’Nu tager du dit klistrede bøssehår og fiser ned i forsvaret’

16x9
Erik Sviatchenko fejrer en scoring for FC Midtjylland - og at hans forlovede venter sig. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Er danske fodboldspillere skolet til en karriere i udlandet? Eller er det en flok curlingbørn, der falder igennem, når det bliver svært?

Det var en meget etableret spiller på FC Midtjyllands hold, der skulle tage frisparket. Det tredje frispark inden for kort tid. De to foregående var dumpet ned i hovedet på modstandernes nærmeste mand. Lidt skuffende og ikke helt efter planen.

Den unge forsvarsspiller Erik Sviatchenko kom nu luntende ud til den noget mere erfarne holdkammerat.

- Prøv at give den lidt mere luft, så vi kommer forbi den forreste zone i feltet, lød det gode – og velmente – råd fra den unge Sviatchenko.

Stjernen kiggede vantro på den unge FCM-spiller. Han var ikke vant til at blive belært. Og da slet ikke af en grønskolling i teenage-alderen.

Sviatchenko fulgte på sin side bare den opfordring, som træneren havde givet ham. Glen Riddersholm var assistenttræner i Midtjylland i de år. Og han var i færd med at gøre en kommende ledertype klar til holdet. Ingredienserne handlede om at tale mere i kampene, tage en styring over ikke bare sit eget spil, men hele holdets måde at fungere på.

- Nu tager du dit klistrede bøssehår og fiser hjem i forsvaret og passer det, du får løn for. Så gør jeg det, jeg er god til. Forstået? Lød svadaen midt i kampen mellem de to holdkammerater.

Erik Sviatchenko - fik en voldsom svada fra sin egen medspiller, da han som ung spiller var i skole som en af holdets kommende ledertyper.
Erik Sviatchenko - fik en voldsom svada fra sin egen medspiller, da han som ung spiller var i skole som en af holdets kommende ledertyper. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Sviatchenkos mørke hår var en anelse længere end i dag, hvor den 24-årige forsvarer netop er ankommet til skotske Glasgow og en ny karriere i Celtic.

- Jeg husker godt episoden. Bagefter var jeg lidt træt af det. Vi var jo holdkammerater og kæmpede for at vinde på samme hold. Og hvad var nu det her? Er vi med eller imod hinanden?, fortæller Sviatchenko i dag.

- Jeg har altid haft det lidt svært med hierarkier. Nogle gange er der en forkert opfattelse af, hvad hierarki er. Jeg mener, at den, der har indsigten, også har ansvaret. Det kan jo ikke hjælpe, at jeg ikke tør sige det. Så vinder man aldrig noget, siger han.

Sviatchenko er klar

Det var ikke frisparksepisoden, der gjorde Sviatchenko klar til en karriere på en af Europas mest larmende og stemningsfyldte hjemmebaner. Måske heller ikke de første spæde skridt i en lederrolle. Men Erik Sviatchenko er et eksempel på en spiller, der igennem hele sin karriere er blevet bevidst forsøgt skolet til livet som professionel fodboldspiller – ikke bare i Superligaen, men i international fodbold.

Dels fordi han selv har viljen og evnen til at arbejde med alle detaljer i sit spil og sit liv. I nærmest helt ekstrem grad. Dels fordi han i Glen Riddersholm har haft en træner, der påtog sig rollen med at arbejde længere frem med spillernes udvikling end bare den næste kamp.

- Han er fuldstændig klar til Skotland. Jeg har været fodboldtræner i snart 30 år, og jeg ved, at ærlighed over for dig selv og dine egne evner er en sjælden ting. Det er der ikke ret mange, der mestrer, men den evne har Erik. Jeg har som træner kendt ham, siden han var 14 år og også haft ham på ungdomslandsholdet, lyder vurderingen fra Riddersholm.

- Uanset hvad han har mødt, har han rejst sig op hver gang og er blevet stærkere. Vi har arbejdet meget med det i alle aspekter. Han kunne gøre det godt ni gange ud af ti gange, men han forstod og var villig til at arbejde med, hvordan han gjorde det godt ti gange.

Selv siger den meget tænkende og godt talende fodboldspiller i telefonen i Glasgow.

- Jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Det er det her, jeg gerne vil. Jeg vil prøves af på næste niveau, og jeg vil gerne kunne huskes for at være en fantastisk fodboldspiller. Selvfølgelig bliver duellerne hårde. Selvfølgelig bliver presset hårdere. De springer højere og løber hurtigere. Men de ting har jeg også brug for. Jeg har brug for en endnu større hårdhed i mit spil, brug for at springe højere og løbe hurtigere. Det er det, som hele teamet omkring mig arbejder på.

Riddersholm nævner eksemplet, da Sviatchenko mod sit ønske ikke kom til FC København, men måtte blive i Midtjylland – som han senere var med til at gøre til mestre. Også her voksede spilleren.

- Jeg kunne vælge at lægge mig i fosterstilling, eller jeg kunne vælge at prøve at blive bedre, siger spilleren selv om valget.

De nye trænere er selv første generations curlingbørn.

Erik Sviatchenko vender vi tilbage til. Temaet i dag handler om, hvordan man bliver klar til en karriere i udlandet. Om hvordan vi skal uddanne spillere til at blive ikke bare landsholdsspillere eller glimt i transfervinduet med et fint millionsalg, men klar til at kunne præstere og skabe en egentlig karriere i et internationalt miljø.

Uden at komme hjem med halen mellem benene.

Det halter nemlig. En meget stor del af Superligaens profiler er spillere, der har været udlandsprofessionelle og ikke har klaret den hele vejen. Vi ser igen i disse år spillere som Kasper Kusk, Nicklas Helenius, Andreas Cornelius, Kenneth Zohore, Nicolai Jørgensen og Teemu Pukki være profiler, selv om det blev til alt for få kampe derude. Nogle med skadesproblemer, nogle med gode glimt, men fælles er, at de kommer til Danmark uden den store succes. Andre er stadig derude i glemslen og langt fra de tider, hvor præstationerne i Superligaen gjorde dem til transferobjekter og landsholdsemner.

Er der en sammenhæng med, hvad der foregår i skolerne, hvor forældrene har smidt ansvaret for en ordentlig dannelse fra sig? Hvor de kommer daldrende ind skolegården klokken 8.03 med deres afkom og på samme tid brokker sig over, at læreren ikke kan holde ro i timerne?

Hvor forældre tror, at de sidder i virksomhedsbestyrelser og ikke i skolebestyrelser, hvor forældre sviner lærerne til på Intra og hvor eleverne truer lærerne med, at ’jeg siger det til min mor’? Som så vil være i røret om aftenen hjemme hos den stakkels lærer.

Tro mig, det foregår.

I gammelfars ungdom var det lærerne, der truede eleverne med at sige det til mor, men i curling-nutiden er det omvendt.

30-40 procent er ikke vindere

Er der en sammenhæng? Danner vi som samfund stærke karakterer med modstandskraft og dannelse? Og udvikler vi fodboldspillere med både talent og den rette attitude? Det vil jeg prøve at komme nærmere ind på i dagens tema.

- Der er et uhørt højt antal danske spillere, der rejser ud og ikke slår til og kommer hurtigt hjem. Jeg kan helt ærligt ikke svare på, om danske spillere er for bløde eller er curlingbørn, som du kalder det. Men jeg kan konstatere omfanget.

Sådan lyder det fra Jesper Grønkjær, der til gengæld kan tale for sig selv. Og det er uhyre interessant. Det vender vi også tilbage til.

Men først ordet til Glen Riddersholm. Han er udover en uddannelse som pædagog (og reservedels-ekspedient..) i den grad også fodboldtræner og har sit speciale i det mentale arbejde. Hans såkaldte P-opgave fra træneruddannelsen hedder: "Perspektiver i arbejdet med mental træning i ungdoms elitetræning." Riddersholm siger:

- Danske spillere kan klare sig fysisk, teknisk og på det taktiske. Men oppe i hovedet kan de for sjældent. I en trup vil der ofte være 30-40 procent af spillerne, som ikke er naturlige vindere. Som dybest set ikke aner, hvorfor de spiller fodbold. På det FC Midtjylland-hold, der blev mestre sidste år, havde vi arbejdet meget med, hvad det vil sige at blive og at være en vinder.

