Astralis begynder på stort titelforsvar

16x9
Astralis var helt suveræne i 2018, hvor de nåede at vinde 15 turneringer. Foto: Cooper Neill / Ritzau Scanpix

Den polske by Katowice ligger sted til årets første Major-turnering, som begynder onsdag.

Det danske e-sports-hold Astralis har mulighed for at tangere en imponerende rekord i løbet af de næste to uger.

Onsdag begynder årets første Major, IEM Katowice, hvilket betegnes som 'verdensmesterskaberne i Counter-Strike'.

Astralis har tidligere vundet en Major to gange og skulle det lykkes igen, vil de tangere rekorden på tre sejre. Og det danske hold kommer ind til turneringen som storfavoritter.

I 2018 vandt de 15 turneringer, og da året var omme kunne det afspejles på den individuelle verdensrangliste. Her var alle holdets fem spillere med i top 20. En bedrift, intet andet hold har opnået før.

På trods af den store succes forsøger holdet hele tiden at optimere de små detaljer. Det fortæller Astralis' træner, Danny “zonic” Sørensen.

- Vi har indprentet os i historien som et af de mest succesfulde e-sports-hold nogensinde, men vi har også konstant arbejdet med at forbedre alle de små ting i spillet og uden for serveren.

- Mange forestiller sig nok ikke, hvor meget spillerne arbejder med både spil, taktik, kommunikation, fysisk sundhed, analyse og mental balance, men det er en helt anden verden end den, vi så for bare 2-3 år siden. Vi er med andre ord forberedt til fingerspidserne, men når det er sagt, hjælper resultaterne i 2018 os absolut intet i den kommende major, lyder det fra "zonic" i en pressemeddelelse..

Astralis skal første gang i aktion i Majoren onsdag klokken 17.30.

TV 2 ZULU sender fra Major-turneringen i IEM Katowice fra torsdag den 28. februar og frem til turneringen slutter den 3. marts.