Makienoks Charlton har redningsmanden klar

16x9
Simon Makienok efter sin scoring for Charlton i en kamp mod Nottingham Forest. Foto: John Marsh / Scanpix Denmark

58-årig José Riga afløser Karel Fraeye i Charlton. Sidstnævnte blev onsdag præsenteret for en fyreseddel.

Den danske angriber Simon Makienok har fået navn på sin nye manager i den engelske Championship-klub Charlton.

Klubben har ansat José Riga som afløser for Karel Fraeye, som onsdag blev præsenteret for en fyreseddel. Fyringen af Fraeye kom efter tirsdagens blamage, hvor Charlton tabte 0-5 til Huddersfield.

58-årige Riga har tidligere været på en lignende mission. I 2014 hentede han 24 point i 16 kampe som midlertidig manager og reddede dermed Charlton fra en truende nedrykning til den tredjebedste række.

José Riga, der har fået en 18 måneder lang kontrakt, bliver Charltons tredje manager i denne sæson.

Charlton er næstsidst i The Championship med blot 20 point efter 26 kampe, og man har ikke hentet en eneste sejr i de seneste ti kampe.

Kun Bolton med 17 point har gjort det dårligere i sæsonen.