere om triumfen her.