Next step Nordsjælland – Next step AKP

16x9
Tom Vernon og Kasper Hjulmand - de nye og mest synlige ansigter, der kort før jul overraskede alt og alle i Superligaen Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Kommentar: Hvem købte egentlig FC Nordsjælland? Få svaret her. Få også et bud på, hvor klubben går hen, og hvor AKP går hen

 

Det var torsdag den 28. maj. Lidt mere våd end de fleste andre majdage i 2015. Solen så man ikke meget til. Men smilene var store, da Mr. Tom Vernon og hans følge sagde farvel den dag i Farum.

Den engelske fodboldagent, der nu var blevet sports-entreprenør i Ghana, havde været på besøg hos ejeren af FC Nordsjælland, Allan K. Pedersen. For første gang. Med på turen var også en advokat og en akademichef fra Vernons store Ghana-projekt, Right to Dream Academy.

Peter Brüchmann

  • Peter Brüchmann, kommentator, TV 2 Sportscenter
  • Peter Brüchmann har beskæftiget sig med dansk topidræt i 30 år.
  • Han var i ni år sportschef på BT og skabte Danmarks Sportsavis. Han var også ansvarshavende chefredaktør på BT og har været chefredaktør for TV 2s digitale arbejde.
  • I dag har han sit eget firma, ’Brüchmann’, og laver bøger, foredrag, ledelsesudvikling og journalistik.

 

Anledningen var ren erfaringsudveksling. Fra det ene hold skabere af store fodboldværdier til det andet. Ikke noget med salg og store handler. Men hen over håndtrykkene faldt så det nærmest henslængte spørgsmål: ”Er din klub til salg?” Det var Tom Vernon, der stillede spørgsmålet.

”Overhovedet ikke.” Sagde Allan K. Pedersen. Og mente det. Et opfølgende spørgsmål om HVOR meget, der skulle til for, at den var til salg, blev besvaret med et beløb, som ikke lige var i Tom Vernons rækkevidde. Tre danske cifre. Millioner. End of story.

Og dog. Syv måneder senere var Pedersen på vej ud. Mange millioner rigere. Flere end de 100 millioner, der hidtil har været nævnt. Formentlig også en salgspris på den høje side af 130 millioner kroner. Og i dag sidder Tom Vernon på hans kontor i Farum, når han da ikke lige kigger på huse i Hørsholm til familien i nærheden af international skole på Christianshusvej i Hørsholm.

AKP og Brixtoftes forliste imperium

Dette er historien om det forløb, der igen er ved at forvandle en af Superligaens grå mus til et af de mest interessante projekter i ligaen overhovedet. Og hvorfor.

Det er historien om forvandlingen af klubben med den lidt farveløse og alt for brune kunstgræsbane, de alt, alt for få tilskuere nede på det, der burde være en støttende hjemmetribune og et hold, der altid ender med de lidt tamme tv-tidspunkter, når modstanderen ikke lige hedder Brøndby eller FC København.

Det er også historien om, hvem der reelt købte klubben. Og det er ikke ham, de fleste tror. Og så er det måske historien om, hvor Allan K. Pedersen en dag kan dukke op i Superligaen igen. Hvis han altså dukker op. Så hæng på.

Denne fortælling er baseret på en række kilder i og omkring miljøet i FC Nordsjælland og på længere samtaler med adskillige af de centrale parter i forbindelse med ejerskiftet.

Allan K. Pedersen havde på ti år forvandlet Peter Brixtoftes forliste sportsimperium – der, hvor drømmene var Champions League og Manchester United – til en af de mest sunde forretninger, Superligaen har set. Ikke, at det siger voldsomt meget, men gedigent og konsekvent købmandsskab blev et varemærke for FCN og et fyrtårn, som andre klubber kunne og burde styre efter. Det er Allan K. Pedersens ikke helt ringe eftermæle.