Riddersholm er ikke bange for at bruge begrebet curlingbørn. Og han ser risikoen for, at næste skridt kan blive endnu værre:

- De unge trænere, der kommer op nu, er første generations curlingbørn. De skal stadig være hjemme, når konen siger, at der er aftensmad klokken 17.

Kære kone, du må ikke bede mig vælge mellem dig og fodbolden

Riddersholm siger det følgende med et smil. Og med en klar vished om, at det ikke lyder som en moderne mand. Men han siger det med den dedikation, der gør, at den nuværende AGF-træner både står for nogle klassiske dyder og på samme tid måske er den træner, der arbejder mest med det mentale:

Glen Riddersholm måtte sige til sin kommende kone, at hun ikke måtte bede ham vælge mellem hende og fodbolden.
Glen Riddersholm måtte sige til sin kommende kone, at hun ikke måtte bede ham vælge mellem hende og fodbolden. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

I sidste ende er det et spørgsmål, om du vil det her og vil sætte det til side, som er nødvendigt. Jeg sagde til min kone, da vi havde mødt hinan- den: ”Jeg elsker dig, og jeg vil alt med dig, men du må ikke bede mig vælge mellem dig og fodbold…”

- Træneruddannelsen taler meget om, at trænere skal blive dygtigere taktisk. Vi skal lære at kommunikere. Vi skal forstå forretningen og budgetterne. Osv. Der er rigtigt mange nutidige krav. Men vi arbejder for lidt med det mentale. Der er ingen vindere mere. Og de hyldes alt for sjældent. Men der er en masse små livsstilsprojekter, siger Riddersholm om de nye generationer.

Det kan lyde fordomsfuldt, men taler man med spillerne, forstår man, at uldjyden faktisk formår at rykke endog rigtig tæt på sine spillere og arbejde med deres mentale udvikling. I arbejdet med trænerspecialet var Riddersholm tæt på samfundsforskeren Søren Østergaard, der har skrevet bogen ’Generation Happy – et studie i danske teenageres hverdagsliv, værdier og livstolkning’.

- Vi havde jo nærmest MUS-samtaler med Glen og vores mentaltræner René Petersen, hvor vi kunne snakke om, hvad vi forventede af hinanden. Det tror jeg ikke, at man havde i alle Superligaklubber. Glen indførte også typetest, så vi kunne se, hvem der var kreativ, struktureret, emotionel eller rationel. Det var vigtigt for ham, at vi kendte hinanden godt som personer, og det var vigtigt at komme ind bag spilleren og arbejde med den enkelte spiller i lige så høj grad som med holdet, fortæller Sviatchenko.

Da Albæk eksploderede

I efteråret 2012 var der pres på i FC Midtjylland. Ja, ordet krise kan vel godt tages i anvendelse. Medierne skrev om, hvorvidt Glen Riddersholm skulle fyres. Og FCMs forretningsmæssige harmonika var trykket helt derind, hvor der blev skåret 60 procent af omkostningerne, og der knapt var råd til at spise ordentligt, når man besøgte Brøndby Stadion til en udekamp.

Den dengang 22-årige Mads Albæk var i det private tæt på den fyringstruede træner og prøvede at tale med sin træner om det pres, der måtte være på ham. Og som også påvirkede spilleren selv. Albæk havde i starten af sin FCM-tid boet hos familien Riddersholm i Ikast.

- Pres?! Det her er ikke pres, Mads. Pres er det, du møder i udlandet, og som spiller vil det være noget helt andet end det, du møder i Ikast eller Herning. Hvis du virkelig vil gøre noget og lære at håndtere pres, så skal du være i top-2 i hver eneste kamp hele efteråret og være den bedste til træning hver gang, fortæller Riddersholm om en dialog, som i hvert fald spillede en rolle i, at Mads Albæk blev en af efterårets profiler og lavede ni mål.

Mads Albæk - blev i efteråret 2012 skolet i, hvordan han skulle arbejde med pres og sine egne præstationer.
Mads Albæk - blev i efteråret 2012 skolet i, hvordan han skulle arbejde med pres og sine egne præstationer. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Selvfølgelig en succes drevet af en spiller, der gerne ville videre til næste skridt i sin karriere. Men også drevet af en spiller, der forstod, hvilke skridt han skulle tage i Superligaen, og hvordan de blev en uddannelse i de skridt, der ventede. Albæk fik et fint forløb i sin første sæson i franske Stade Reims og skiftede sidste år til IFK Göteborg, hvor han var en del af en successæson med mesterskabskapløb i efterårets Allsvenskan.

