Utrolig Astralis-stime blev brudt: - Der gik mange ting galt

For første gang i over et år tabte Astralis på Counter-Strike-banen Nuke. Efter kampen fortæller Nicolai ’dev1ce’ Reedtz, at Astralis er skuffede.

Det hører til sjældenhederne, at verdensranglistens bedste Counter-Strike-hold, Astralis, ikke vinder et map i en kamp.

Men for første gang i 2019 tabte det danske hold 0-2, da de lørdag aften blev besejret af ENCE i finalen i BLAST Pro Series-turneringen i Madrid.

Til finalen havde de danske Counter Strike-stjerner valgt at starte på banen Nuke, som holdet ikke havde tabt på i over et år med imponerende 31 sejre i træk til følge.

Men den gik ikke længere efter en hård start på kampen, hvor ENCE kom foran med 6-0, før Astralis kom på tavlen. Efter 11-4 ved sideskiftet kom Astralis lidt bedre med, men endte alligevel med at tabe favoritbanen med 9-16.

Nicolai ’dev1ce’ Reedtz forsøgte efter kampen at sætte ord på, hvad der gjorde forskellen.

- Der gik mange ting galt. Det er svært lige at påpege enkelte ting. Vi spillede bare ikke godt nok, og så lavede vi fejl i nogle runder. Det er skuffende, og det er ikke det her, vi har sigtet efter. Det er et bedre resultat end i Miami, men vi går stadig efter at vinde turneringerne, siger han til TV 2 SPORT.

- Vi skal tilbage og vinde de næste par turneringer. Nu tager vi en lille kort pause, hvor vi kan tænke over tingene, men efter det skal vi tilbage til tegnebrættet. Vi skal finde på nogle nye ting, blive lidt mere komfortable med de ting, vi gør, og måske lave vores playbook lidt mindre – vi har mange taktikker.

Det føltes let på nogle tidspunkter, men vi spillede stadig fantastisk og vandt de vigtigste runder

Aleksi ’Aleksib’ Virolainen, Counter-Strike-spiller ENCE

Nu går vi efter førstepladsen

Finske Aleksi ’Aleksib’ Virolainen fra ENCE fortæller, at sejren betyder meget for holdet, og at de nu vil gå efter Astralis' plads øverst på verdensranglisten.

- Det føles fantastisk. Vi slog Astralis i en turnering, og det er så godt for vores hold. Jeg vil ikke sige, at det var let, men vi spillede fantastisk. Det føltes måske let på nogle tidspunkter, men vi spillede stadig fantastisk og vandt de vigtigste runder.

- Nu skal vi til USA, og jeg håber, at vi skal spille på samme niveau, vi lige har gjort. Vi skal ind i top-tre igen, og så går vi også efter førstepladsen, siger spilleren fra Finland.

Med andenpladsen høstede Astralis 330.000 kroner, mens ENCE, der ligger nummer fem på verdensranglisten, kan sætte godt 825.000 kroner ind på kontoen.