Allan K. Pedersen - havde først forsøgt at lægge AB, Farum og Lyngby sammen. Til sidst forvandlede han Brixtoftes forliste imperium til en god forretning.
Allan K. Pedersen - havde først forsøgt at lægge AB, Farum og Lyngby sammen. Til sidst forvandlede han Brixtoftes forliste imperium til en god forretning. Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Denmark

Nyere fodboldhistorie har et lex Per Bjerregaard, et lex Flemming Østergaard og nu et lex Allan K. Pedersen for, hvordan man laver både sportslig og økonomisk succes på højt niveau i dansk fodbold. Så kan man mene om Bjerregaards og Østergaards farvel til deres klubber, hvad man vil, men de skabte indiskutabelt store præstationer, der er helt centrale i den danske fodboldhistorie – så selskabet er på den led ikke helt tosset.

 ’AKP’ som han konsekvent kaldes i fodboldmiljøet, har det for ambitiøse fodboldledere overordentligt sjældne ord ’nej’ som en del af sit ordforråd. Han siger nej til spillere, der vil have mere i løn, end han har råd til. Han siger nej til trænere, der vil gå lidt længere, end budgettet kan bære. Og så siger han også nej, når pengekassen endelig er fyldt op. Som det var efter mesterskab i 2012 og den store Champions League-jackpot. Det sidste gav så mere kritik end det første. Også en del af hans eftermæle.

Aldrig mere fodbold – og dog…

Den fynskfødte forretningsmand havde med ejendomme, virksomhedsovertagelser og blik for den gode forretning – ofte ved at investere i det, som andre havde knækket nakken på – allerede opbygget en formue, da han gik ind i AB som investor og bestyrelsesmedlem.

Undertegnede lærte ham at kende langt udenfor fodbolden. I en meget spæd ungdom boede jeg i en dejlig lejlighed på Vesterbro – direkte ovenpå kiosken i Dybbølsgade. Med den gamle vandseng (jo jo, det var i 90erne) stående nærmest ovenpå Omars tobaksreol. Midtvejs i min stenbro-karriere blev ejendommen overtaget af en jordnær, men også dejligt direkte og nærværende ejer med efternavn Pedersen. Så kom der skik på sagerne.

Og pludselig en dag sad så han så på de fine tribuner hos AB i Gladsaxe. Som en af styrmændene i klubben. Her forsøgte han at lægge de tre nødlidende nordsjællandske fodboldklubber, Lyngby, AB og Farum sammen, men det blev ABs bagland, der trak det første stik og sagde nej. Da han havde bakset lidt med fodbolden i Gladsaxe og omegn, var det farvel med ordene ’aldrig mere’.

Det holdt så ikke. De fremragende faciliteter i Farum, det noble Superliga-setup og det kuldsejlede Brixtofte-projekt til spotpris blev nøjagtig den uimodståelige investering, som Parken nogle år forinden havde været for Flemming Østergaard og Michael Kjær inde i byen. Og præcist som FCK blev FCN på ryggen af de gode faciliteter, eksisterende rammer, evnen til at sætte et godt hold og sund og ganske konservativ forretnings-offensiv – i hvert fald i henhold til de sportslige armbevægelser – opskriften på succes.

Og så dukkede Mr. Vernon op

Man talte efter Champions League-eventyret om, hvor mange millioner AKP havde trukket ud af fodboldklubben som nærmest eneejer. Og konkurrenterne snakkede om de store biler med flotte mærker, han kom rullende i. En mente, at det var en Aston Martin. Andre havde set en Ferrari. Måske var der bare én af hver. Og selvfølgelig en terrængående Range Rover til snevejrsdagene.

