Dansk Counter-Strike-stjerne kåret som den næstbedste i verden

16x9
HLTV.org har siden 2010 kåret de 20 bedste spillere hvert år. "Device" var næstbedst i 2018. Foto: Kevin C. Cox / Scanpix Denmark

Nicolai "device" Reedtz er blevet kåret som den næstbedste Counter-Strike-spiller i verden af et anerkendt medie.

Seks danskere er på listen over de 20 bedste Counter-Strike-spillere i verden.

Det er kommet frem søndag aften, efter at e-sportsmediet HLTV.org har offentliggjort hele sin rangering over de bedste spillere i verden i 2018.

Det danske Counter-Strike-hold Astralis har alle sine fem spillere på listen, og søndag eftermiddag er de to øverste pladser blevet annonceret. Nicolai "device" Reedtz er nummer to på listen - kun overgået af Aleksandr "s1mple" Kostyliev fra Ukraine, der spiller for Natus Vincere.

Danskerens udvikling fra en dreng med motivationsproblemer, som led under pres, til at være en elitespiller og den næstbedst i verden har fået rosende ord med på vejen.

- Historien omkring "device" er lidt som en Hollywood-film med en lykkelig slutning. Spilleren har eksemplificeret modenhed og udvikling i sin spillestil og er vokset til at blive en stjernespiller, der kan kontrollere en hel kamp, skriver HLTV.

"Device" er stolt af sig selv

Nicolai "device" Reedtz er utrolig stolt af kåringen, da han ikke havde set det komme, inden 2018-sæsonen gik i gang.

- Sikke et vildt år. Hvis nogen fortalte mig, at jeg ville være rangeret som den næstbedste spiller i verden, efter jeg kom tilbage fra min sygdom, ville jeg nok have grinet af dem. Jeg er super stolt af mig selv, af holdet og af det, vi har opnået i år, skriver device på sin Instagram.

- Det har været nogle af de bedste øjeblikke i min karriere, og vi kunne ikke have gjort det uden støtte fra alle vores fans.

HLTV.org har siden 2010 kåret de 20 bedste spillere hvert år. Lister som danskere ofte har optrådt på.

Sidste år var Danmark repræsenteret med fem CS:GO-spillere på rangeringen af de 20 bedste spillere i 2017, men har altså slået den i 2018. "Device" indtog femtepladsen på sidste års rangering.

Se den fulde liste herunder:

  1.  Aleksandr "s1mple" Kostyliev
  2. Nicolai "device" Reedtz
  3. Nikola "NiKo" Kovac
  4. Denis "electronic" Sharipov
  5. Peter "dupreeh" Rasmussen
  6. Keith "NAF" Markovic
  7. Emil "Magisk" Reif
  8. Lukas "gla1ve" Rossander
  9. Freddy "KRIMZ" Johansson
  10. Marcelo "coldzera" David
  11. Ladislav "GuardiaN" Kovács
  12. Russel "Twitzz" Van Dulken
  13. Andreas "Xyp9x" Højsleth
  14. Tomáš "oskar" Štastný
  15. Jonathan "EliGe" Jablonowski
  16. Miikka "SuNny" Kemppi
  17. Timothy "autimatic" Ta
  18. Håvard "rain" Nygaard
  19. Robin "ropz" Kool
  20. Valdemar "valde" Bjørn Vangså