North tager afsked med legende

16x9
Alexander 'ave' Holdt vil fokusere på familien frem for CS:GO. Foto: North / www.north.gg

Alexander 'ave' Holdt er fortid som træner på danmarks næstbedste Counter-Strike: Global Offensive-hold, North, som tester ny træner.

Et nyt ansigt på FC København og Nordisk Films Counter-Strike: Global Offensive-hold, North, skal forsøge at få holdet på rette kurs i en svær periode.

Holdet, som netop har misset kvalifikationen til den mest prestigefyldte turneringen i CS:GO, Majoren, skal have ny træner. Den nuværende træner, Alexander 'ave' Holdt, sætter sin karriere på pause i ubestemt tid for at fokusere på familien og på det tredje barn, de har i vente.

- Jeg elsker spillet, og jeg er evigt taknemmelig for muligheden for at træne nogle store spillere og være omkring fantastiske folk i North. Jeg ser frem til at følge Norths udvikling, og jeg er sikker på, at dette hold har potentialet til at nå til tops, siger han i en pressemeddelse og holder samtidig døren på klem for et comeback:

- Jeg kommer måske tilbage en dag.

Alexander 'ave' Holdt bliver betragtet som lidt af en legende på Counter-Strike-scenen, hvor han tidligere var en spiller i verdensklasse og senere er gået trænervejen.

Som erstatning har North ansat Torbjørn 'mithR' Nyborg i en prøveperiode. Han har tidligere været træner for det tyske hold Alternate Attax.

- At skulle forsøge at efterfølge 'ave', som jeg har set op til i mere end et årti, bliver ikke let, men jeg tror, jeg kan hjælpe holdet gennem svære tider til at finde kursen og hjælpe hver spiller til at blive den bedste version af dem selv, siger Torbjørn 'mithR' Nyborg.

Torbjørn 'mithR' Nyborg er ny træner for North.
Torbjørn 'mithR' Nyborg er ny træner for North. Foto: North / www.north.gg

Alexander 'ave' Holdt nåede at være træner for North i lige over et år. Han kom til det danske mandskab den 26. januar i 2018, efter at North skuffede i Majoren i Boston ved at tabe alle tre kampe i den indledende fase.

I alt har den afgående træner været en del af North i to år, hvor han det første år havde ansvaret for holdets akademihold. I begge roller har han været yderst vellidt, lyder det fra ledelsen.

- Jeg og hele organisationen vil gerne takke Alex for bidraget og dedikationen til North over de sidste to år. Alex er meget talentfuld, og vi håber, han kommer tilbage til e-sport engang i fremtiden og forhåbentlig i North, siger North-direktør Jonas Svendsen i en pressemeddelelse.

Det danske hold er i øjeblikket nummer 12 i verden. Deres næste turnering er allerede tirsdag i GG.Bet ICE Challenge i London.