Her er Superligaens mest værdifulde person

16x9
- Den mest værdiskabende person og den bedste fodboldhjerne i Superligaen befinder sig i AaB, men det er ikke ham, vi normalt hører mest om i medierne. Foto: SCHÜTZE RENÉ / POLFOTO

Peter Brüchmann, kommentator, TV 2 Sportscenter

Peter Brüchmann har beskæftiget sig med dansk topidræt i 30 år. Han var i ni år sportschef på BT og skabte Danmarks Sportsavis. Han var også ansvarshavende chefredaktør på BT og har været chefredaktør for TV 2s digitale arbejde. I dag har han sit eget firma, ’Brüchmann’, og laver bøger, foredrag, ledelsesudvikling og journalistik.

Det er træneren, der får den store lufttur, når et sportshold har vundet noget signifikant. Det er også træneren, der bliver billedet på epoken i historiebøgerne. Fergusons United, Guardiolas Barca, Guardiolas Bayern eller Ståles FC København (det første, altså).

Men her følger en historie om varig sportslig succes, den vigtigste ingrediens i succesen og hvordan den kan skabes. Det er også historien om, at det ikke altid er træneren, der er den centrale person.

Det er kendetegnende, at kontinuitet er centralt for så godt som alle store mesterskaber. Ja, der kan komme en Kasper Hjulmand og sikre et sensationelt mesterskab i første sæson som FCN-cheftræner. Det samme med Ariël Jacobs i Parken, men det er på en base af kontinuitet og sammenhæng. Hjulmand var selv assistent i FC Nordsjællands fine opbygning, hvor andre nøglefigurer var klubejer Allan K. Pedersen og sportschef Jan Laursen. Og i FC København var Flemming Østergaard og Carsten V. Jensen de gennemgående nøglefigurer på træner-rejsen fra Roy Hodgson over Hans Backe til Ståle Solbakken. Ariël Jacobs mesterskab kom hjem med kun Carsten V. Jensen tilbage af det team, men stadig på denne base.

Man kan også se på FC Midtjyllands mesterskab som en forlængelse af 15 års arbejde eller længere, hvor Claus Steinlein og Glen Riddersholm gik helt tilbage til Ikast-tiden og de spæde forløbere for hele tanken om fodbold-akademier - kun med en enkelt afstikker til DBU for Riddersholm midt i 00erne og den glade kickstart for den røde tråd.

Men hvad er det med AaB? Dansk mester i 1995 med Poul Erik Andreasen, 1999 med Hans Backe, 2008 med Erik Hamrén og 2014 med Kent Nielsen. I dag er holdet igen i det gear, hvor modstanderne frygter en tur til Aalborg og hvor AaB i skrivende stund er helt fremme i toppen. Ja søndag stod Daniel Agger, Martin Albrechtsen og Co. på eget stadion og virrede med hovederne og de imaginære talebobler sagde, hvad pokker skete der lige dér? Thomas Frank sad ude på bænken og må have funderet over, hvordan et meget dyrere hold kunne blive skilt ad af en flok AaB-knægte. Og her var det så Lars Søndergaard, der stod som succestræneren.

Altså fem forskellige trænere. Nogle vil med en vis rette pege på den tidligere sportsdirektør, Lynge Jakobsen, som den gennemgående figur. Og han er da også manden, der igennem 17 år som sportschef og sportsdirektør skabte den kultur og en del af det persongalleri, der blev basen i AaBs succes. Men det er  ikke Lynge, jeg tænker på.

Ikke Lynge - Ikke Gaarde

I dag tager vi AaB for givet som en aktør i toppen eller i bedste halvdel. Men tro mig, jeg er vokset op på de kanter og blev student på Nørresundby Gymnasium det år, da AaB var et point fra at rykke ned i Danmarksserien. Lynge Jakobsen har bestemt andel i AaBs genpositionering og i mesterskaberne. Men det er ikke ham, jeg i overskriften kalder Superligaens mest værdifulde person.