Er det en Aston Martin, han kommer i i dag, spurgte de andre Superliga-direktører, når forretningsmanden fra Farum rullede ind
Er det en Aston Martin, han kommer i i dag, spurgte de andre Superliga-direktører, når forretningsmanden fra Farum rullede ind Foto: ALAIN JOCARD / Scanpix Denmark

Selv var Pedersen begyndt at lede efter næste gear i FCNs udvikling. Forretningen var sund. Superliga-positionen stod ikke til at komme i fare. Og man havde ikke helhjertet forsøgt at springe op på fast europæisk niveau. Så hvad nu?

Det var præcist her, Tom Vernon dukkede op i 2015. At han overhovedet rettede sin første danske henvendelse til Allan K. Pedersen, skyldtes et tilfælde af de helt store. En gammel AKP-forbindelse fra IT-branchen var en god bekendt af Tom Vernon og havde foreslået englænderen at kigge lidt på den måde, man arbejdede på i Farum. Det førte til den første mail og det første møde i foråret 2015.

Mødet i maj førte ikke til en egentlig opfølgning. Jo, Tom Vernon havde sendt en mail igen i juni. Ikke om et muligt køb, men som tak for mødet i maj.

Det var reelt først, da en af de ledende medarbejdere i Farum-klubben kom løbende ind på Pedersens kontor en af de første dage i november 2015, at der kom skred i tingene. ”Har du set, hvem der er ved at købe Randers?” Der havde igennem nogen tid været forlydender om, at udenlandske investorer var interesseret i Randers FC, og nu kom der via en udmelding fra Randers bekræftelse på, at det var ’Right to Dream’ (RTD) og dermed Tom Vernon, der var på spil.

Derfor valgte Vernon Danmark

Vernon havde ud fra en række kriterier identificeret Danmark som det land, der skulle være broen ind i Europa for alvor for de dygtige akademispillere fra Ghana. Og det var tydeligt, at man skulle finde den rigtige vej ind i Europa, hvis RTD skulle tage SIT næste skridt.

Disse kriterier handlede om, at de danske regler åbnede mulighed for, at en investor kunne købe en klub. Det handlede selvfølgelig også om prisniveauet, hvor man i Danmark kunne komme i nærheden af adskillige klubber. Det handlede om et talentmiljø, der matchede det afrikanske, og så handlede det især om koblingen til uddannelse.

Det er den, alt for mange overser. Fordi fodbold i det overfladiske billede alt for ofte reduceres til handel med spillere – avanceret menneskehandel – i stedet for udvikling af mennesker og medarbejdere.

Tom Vernon og hans Right to Dream Academy er langt mere end bare fodboldtalentudvikling. Det er skolegang og en uhyre tæt kobling mellem den normale sportslige udvikling og så den personlige udvikling. Uddannelse og programmer med scholarships i det amerikanske udviklingsmiljø er blot det ene ben. Tom Vernon taler engageret og helhjertet om at ’skabe karakterer’.

Og hvor FC Nordsjælland allerede arbejdede med f.eks. Bagsværd Kostskole om uddannelsesprojekter og arbejdede med en meget værdibaseret udvikling, så var Randers i Superligaen mest kendt for en høj gennemsnitsalder på et gedigent, dygtigt og effektivt, men også voksent fodboldhold, hvor det strategiske match til RTD mildest talt overraskede i Nordsjælland.

Ikke at man pludselig ville købes af Vernon og Co., men det stødte selvopfattelsen, at den store respekt, man havde fået for Tom Vernon og hans tanker havde ledt englænderens sigtekorn til Randers. Ikke kun i ledelsen, men hos flere af de personer, der havde bygget det, man selv syntes var landets bedste talentudviklingsmiljø. Så der opstod en slags indre pres i klubben – a la ’måske skal vi ikke sælges, men vi skal da spørges først’.

Men der var stadig ingen kontakt mellem Vernon og Pedersen. Heller ikke gennem det meste af november.

