Andreas Laudrup: Jeg er ked af det, sur og vred

16x9

Det er en kronisk gigtlidelse son har sat et definitivt stop for 24-årige Andreas Laudrups fodboldkarriere. Det fortæller AGF-spilleren til Politiken, efter han mandag valgte at indstille karrieren på topplan.

Gigtsygdommen hedder ’reaktiv artrit’, og den har plaget Andreas Laudrup i snart tre år, uden at han dog har været klar over, at det var det, der var galt, fortæller han til avisen.

I december gennemgik den unge fodboldspiller en fire timers lang operation, og det var her, alvoren for alvor gik op for Andreas Laudrup.

- Jeg har set en videooptagelse af operationen, og det er alt andet end hyggeligt. Bagefter sagde lægen til mig, at han ikke fattede, at jeg havde været i stand til at spille fodbold med den hofte. Det var den værste, han havde set, og så endda hos en 24-årig, siger Andreas Laudrup til Politiken.

Lægerne fortæller ham, at han må vælge mellem elitefodbold, eller førlighed. Fortsætter han med fodbolden, vil han muligvis ikke være i stand til at lege med sine børn i fremtiden.

Andreas Laudrup er naturligvis ked af, at han må indstille karrieren, men efter lægen havde givet sin dom, var der ikke meget at være i tvivl om, fortæller han.

- Jeg er naturligvis ked af, at jeg ikke kommer til at spille mere. Jeg er også sur og vred, det er jo noget lort. Men det fører jo ikke til noget – derfor vælger jeg at se positivt på det, siger Laudrup til Politiken.

Nu vil den – nu forhenværende – fodboldspiller tage sine sidste fag på gymnasiet og starte på studie i økonomi og handel. Og så skal sommeren nydes med cykelture og tid med kæreste og familie.