Heller ikke den sportsdirektør, der tog over efter Lynge Jakobsen i 2013, Allan Gaarde, der som Hjulmand også tog et mesterskab i sin første sæson i sædet og generelt gør et rigtigt flot stykke arbejde.

Nej, vi skal have fat i AaBs første guldtræner, Poul Erik Andreasen, der senere i december runder 66 år.  I Nordjylland overdriver man ikke med store ord, men spørg bare den seneste mestertræner, Glen Riddersholm om, hvem der har lært ham mest på vejen mod guldet.

- Han er det tætteste, vi kommer på fodboldens Godfather. Ingen herhjemme når ham til sokkeholderne, siger Riddersholm, der for ti år siden var på tur med dansk fodbolds ITU-trænere til Buenos Aires.

Med på holdet var også Kasper Hjulmand og  Thomas Frank på det unge hold og folk som Andreasen og OBs Uffe Pedersen blandt de erfarne. Riddersholm endte med at følge holdet fra Atletico Lanus i selskab med Andreasen. Man overdriver næppe ved at kalde Riddersholm en detaljens og engagementets mand, men han endte med ti dages mesterlære i at se fodbold, som kun få ser det.

Poul Erik Andreasen er så langt fra prototypen på en cheftræner. Nærmere sådan en La Masia-agtig troldmand, der skaber noget helt unikt. Som en slags Aalborgs svar på Oriol Tort Martinez, den mest centrale figur på Barcelonas gamle og nærmest religiøst berømmede træningsanlæg og manden, som Barcas nye akademi er opkaldt efter.

OK, voldsom sammenligning, men det kan ikke vedblive at være tilfældigheder, der gør, at AaB ikke bare skaber dygtige tekniske fodboldspillere, men også skaber en stil, nogle helt særlige kompetencer og en helt særlig fodboldforståelse, der gør, at et hold som Brøndby søndag nærmest blev knust. Og det er ikke fordi Agger med Premier League-baggrund, Magnus Eriksson med nylig Champions League-erfaring og Rodolph Austin frisk fra Championship er uvante med bold i højt tempo. Men AaB-skolen handler i modsætning til f.eks. fodboldlandsholdets bolden-i-fødderne-skole om at spille bolden i åbne rum og udnytte bevægelsen i både spil og bold. Det skaber et helt unikt flow, hvor både teknik, organisation og især fodboldforståelse går fornemt op. Det er det, der menes, når de andre hold taler om AaBs høje topniveau - som om det bare var en særlig heldig præstation.

Nej, Spalvis var ikke en døgnflue

Poul Erik Andreasen er i dag udviklingschef i AaB og central i linjen fra U17 og U19 og videre op. Spillere, der har haft deres gang i AaBs omklædningsrum kan fortælle om, hvordan den til enhver tid siddende cheftræner og Allan Kuhn skal i konsultation hos den gamle, inden dagens opskrift præsenteres for spillerne. Med brillen lidt ned på næsen bliver få ord hos PEA ofte udslagsgivende. Og det er mere end et par procenter af AaBs flotte - OG effektive - spillestil, der bærer trademark PEA.

Forleden fortalte BT, hvordan Allan Gaarde som forholdsvis ny sportsdirektøren lige skulle forbi Andreasen for at få en vurdering på, om Lukas Spalvis var en døgnflue, inden man forlængede kontrakten. Mod Brøndby scorede han mål nr. 14 i denne sæson. Ikke nogen døgnflue.

Og hvorfor det er så værdifuldt? Ja, ud over de sportslige resultater, så sidder de fleste klubber i dag og kigger på KPIer - de interne måltal, som en forretning styrer efter - om antal spilleminutter pr. investeret akademikrone og antal spilleminutter pr. investeret transferkrone. Det siger selv, at der er bedre økonomi i at producere Andreas Cornelius og sælge ham for 75 mio. end at skulle bruge 20-22 mio. på at købe en angriber på - måske - samme niveau.