Og så dukkede Kasper Hjulmand op

Det var reelt først, da Kasper Hjulmand begyndte at løfte sine øjenbryn, at der skete noget. Hjulmand havde via sine internationale forbindelser besøgt en lang række fodboldklubber og talentprojekter, herunder også Right to Dream i Vestafrika. Faktisk blev Hjulmand så grebet af Tom Vernons ghanesiske setup, at han kom til at spille en rolle som døråbner til et salg af FC Nordsjælland.

Det var trænerens kontakter i Manchester City, der skabte forbindelsen til Tom Vernon. I efteråret ringede englænderen således med en invitation til et besøg på akademiet i Ghana i november. Så  i forlængelse af to andre besøg i Europa, satte Hjulmand sig i et fly mod Afrika og det, der endte med at blive et ’instant click’, som Vernon beskriver mødet.

Kasper Hjulmand spillede en rolle, da Allan K. Pedersen skulle overbevises om, at Right to Dream kunne være de nye ejere af klubben.
Kasper Hjulmand spillede en rolle, da Allan K. Pedersen skulle overbevises om, at Right to Dream kunne være de nye ejere af klubben. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

Ikke bare på det fodboldmæssige, men på hele filosofien om at arbejde med mennesket lige så meget som spilleren, hvilket altid har været et Hjulmand-adelsmærke. Teknik ja. Fysik ja. Taktik ja. Men også hoved, hjerte, krop og sind og alt, hvad man står for som menneske. Værdibaseret ledelse betyder så meget for Kasper Hjulmand, at det reelt er hans fortjeneste, at de fire værdiord, ’Glæde’, ’Holdånd’, ’Mod’ og ’Dedikation’, står trykt på selve taget af Farum Park.

I princippet kunne Vernon være gået til hvilken som helst klub. Det lå i analysen, at det kunne tage op imod syv år at bygge Randers op til det talentmiljø, som man ser i FC Nordsjælland. Som køb en langt billigere investering, men også et projekt, der ville kræve stor og langvarig investering i opbygning. Hjulmand og Vernon overbeviste derfor hinanden om, at det var FCN, der skulle være målet. Vernon måtte på jagt efter investorer. Hjulmand kunne argumentere for det gode match mellem to organisationer, der havde så meget til fælles.

Vernon havde på Right to Dream Academy arbejdet med samarbejdspartnere eller sponsorer, men ikke med investorer. Han havde store internationale organisationer som Nike, Laureus, Tullow Oil, Caterpillar og Ashoka som partnere, men manglede for første gang reelle investorer for at kunne gabe over en fodboldklub til mere end 10 mio. pund. Og med FCN, en klub, der ikke var til salg og en ejer, der var iskold overfor jakkesæt og store beløb var det et svært projekt. Ikke at Vernon er en jakkesætstype – tværtimod - men du forstår pointen.

Derfor blev Hjulmand central. Han havde Malmö FF på linjen. Han havde i efteråret haft bud fra Kaiserslautern og Düsseldorf i Tyskland, Kina, Mellemøsten, Rusland, Holland, Schweiz og Ungarn og kæmpet en del med sin beslutning om ikke at splitte familien efter det ikke helt smertefri ophold i Mainz. Men for det, man vel kan kalde ’dansk fodbolds ypperstepræst indenfor sportslig og menneskelig ledelsesudvikling’ blev Tom Vernons RTD-akademi det projekt, han forelskede sig så meget i, at det blev hans valg.

Hjulmands egen rolle som træner blev først afgjort på få dage i december. Han var reelt langt i forløbet med Malmö FF. Han havde i forhold til FCN og RTD primært ageret som personen, der kunne se det gode match for begge parter – mere end at bringe sig selv i spil.

Men han blev ikke desto mindre personen, der åbnede de korslagte arme hos den ikke salgs-ivrige Allan K. Pedersen i slutningen af november.

Hvorfor kom du ikke?

Således også i opkaldet, hvor FC Nordsjælland blev skubbet ind i slutspurten mod Randers. Fordi Nordsjælland i Hjulmands optik efter sigende bare var så meget mere oplagt end Randers for det projekt om udvikling af mennesker og karakterer. Og her tænkes der ikke på geografi og afstand til Hjulmands familie, men om ideologisk afstand.

