Mere serbisk ballade: Profiler slås inden Danmark-kamp

Der er i forvejen rigeligt med problemer på det serbiske fodboldlandshold, der i EM-kvalifikationsgruppe I kun har ét point efter fire kamp, og derfor er lørdagens kamp mod Danmark vital.

Det lave antal point skyldes blandt andet, at holdet fik frataget tre point efter ballade i kampen mod Albanien, som du kan se i klippet over artiklen.

Og det store pres smitter øjensynligt af på spillerne.

Ifølge mondo.rs kom Manchester City-stjernen Aleksandar Kolarov og Stefan Mitrovic fra Freiburg i Tyskland nemlig op at slås under en træning i den serbiske lejr.

Landstræner Radovan Ćurčić nedtoner slagsmålet.

- Jeg tager skylden for det. Jeg ønskede en træning med mange dueller, konkurrence og aggression. Vi har ét point i kvalifikationen, så vi kan ikke bare træne let. Det her er hverken første eller sidste gang, det sker, og det er vigtigt, at det ikke ender i en større konflikt, siger Ćurčić ifølge mondo.rs.

- Fem minutter efter havde spillerne det endnu bedre med hinanden end før.

Også en af hovedpersonerne, Kolarov, nedtoner konfrontationen med holdkammeraten.

- Jeg har spillet fodbold på topplan længe, og sådan noget sker ofte til træning, siger Kolarov ifølge mondo.rs.

Han tilføjer dog, at der er en muldvarp på eller omkring holdet.

Serbernes træninger har været lukket for pressen, men alligevel er nyheden om slagsmålet sluppet ud.

Danmark tager imod Serbien på lørdag.