Hele e-landsholdet skiftes ud inden første FIFA-turnering

16x9
'Marcuzo' er udtaget til e-landsholdet. Foto: North

Dansk Boldspil Union (DBU) stiller med tre nye landsholdsspillere ved FIFA eNations Cup i april.

Trods en sejr i e-landsholdets første turnering er Brøndbytrioen ’Fredberg’, ’Dingo’ og træner Daniel Barnewitz skiftet ud med tre nye landsholdsspillere.

DBU har udtaget North-spillerne Marcus ’Marcuzo’ Jørgensen og August ’Agge’ Rosenmeier samt Fatih ’M10Ustun’ Üstün, der repræsenterer Mesut Özils hold M10 samt Helsingørs e-Superligamandskab. De skal repræsentere Danmark ved den første FIFA-turnering eNations Cup, hvor 20 nationer deltager.

’Marcuzo’ og ’M10Ustun’ bliver første- og andetvalg, mens ’Agge’ er med som reserve og sparringspartner. Det skriver North i en pressemeddelelse.

- Vi har et utroligt stærkt landshold med 'Marcuzo' og Fatih, der er de stærkeste danskere i øjeblikket - og med 'Agge' som backup og vigtig sparringspartner føler jeg, vi har en god chance. Så med det rette held på dagen, og hvis vi spiller op til vores bedste, så føler jeg vi har en chance for at kunne spille med om guldet, siger landstræner Dennis 'Norden' Nordenbøl i pressemeddelelsen.

Faith ’M10Ustun’ Üstün er i øjeblikket den bedst rangerede dansker. Den tidligere klubverdensmester ligger nummer fem på ranglisten, mens 'Marcuzo' er kvalificeret til den første udgave af e-Champions League. 

- Jeg har udviklet mig som person og professionel, siden jeg kom til North, og min sæson kulminerer foreløbigt ved at blive udtaget til landsholdet. Jeg er enormt stolt over at skulle repræsentere mit land i det spil, jeg elsker allermest, siger Marcus 'Marcuzo' Jørgensen ligeledes i en pressemeddelelse. 

Danmark vandt første turnering

Den kommende turnering i London bliver den kun anden opgave for e-landsholdet. Ved den første turnering førte Brøndbys e-Superligavindere Daniel ’Dingo’ Kristensen og Frederik ’Fredberg’ Fredberg Danmark til sejr i venskabsturneringen FIFA 19 Nordics Invitational, mens deres spillende træner Daniel Barnewitz var med som reserve. Danmark, Norge, Sverige og Finland deltog i turneringen.

Ved eNations Cup den 13. og 14. april skal Danmark møde Rusland, Portugal, Australien og Holland i gruppespillet.

Der er 40.000 dollar på højkant i turneringen. Det er cirka 260.000 kroner.