Samtalen havde ikke været let. De to nærer stor respekt for hinanden, men den sidste tid i Nordsjælland, hvor sportschef Jan Laursen var sygemeldt, refererede Hjulmand direkte til klubejeren, og den periode havde slidt på deres indbyrdes relation. Stadig respekt, men der blev ikke hyggesnakket dagligt efter, at mestertræneren rejste til udlandet.

Men Pedersen lyttede. Og det var ikke mindst Hjulmands fortjeneste, at Allan K. Pedersen let modstræbende satte sig i bilen søndag d. 29. november og kørte mod Aarhus. Det var egentlig planen, at den første egentlige kontakt efter mødet i maj skulle have fundet sted efter en kamp på det stadion, der bærer Superligaens mindst mundrette navn, Bio Nutria Park Randers om lørdagen, hvor Randers havde besejret sjællænderne 1-0 på et mål af den Charlton-lejede polak Piotr Parzyszek. Men AKP var blevet forhindret.

Men med en ydmyg Vernon-delegation i røret – ’hvorfor kom du ikke’ – lod FCN-ejeren sig overbevise om, at det stadig var en lang køretur værd for at mødes med Vernons team om søndagen på et hotel i Aarhus.

Dette var vel at mærke samtidig med, at offentligheden fulgte med i, hvordan lørdagens Superliga-modstander, Randers FC, var midt i en salgsproces. Men RTD-delegationen, der var pænt bemandet i det østjyske, havde altså allerede drejet sig fokus mod FCN. Nu for alvor.

Tom Vernon var til stede med akademiets advokat samt adskillige ledende medarbejdere fra organisationen. Det var på det møde, at Pedersen åbnede for et salg. Ikke på grund af beløbets størrelse, for det var ikke et hovedtema, men på grund af projektet. FCN-ejeren indså her, at Vernons projekt var det, der kunne og måske skulle løfte hans livsværk til næste fase – og i givet fald uden ham selv.

Han var iskold for, om det skulle blive til ingenting. FCN var stadig en god forretning. Det var kendt for de fleste. Men for første gang var han reelt åben for tanken.

Den egentlige køber af FC Nordsjælland

Der var storm – også udenfor vinduerne – den søndag aften, så FCN-ejeren og hans rejsemakker kunne ikke komme hjem og fandt i stedet en restaurant i Aarhus. Senere på aftenen stødte de så igen ind i Team Vernon i hotellets bar. På lidt mere hyggeligt plan blev relationerne udbygget.

I forlængelse af samtalerne i Aarhus satte man så et meget konkret arbejde op og etablerede i selv samme uge en to dages workshop med Vernons team hjemme hos Allan K. Pedersen i Mølleådalen mellem Farum og Ganløse. Rundt om bordet sad nu en større delegation og kiggede på det, der skulle være næste skridt for både FC Nordsjælland og for Right to Dream. I en fælles fremtid. Med Tom Vernon. Uden Allan K. Pedersen.

I afslutningen af det forløb trådte Robert ’Bob’ Finch så ind ad døren, og nu viste det sig, at her lå nøglen til et salg/køb af FC Nordsjælland. Finch var nemlig den egentlige investor bag forsøget på at købe FC Nordsjælland og formentlig Randers FC. Han var personen, der overhovedet gjorde det muligt for Tom Vernon og Right to Dream-folkene at overveje at overtage en fodboldklub i Europa.

Bob Finch - engelsk forretningsmand - er i dag den centrale person i ejerkredsen af en dansk Superligaklub
Bob Finch - engelsk forretningsmand - er i dag den centrale person i ejerkredsen af en dansk Superligaklub Foto: Youtube / Youtube

Bob Finch er tidligere direktør i den store internationale energivirksomhed Vitol og medstifter af Talis Capital, der deler kontor med Pathway Group, der blev det investeringsselskab, som Finch, Vernon og flere andre oprettede til ejerskabet af FC Nordsjælland.