- Mads er en vinder. Han forstod meget klart, hvad der skulle til, siger Riddersholm.

Jeg græd da snot i de første seks måneder

Den tidligere topspiller og nuværende Viasat-ekspert, Jesper Grønkjær, er en af de spillere, der er allerbedst til at sætte ord på fodboldens udfordringer. Han understreger, at han kun taler på vegne af sig selv og ikke vil gøre sig klog på andre.

- Jeg bliver nogle gange spurgt, når jeg er ude at holde foredrag, om hvad det største i karrieren var. De fleste forventer noget om en slutrunde eller noget fra Champions League. Men det største var, at jeg formåede at tilpasse mig i en svær verden, lyder det overraskende fra Grønkjær, som altså forbigår 80 landskampe, store kampe og især store klubber.

- Jeg græd da virkelig snot de første seks måneder i Ajax. Jeg var også på vej hjem i det efterår. Jeg kan huske, Børge Bach ringede fra AaB, og jeg skulle da bare hjem til Aalborg i en lejlighed og være tryg. Sådan så jeg det også selv. Jeg ville givetvis også komme hjem og være en bedre spiller, husker Grønkjær om den præcise periode, som mange spillere har oplevet, og hvor virkeligheden rammer.

En virkelighed, som handler om talent og niveau. Er du god nok? Men også en virkelighed, som handler om at være menneske og kunne trives. Jesper Grønkjær var umiddelbart godt hjulpet. Han var skolet i AaB og havde spillet mange internationale turneringer som både ungdomsspiller og på Superligaholdet. Og i Amsterdam havde han landsmanden Morten Olsen som træner.

- Det sociale var meget svært, og du har ikke nogen at dele det med, selv om du har dine gamle kammerater. De kan ikke helt forstå det. Du kan snakke med dine venner om alt, men det her er svært at sætte sig ind i. For mig var hele den sociale side en voldsom skuffelse. Det harmonerede slet ikke med de værdier, jeg havde. Værdier om venskab og om at være fælles om at skulle vinde, siger Grønkjær om det første chok i det Holland, man ellers siger, ligger tæt på den danske mentalitet.

- Og så kom det, som måske var det allersværeste. Jeg måtte erkende, at jeg ikke var god nok i Ajax. I bedste fald på en god træningsdag var jeg andetvalg. Peter Hoekstra og Georgi Kinkladze var over mig. Den var eddermugme svær. Det er den øvelse, der gør allermest ondt: At skulle være kritisk over for dig selv. Hvis du ikke må lyve – og der er jo ligesom ingen grund til at lyve over for dig selv – er det en ekstrem svær øvelse i en verden, hvor man helst ikke må vise svaghed.

Jesper Grønkjær i Ajax Amsterdam - den sværeste erkendelse var, at jeg ikke var god nok, fortæller Grønkjær i dag.
Jesper Grønkjær i Ajax Amsterdam - den sværeste erkendelse var, at jeg ikke var god nok, fortæller Grønkjær i dag. Foto: LISELOTTE SABROE / Scanpix Danmark

Jeg stod og kiggede undrende på Jons 100 maverulninger

Her er Grønkjær inde ved kernen i problemet.

Dels er det evnen til at kigge indad, som Grønkjær tydeligvis formår, og som Glen Riddersholm også fremhæver som en af Erik Sviatchenkos egenskaber. Dels er det ensomheden, selv når du er i godt selskab.

Grønkjærs historie er en succeshistorie, og hans udfordringer var måske milde i forhold til de groteske historier, man hører fra trænere og klubber derude. Men han sætter præcise ord på det, det hele handler om: Din modstandskraft, din attitude, din evne til at reflektere og lære - og ikke mindst din evne til at handle efter det.

Og den kerne er ofte mindst lige så afgørende som dit talent. 

