Silkeborg IF-træner: Fan-indsamling giver nye muligheder

Silkeborg IF har en drøm om at komme tilbage i Superligaen, men den slags kræver mål, og derfor er der nu startet en indsamling til en ny spiller

Silkeborg IF har en ambition om igen at blive et Superligahold. 

Holdet ligger lige nu nummer fem i 1. division efter et blandet efterår, og der er brug for flere mål, hvis drømmen om en oprykning skal lykkedes. 

Men flere mål kræver en god angriber, og en angriber koster penge. Penge, som man ikke har i den midtjyske klub. 

Derfor tog klubbens fans i sidste uge affære og startede en indsamling, så der kan blive råd til en angriber i klubben. 

- Den her indsamling er øremærket en angriber, der kan gå ind og gøre en forskel og score målene, siger Oliver Zähringer, der er koncert- og eventarrangør i Silkeborg, og står for indsamlingen.

Målet for indsamlingen er 500.000 kroner, Og noget tyder på, at der er stor opbakning om projektet blandt klubbens fans.

På blot fire dage er halvdelen af målet nemlig nået. Fansene har samlet 250.000 kroner ind til en ny spiller. 

Og det glæder cheftræner Peter Sørensen, at der kommer mere luft i budgettet.

- Det falder om ikke på et tør sted, så gør det i hvert fald at vi har muligheder for at agere på markedet på en anden måde end hvis der ikke havde været det initiativ.

- Vi har et par stykker, som vi kigger på og som vi skal prøve at se, om vi har penge til, og når vi har et overblik over det, skal vi se på næste fase – om spilleren også vil have os, siger Peter Sørensen.