Hollandsk avis: Boilesen på vej til engelsk fodbold

16x9
Nicolai Boilesen er på vej væk fra Ajax. Foto: Kasper Palsnov / Scanpix Denmark

Den engelske Championship-klub Wolverhampton er interesserede i danske Nicolai Boilesen. Det skriver hollandske De Telegraaf.

Landsholdsbacken Nicolai Boilesen leder desperat efter en ny klub. I det seneste halve år har danskeren været frosset ude hos Ajax, efter at han i sommer takkede nej til en kontraktforlængelse fra klubben.

Nu melder Wolverhampton fra den næstbedste engelske række sig interesserede i den 23-årige dansker. Det skriver den hollandske avis De Telegraaf, der vurderer, at englænderne har en god chance for at hente Boilesen til klubben.

Venstrebacken var ellers tæt på at skifte væk fra Ajax allerede i sommer, hvor den italienske Serie A-klub Genoa var tæt på at hente Nicolai Boilesen til støvlelandet.

Wolverhampton ligger i øjeblikket nummer 10 i The Championship, men klubben kan på grund af en stor engelsk tv-aftale betale en løn, som Boilesen finder interessant.