Berlingske Business kunne 22. december afsløre, at Bob Finch var en af disse investorer. Det var i sig selv lidt af en kontroversiel nyhed alene fordi Finch i en artikelserie i The Observer i 00’erne var blevet kædet sammen med den serbiske krigsforbryder Arkan med det borgerlige navn Zeljko Raznatovic. Energikoncernen Vitol forsynede under krigen Serbien med brændstof, men der var opstået komplikationer, så for at filtre trådene ud til Vitols forretninger i Serbien måtte Finch selv dengang i 90erne flyve til Beograd og forhandle med Arkan.

Men pludselig stod han altså i Ganløse. Ikke Arkan dog, men Finch. Og denne gang skulle der ikke forhandles brændstof, men fodbold.

13 dage til at lukke alle forhandlinger

For RTD-lejren er den gamle historie med Arkan og krigen i Serbien en sten i skoen. Bob Finch er måske nok forretningsmand og opmærksom på den gode investering, men han er i dialogerne med Kasper Hjulmand og Allan K. Pedersen, som han begge har mødt, også blevet lige så interesseret i dansk fodbold, som han har været i Right to Dream-projektet.

Efter sigende kan han ganske enkelt godt lide projektet og følger visionen i det om også at gøre fodboldspillere til karakterer og blandt andet være med til at skabe ambassadører for et nyt Afrika, hvor sport forenes med uddannelse og et specifikt program – et curriculum – der sigter mod mere end bare læseplaner og sportslig udvikling.

Og så kommer RTD-lejren nok til at diskutere med de hårdere erhvervsmedier om, hvorvidt Arkan-historien var kontroversiel eller bare en lille parentes for en mand, der passede sit arbejde. Historien om en million dollars og et møde, som ifølge Observers citater fra Finch ’ikke så godt ud, det erkender jeg’ kan læses her.

Forhandlingerne i Ganløse var på samme tid umage og mageligt overskuelige. Umage, fordi der er forskel på at lave turn-around på små- og mellemstore danske virksomheder og så at få rene linjer i de opgaver, der skulle løses i Vitol på mere globalt plan. Men også mage, fordi Pedersen, som han sagde både før, under og efter forhandlingerne, ville leve lykkeligt videre uden at sælge. Det kom til at afspejle både forløb, pris og rollefordeling.

Og det er måske især derfor, at prisen for Randers, der var til salg, og FC Nordsjælland, der ikke var til salg, kom til at adskille sig med mere end faktor tre.

Den dygtige organisationsmand, AKP, vidste at skulle han ud, skulle det gå hurtigt. Man ruller ikke sådan en proces i gang og så lader den løbe over måneder. Omvendt skulle Finch også hurtigt bide til bolle eller gå igen. Så alle var klar over, at forløbet skulle være afsluttet på 13 dage i december. Pedersen havde sat deadline på 16.12. for at nå at få ordnet alt. Hvis det skulle være.

Og sådan blev det.

15. december råbte Allan K. Pedersen højt ’KASPER, kom ind!’ fra bordet ved pressemødet i Farum ledsaget af ordene ’så længe han hører efter, hvad jeg siger’. Hvorefter Hjulmand og Vernon trådte ind på scenen – for at blive der. FC Nordsjælland havde fået nye ejere, ny bestyrelsesformand – og i den grad også ny træner.

Kasper, kom ind, råbte Allan K. Pedersen på pressemødet 15.12., og Superligaen havde igen en stor trænerprofil
Kasper, kom ind, råbte Allan K. Pedersen på pressemødet 15.12., og Superligaen havde igen en stor trænerprofil Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Morgenen efter fløj familien Pedersen på miniferie til New York, mens FC Nordsjælland var gået ind i sin næste fase.

