Wolfsburg-boss afviser PL-rygter: Bendtner vil blive her

16x9
Nicklas Bendtner er ikke på vej væk fra klubben, siger sportsdirektøren i Wolfsburg Foto: Carl Recine / Scanpix Denmark

Sportsdirektør Klaus Allofs fortæller, at Nicklas Bendtner ikke har noget ønske om at komme væk fra Wolfsburg

Wolfsburg vil gerne beholde Nicklas Bendtner, og danskeren vil også gerne blive i den tyske bundesligaklub.

Det fortæller sportsdirektør Klaus Allofs til fodboldmagasinet Kicker, da han bliver spurgt om, hvad der skal ske i vinterens transfervindue.

- Der ligger ikke nogen bud på mit bord. Vi ønsker heller ikke at afgive nogen.

- Det er heller ikke Nicklas eget ønske, at han skal væk, siger Klaus Allofs til kicker.de.

Flere medier har spekuleret i, at den danske landsholdsangriber snart kan være fortid i Wolfsburg, hvor han aldrig for alvor har grebet chancen efter halvandet år i klubben.

Ifølge Kickers oplysninger, så er Bendtner-lejren – med agent Ivan Marko Benes i spidsen - i fuld gang med at søge efter en ny klub til danskeren. Og Wolfsburg vil næppe stå i vejen for et skifte.

Bild beretter ligeledes, at Bendtner snart kan være fortid i Wolfsburg. Ifølge det tyske medie, så er der interesse fra den engelske traditionsklub Newcastle United. Men også andre klubber i Premier League og Italien har vist interesse for danskeren.

På den igangværende træningslejr i Portugal er Bendtner er blandt tre spillere, der får lov til at slide lidt ekstra.

Det skyldes, at den 27-årige dansker ikke er mødt frem i den fornødne form efter en kort vinterpause.

Netop Nicklas Bendtners træningsdisciplin har tidligere været et tema i klubben. Den er blevet bedre, men det er alligevel ikke helt godt nok.

- Jeg havde ønsket mig, at han ville gå foran som et godt eksempel, siger Klaus Allofs og tilføjer, at det går i den rigtige retning:

- Han har taget en del ting op og ændret sig.

Wolfsburg genoptager Bundesligaen om små to uger, når holdet skal på besøg hos Eintracht Frankfurt.