Men hele dimensionen af fodboldmæssigt mindset bliver ofte overset. Kasper Hjulmand fortalte mig engang, at han i Nordsjælland kunne opleve 15-16 årige spillere i ungdomsafdelingen i FCN være væsentligt skarpere til at forstå koncept og centrale elementer i spillet end dyre 23-årige voksne spillere købt med solid Superliga-erfaring. Fordi de var skolet rigtigt. I de bedste sportsmiljøer gennem historien har et typisk kendetegn været, at man ikke bare udvikler spillere i fysisk og teknisk forstand, men også arbejder med mennesket, karakteren og evnen at tænke fodbold. Spørg bare Guardiolas spillere, om det kræver hovedet-med-på-banen at præstere i Bayern.

DBU bør kigge mod Aalborg

Det interessante er også, at AaB så langt fra er den klub, der investerer mest i sit fodboldakademi. Klubben anslår udgifterne til fem mio. kr. pr. år, mens det i FCM er 10-12 mio., Brøndby 14 mio. (selv om Aldo Petersen oprindeligt talte om 20-25 mio. kr.) og i FCK over 15. I det felt ligger også FC Nordsjælland, der er den udpræget mest egen-producerende klub med typisk den yngste gennemsnitsalder og hele akademiet som kernen i både sportslig og forretningsmæssigt koncept. Hos U19 og U17-holdene er Nordsjælland, Midtjylland, FCK og altså AaB helt fremme i begge ligaer, mens OB og især AGF er ved at genrejse sig selv. Brøndby nærmer sig også omgangshøjde efter de rodede år i overgangen fra Bjerregaards Brøndby til det nye.

Hvis DBU altså vil på efteruddannelse i, hvad en rød tråd kan være i både udvikling af spillere, udvikling af filosofi og udvikling af mennesker, så er Aalborg en fin destination for turen. Også selv om Poul Erik Andreasen ikke skal gøres til guldsmeden bag alle AaBs medaljer. I 1999 befandt han sig f.eks. i Stavanger og var i gang med sin sidste sæson i Viking, mens Hans Backe gjorde et AaB-hold med Ståle Solbakken som en bjæffende og vel historisk ubetinget lederfigur til mestre. Men Lynge Jakobsen hentede Andreasen tilbage fra Norge og Vejle og gjorde ham til ITU-træner  - og i en enkelt periode også cheftræner igen.

Diamantslibere eller guldsmede

I det hele taget går der mange skjulte diamant-slibere rundt i landet med stor fodboldforstand og uden den store mediebevågenhed. Det kan være en Henrik Brandenborg i Esbjerg, John Ranum i Brøndby, Uffe Pedersen i OB, m.fl. (undskyld til dem, jeg måtte have overset).

AaB er meget andet end Poul Erik Andreasen. Succesen handler også om god ledelse og sunde værdier. For nylig samlede Allan Gaarde hele sit sportslige slæng for at prioritere kommende indsatser. Skal vi bruge vores penge på spillere (kontraktrettigheder), på scouting, på faciliteter eller noget helt fjerde? Svaret var tydeligt på faciliteter og rammerne om ordentlig udvikling af spillere. Altså ikke den kortsigtede gevinst på nye spillere. Det fortæller om involvering, om et langsigtet fokus og om vejen til varig succes.

Udenfor banen satses der også hårdt på, at AaB skal være et sted, man har lyst til at arbejde og spille fodbold. Et sted, som Thomas Enevoldsen, Rasmus Würtz, Nicklas Helenius og Kasper Risgård vælger, når de skifter klub. Eller et sted, der kigger ud mod tiden efter karrieren, hvor først Thomas Augustinussen og på føl-niveau også Kasper Risgård følger teamet af sælgere og andre i administrationen for at tage de første kig på, hvad der sker efter fodbolden.