Hvilken rolle Bob Finch kommer til at få som ny ejer, bliver interessant at følge. Han deler efter sigende passionen for både fodboldspillet og den filantropiske del af projektet, men hvor aktiv, han vil blive som ejer, kan kun tiden vise.

Mødet med Tom Vernon

Tom Vernon sidder i dag i strikketrøje og med en lille bærbar på Pedersens gamle kontor i Farum. Han er ved at planlægge familiens fremtid i Hørsholm og Farum. Og er på vej med direktør Ole Palmå, sports- og akademichef Jan Laursen, sportschef Carsten V. Jensen og mediechef Kristoffer Skadhauge på tur til Ghana.

Organisationen vil forblive den samme. Men Right to Dream vil ikke blive en satellit, men derimod et fuldt integreret element. Det vil sige, at de personer, der i dag arbejder 100 procent i Ghana, vil få en del af deres arbejde i Europa, mens de, der arbejder 100 procent ud fra Farum vil få en tilsvarende del af deres arbejde med bredere internationalt fokus. Det afgørende er kompetencer på tværs af organisationen. Skrue lidt op her og lidt ned der, som Vernon siger – og her tænkes hverken på geografi eller antal ansatte.

Blandt andet derfor føler Vernon sig sikker på, at Right to Dream møder FC Nordsjælland ikke bliver endnu en god intention og lidt høflig udveksling af fine talenter i meget lyserøde støvler på frossent skandinavisk græs. Eller rettere kunstgræs.

Det kommende halve år vil vise, om det bliver mere end ejerskabet, filosofien og de organisatoriske ting til fælles. Parterne er formentlig stadig kun i gang med at overveje, om projektet skal have et fælles navn. Det vil de i hvert fald ikke svare på endnu, når jeg spørger om, hvordan man vil tilgå globale sponsorer/samarbejdspartnere. ’Right to dream’ kunne ellers blive et spændende Superliganavn..

I første omgang vil foråret byde på to-tre aftaler med spillere som Godsway Donyoh og Collins Tanor, der var med til FCNs træningsopstart samt formentlig yderligere en spiller. Noget er leje, noget er rigtig kontrakt. Men samarbejdet er tænkt langt større.

Jeg har haft lejlighed til at møde Tom Vernon. Det var ikke helt nemt at få i stand. FC Nordsjælland, Hjulmand, Vernon og Co. vil egentlig helst vente med visioner og programerklæringer. De ved, at medier og fans er skeptiske overfor buzzwords og luftige ord om proces og en særlig måde at gøre tingene på. Så de vil egentlig helst bare gøre det og så fortælle om visionen bagefter.

Tom Vernon er en intens person. Nærværende og direkte. ’Hvad tror du?’ Spørger han et par gange, når vi har vendt forretningsmodellen og talt om samarbejdspartnere/sponsorer, der leder efter en anden form for storytelling, end den som fodbolden og FIFA har budt markedets største sponsorer på de seneste år.

Det er den historie, FCN og RTD gerne vil fortælle. FC Nordsjælland vil ikke i samme grad basere forretningen på at sælge spillere som hidtil. Man vil i højere grad realisere de sportslige ambitioner. Selvfølgelig er der et loft for en dansk liga, som Vernon påpeger, hvor spillere vokser ud af ligaen, men ambitionerne vil også blive europæiske igen de kommende år.

Børn i Ghana drømmer om at komme på holdet i Nordsjælland

Hullet i en Nordsjælland-forretning, der taber penge uden spillersalg, skal fyldes ved sponsorer. Mange danske virksomheder arbejder globalt med stærke værdier og skal overbevises om den særlige måde at arbejde på.

