Danmark i andet seedningslag i VM-lodtrækning

16x9
Nicklas Bendtner og co. er seedet i andet lag til VM-lodtrækningen - og kan dermed ikke møde f.eks. Frankrig of Italien, der er i samme seedningslag. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Wales og Rumænien topseedes, mens Danmark er i andet seedningslag, når der lørdag bliver trukket lod til kvalifikationsturneringen til VM i Rusland i 2018. Det har det europæiske fodboldforbund UEFA fredag bekræftet.

De 52 europæiske nationer bliver inddelt i seks seedningslag efter landenes position på FIFA’s verdensrangliste i juli. Det giver følgende fordeling:

Seedningslag 1: Tyskland (verdensmester), Belgien, Holland, Portugal, Rumænien, England, Wales, Spanien, Kroatien

Seedningslag 2: Slovakiet, Østrig, Italien, Schweiz, Tjekkiet, Frankrig, Island, Danmark, Bosnien/Hercegovina

Seedningslag 3: Ukraine, Skotland, Polen, Ungarn, Sverige, Albanien, Nordirland, Serbien, Grækenland

Seedningslag 4: Tyrkiet, Slovenien, Israel, Irland, Norge, Bulgarien, Færøerne, Montenegro, Estland

Seedningslag 5: Cypern, Letland, Armenien, Finland, Hviderusland, Makedonien, Aserbajdsjan, Litauen, Moldova

Seedningslag 6: Kazakhstan, Luxembourg, Liechtenstein, Georgien, Malta, San Marino, Andorra

  • De 52 hold skal fordeles på syv grupper med seks hold, samt to grupper med fem hold. De syv hold i sjette seedningslag fordeles på seksholds-grupperne.
  • De ni gruppevindere kvalificerer sig direkte til VM, mens de otte bedste gruppetoere skal ud i playoffkampe om de sidste fire europæiske pladser. Gruppetoerne rangeres efter kampene mod de hold, der slutter nummer et, tre, fire og fem i grupperne - kampene i seksholdsgrupperne mod det dårligste hold trækkes altså fra regnskabet
  • På grund af visse medierettigheder er det besluttet at fordele store nationer i seksholdsgrupper - så de spiller flest mulige kampe. Det gælder England, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Holland. Holdene kan godt placeres i samme gruppe, hvis de er i forskellige seedningslag.
  • De første kampe i VM-kvalifikationsgruppen spilles 4.-6. september 2016 og fortsætter indtil 8.-10. oktober 2017. Playoffkampe afvikles i november 2017.
  • Slutrunden i Rusland afvikles 14. juni-15. juli 2018. Både åbningskamp og finale spilles på Luzhniki Stadion i Moskva. Semifinaler spilles i Moskva og St. Petersborg, mens kvartfinalerne spilles i Kazan, Nizhny Novgorod, Sochi og Samara.