Avis: Ajax-dansker sagde nej til klubskifte og 18 millioner kroner

Den danske Ajax Amsterdam-spiller Lasse Schöne takkede i sommer nej til et tilbud fra Dynamo Moskva, der tilbød ham knap 18 millioner kroner i årsløn.

Se hollandsk fodbold på TV 2 PLAY

Et lukrativt tilbud var ikke nok til at lokke Lasse Schöne væk fra Holland.

Ifølge den hollandske avis De Telegraaf gjorde Dynamo Moskva ellers et ihærdigt forsøg, da den russiske klub i sommer bød store summer for at sikre sig den offensive dansker.


Avisen mener at vide, at Lasse Schöne afviste et tilbud om en årsløn på 2,4 millioner euro – knap 18 millioner danske kroner fra Dynamo Moskva, der på det tidspunkt endte på en fjerdeplads i den russiske Premier League, der gav adgang til Europa League-kvalifikationskampe. Her blev Dynamo Moskva dog udelukket allerede inden kampene, da klubben ikke levede op til UEFA’s Financial Fair Play-regler. 

I øjeblikket ligger Dynamo Moskva på en 11. plads fire point over pladsen, der tvinger de russiske hold ud i playoff-kampe for at undgå nedrykning. 

16x9
Lasse Schöne har spillet 13 kampe og scoret et mål for Ajax Amsterdam i denne sæson. Foto: Christophe Ena / AP


Tilfreds i Ajax
Den formodede grund til, at Lasse Schöne sagde nej til det russiske tilbud skulle være, at danskeren og hans familie er godt tilfredse i Holland og Ajax Amsterdam, der fører den hollandske Æresdivision med fire point ned til PSV Eindhoven på andenpladsen. Lasse Schöne har spillet 13 kampe og scoret et mål for de hollandske vicemestre i denne sæson. Du kan se hans enlige mål i 3-1-sejren på udebane over Vitesse i klippet over artiklen. En kamp, hvor danske Viktor Fischer i øvrigt scorede til 1-0.

Lasse Schöne har spillet 22 landskampe og scoret tre mål for Danmark. Tidligere i karrieren har den 29-årige dansker spillet i NEC Nijmegen, De Graafschap, SC Heerenveen og Lyngby.

Æresdivisionen begynder d. 15. januar. Du kan følge flere af kampene direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.