Right to Dream beskæftigede indtil købet af Nordsjælland 94 ansatte – en stor del af disse på uddannelsesdelen. Vernons ældste barn gik selv på en RTD-skole i Ghana for ansatte. Denne del vil Vernon ikke blive konkret på endnu. Familier, der har unge på kontrakt eller engageret i Farum skal ikke læse i medierne om de konkrete planer. Men det var tankerne om ’bøgerne’ som en integreret del af udviklingen, der overbeviste Allan K. Pedersen om, at han her havde fundet næste skridt for et af sine livsværker.

Og det er filosofien om at udvikle karakterer, der driver Vernon mere end jagten på den næste George Weah, Samuel Eto eller Didier Drogba. Og det er den særlige måde at ’producere’ udvikling, der er kernen i Vernon og Hjulmands filosofi. Det er mere end bare fodbold, mere end bare uddannelse, som Vernon siger.

En fortælling, der her i januar blev ret synlig, da selveste Kofi Annand, FNs tidligere generalsekretær, besøgte RTD-skolerne i Ghana.

Og ligesom Right to Dream ikke er en satellit til en dansk fodboldklub, er det omvendte heller ikke tilfældet.

”Nu er drømmen for Right to Dream-spillere på 10 år en dag at komme på førsteholdet i FC Nordsjælland oppe i Danmark,” som Vernon fortæller.

Der bliver i den grad løftet øjenbryn i Farum, hvis man tillader at sammenligne FCN-planerne med det afrikanske arbejde, som FC Midtjylland har bedrevet via Nigeria. RTD opfatter ikke sig selv som ’bare et scoutingsystem’, men som et fuldt akademisk program, hvor elever er i gang med deres 3. eller 4. pas på stempler, fordi de rejser meget i forbindelse med deres uddannelse. Vernon har hele tiden haft det amerikanske uddannelsesmiljø og særlige programmer bygget ind i Right to Dream-tankegangen.

Next stop AKP

Og hvad så med Allan K. Pedersen. Jo, han har masser af forretninger i gang og er ikke ligefrem begyndt at kede sig. Men hvad med sport og fodbold?

Man kommer næppe til at se ham gå ind i en dansk klub på tilsvarende niveau som FC Nordsjælland for at ’gøre det igen’. Man kommer formentlig heller ikke lige med det samme til at se ham overtage Jan Bech Andersens aktier i Brøndby, selv om den tanke kunne være nærliggende, hvis Bech skulle overveje at sælge.

Jan Bech Andersen ville formentlig tænke på Allan K. Pedersen, hvis han en dag skulle overveje at sælge sine Brøndby-aktier igen
Jan Bech Andersen ville formentlig tænke på Allan K. Pedersen, hvis han en dag skulle overveje at sælge sine Brøndby-aktier igen Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Men hvis han en dag – om et par år – dukker op i fodboldens verden, bliver det på det niveau. Ikke i nær fremtid på grund af respekt for FCNs nye liv. Men hvis tanken skal leges, og det skal den jo, så vil hans navn igen dukke op, hvis der en dag i de kommende år skal spekuleres i nye ejere af Jan Bechs aktier. Eller måske endda som interessent i de aktier, som i starten voldte Erik Skjærbæk og Karl Peter Storgaard Sørensen en del problemer i Parken og som måske også en dag skal skifte hænder.

Skulle det ske, vil det i den grad overraske i Farum, hvor Allan K. Pedersen ikke altid har talt begejstret om Brøndby. Men en rød tråd i både fodboldejerskab og for den sag skyld Pedersens karriere er, at den svære udfordring går i blodet. Selv om andre har haft svær ved at finde nøddeknækkeren, eller måske netop derfor, bliver udfordringen nærværende. Fordi han har bevist sin opskrift. Og fordi han kan.

Det bliver afvist, når man taler med Pedersen. Han har lavet det fodbold, han skulle. Og han kom til at holde lidt for meget af FCN-farverne.

Så ordet ’aldrig’ indgår i svaret, når man spørger ham om muligheden.

Ligesom det gjorde, da han forlod AB…