North sender brasilianske stjerner ud i Kina

16x9
North tog en vigtig sejr i turneringen i Shanghai. Foto: North

North er kun en enkelt sejr fra en playoffplads ved StarSeries i-League Season 7 i Shanghai, efter de vandt sikkert over Made in Brazil.

Danmarks næstbedste Counter-Strike-hold, North, viste overlegent spil i vind-eller-forsvind-kampen mod stjernerne fra Made in Brazil (MIBR) ved StarSeries i-League Season 7 i Shanghai.

Scenariet var inden kampen klart for begge mandskaber: Taberen ville være færdig i turneringen, og vinderen var kun én kamp fra en playoffplads. Det endte med en sejr på 2-0 i baner til danskerne, som dermed kun er én sejr fra en playoffplads.

- Jeg er sindssygt stolt. Gode kald af Casper ’cadiaN’ Møller, og Markus ’Kjaerbye’ Kjærbye, som kontrollerede rotationerne på Counter-Terrorist-siden på Overpass (en bane, red.), skriver holdets træner, Thorbjørn 'mithR' Nyborg, på Twitter.

I kampens første bane, Overpass, fik det danske hold en dårlig start, da MIBR, som havde valgt at spille banen, kom foran 5-1. Herfra fik danskerne styr på sagerne og vandt ni runder i streg. Det forspring smed de ikke og vandt banen med 16-10.

North, som ligger nummer 12 på verdensranglisten, havde dermed en gylden mulighed for at vinde kampen på sit eget banevalg, Inferno. Denne chance udnyttede de med en sikker sejr på 16-8 over Brasiliens bedste hold, som er nummer otte i verden.

I turneringen, hvor alle verdens bedste hold – med undtagelse af Astralis og Liquid, som begge har meldt afbud – deltager, tabte North ellers sine to første kampe. Men med sejren over MIBR tirsdag og Panda mandag er de én sejr fra playoffpladsen.

North kan for en stund læne sig tilbage og følge resten af tirsdagens kampe, inden de spiller den afgørende kamp i den indledende fase onsdag.