Jim Larsen forlænger med FCM: Dejligt at komme tættere på familie

16x9

FC Midtjylland og Jim Larsen har forlænget samarbejdet, så forsvarsspilleren også er en del af den midtjyske defensiv i næste sæson.

- Jeg er faldet godt til i klubben, og så har jeg fået en masse spilletid. Det var det, jeg havde håbet og regnet med, da jeg kom til klubben, så derfor var det naturligt at forlænge kontrakten, siger Jim Larsen til FC Midtjyllands hjemmeside.

Jim Larsen skiftede i sommer fra Club Brügge, men bliver nu i Midtjylland frem til sommeren 2016.

- Jeg har fået vist, at jeg stadig kan spille fodbold, og så er jeg kommet ind på et godt hold med nogle gode holdkammerater. Det er dejligt igen at spille om point og spille de vigtige kampe. Det er det, man lever for som fodboldspiller, og det gjorde jeg ikke i Brügge. Samtidig har det været godt at komme tættere på familie og venner, siger Jim Larsen, der i efteråret blev far for første gang.

Jim Larsen spillede i efteråret 12 kampe og scorede to mål.

- Jeg skulle først og fremmest hjem og finde formen og niveauet, så jeg igen kunne spille kamp i hver weekend, og langt hen ad vejen er det gået godt. Overordnet set er jeg tilfreds med mit første halve år, lyder det fra Larsen.

Sportsdirektør i FC Midtjylland er glad for, at de to parter nu har forlænget kontrakten.

- Jim har gjort det godt både på og uden for banen, og han har i den grad levet op til de forventninger, vi havde til ham. Han har nogle gode værdier, og han er en super ambassadør for klubben, siger Claus Steinlein og fortsætter,

- Lige fra dag ét har han præsteret. Det var det, vi havde håbet på, men vi er positivt overraskede over det niveau, han har vist. Han er gledet godt ind på holdet, og han er en spiller, vi er glade for at have i truppen, fortæller sportsdirektøren.

Jim Larsen og FC Midtjylland åbner forårssæsonen mandag den 23. februar på hjemmebane mod OB.