Tidligere OB-spiller skal prøvetræne i Kakás amerikanske klub

16x9
Tidligere OB'er Jacob Schoop skal prøvetræne i MLS-klubben Orlando. Foto: FC Nordsjælland mod OB / Scanpix Denmark

Efter et halvt år på Island skal Jacob Schoop nu prøve lykken og jagte en kontrakt i den amerikanske Major League Soccer.

For et halvt år siden måtte Jacob Schoop sande, at det ikke blev til megen spilletid i OB, hvor han stille og roligt var røget ud i kulden.

Derfor skiftede han Danmark ud med Island og Reykjavík, hvor spilletiden blev sikret, og spillet på banen har nu sikret ham muligheden for at prøvetræne i MLS-klubben Orlando, der har den tidligere brasilianske superstjerne Kaká i truppen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente med niveauet. Jeg har kun hørt godt om ligaen derovre og kan jo se, at det er nogle prominente navne, de henter, så det bliver en superfed oplevelse og sjovt at prøve sig af på et formodentligt højere niveau, siger Jacob Schoop til TV 2 SPORT.

Schoop har godt nok købt en returbillet til den 9. februar, hvor prøveperioden udløber, men han drømmer om, at gode anbefalinger fra Island bærer frugt.

- De (Orlando, red.) havde snakket med min tidligere træner på Island, som havde talt godt om mig. Min agent gik videre med det, og så fik jeg endeligt bekræftet, at det udmundede sig i en prøvetræning.

Han nåede at spille 61 Superligakampe for OB fra 2011 til 2015, og netop i Ådalen holder Schoop lige nu formen ved lige.

Skulle det ikke ende med en kontrakt i USA, står han dog ikke helt på bar bund - en fremtid på Island er fortsat i spil.

- Den mulighed holder jeg stadig åben, men jeg har sagt til klubben, at jeg også gerne vil se, hvad der ellers tilbyder sig.

Orlando City Soccer Club blev skiftet så sent som november 2013 og havde sin første sæson i MLS sidste år, hvor klubben ikke formåede at kvalificere sig til slutspillet.