- Vi gik jo alle sammen rundt og så glade ud. Også på landsholdet. Når vi mødte hinanden, sagde vi jo også, at det gik godt. Men vi kendte også presset og mærkede det ekstreme konkurrencemiljø og de mange afsavn. Og mange sagde, at når vi blev 30, så skulle det være slut, fortæller Grønkjær, der selv spillede, til han blev 34 og gerne ville have spillet endnu længere.

For ham var det først i tiden i FC København i karrierens sidste år, at han lærte at blive ligeglad med omgivelsernes reaktion. At være i det, der i motivationsteorien beskrives som ’flow’ med en ren indre motivation.

Jesper Grønkjær i FC København - først på den anden side af de 30 år lærte Grønkjær at arbejde med sin helt egen, indre motivation
Jesper Grønkjær i FC København - først på den anden side af de 30 år lærte Grønkjær at arbejde med sin helt egen, indre motivation Foto: Claus Bech / Scanpix

Derfor endte han et sted, hvor han i virkeligheden gerne havde fortsat endnu længere. Om muligt også med ’en sidste krølle’ i USA, hvis benene havde holdt til det. Jesper Grønkjærs erfaring havde lært ham, hvordan man både nyder at mestre sin profession (sin kompetence), og hvordan selve processen – at blive en dag dygtigere og ikke en dag ældre for hver dag – også kan blive en nydelse.

- Jeg talte med Jon om det. Han var rejst ud som ung og var erfaren på det område. Jeg kiggede da nogle gange på ham på hotelværelset, når han skulle tage sine 100 maverulninger, inden vi skulle i seng. Ja, han kunne nærmest ikke sove, hvis han ikke havde gjort det. Så stod man der og undrede sig.

Jon Dahl Tomasson tog 100 maverulninger hver aften på hotelværelset, mens Jesper Grønkjær stod lidt undrende og kiggede på sin værelseskammerat
Jon Dahl Tomasson tog 100 maverulninger hver aften på hotelværelset, mens Jesper Grønkjær stod lidt undrende og kiggede på sin værelseskammerat Foto: SIPHIWE SIBEKO / Scanpix Denmark

Pludselig en dag havde jeg den rigtige farve vest på

Men Grønkjær forstod, hvori springet bestod, og hvad der skulle til. Morten Olsen var måske nok i kraft sin position, sin nationalitet og sin personlighed en slags mentor for den unge Grønkjær, men det var ikke ham, der åbnede døren. Det var derimod erkendelsen hos spilleren selv.

Morten Olsen havde nogle år forinden på et af de første møder med Jesper Grønkjær, spillerens far og den tiårige lillesøster på Hotel Scandic i Aalborg prikket til thyboens ambitioner. ”Du må jo først gøre op med dig selv, om du i det hele taget vil være professionel spiller eller løbe rundt i Superligaen.” Sagt med den Olsen’ske bryskhed og nøgternhed. Ikke som et råd eller en opfordring, men som tankegods hos en ung knægt.

- Jeg havde aldrig trænet indlæg, inden jeg kom til Ajax. Ja, jeg havde nærmest aldrig lavet selvtræning udover hyggespark efter træning. Jeg kunne ikke slå et indlæg med venstre fod. Jeg kan huske, at træneren spurgte: ’hvordan havde du tænkt dig, at vi skulle score, hvis du ikke kan få bolden derind, hvor det hele sker?’

Det lærte Grønkjær. Endda så godt, at han blev den dyreste danske spiller med en pris på 100 millioner for salget fra Ajax til Chelsea. Måske fordi han indså, at recepten var så simpel og dog så svær som at arbejde med sig selv og blive lidt bedre hver eneste dag.

- I virkeligheden var det et tilfælde. Jeg havde haft alle tænkelige problemer. Jeg blev skadet. Var på tribunen i fire uger. Jeg havde bataljer med den fysiske træner og lavede mærkelige indhop. Og så smed jeg lige erkendelsen om, at jeg ikke var god nok, oveni. Så der var noget at arbejde med. Men jeg løb og trænede som en gal. Og pludselig en dag havde jeg den rigtige farve vest på til træning. Måske var Hoekstra skadet, men jeg var på det rigtige hold. I de træninger, der fulgte, var jeg god. Jeg spillede pludselig fast.

Fortæller Grønkjær. Og resten er historie.

William Kvist som inspirationskilde

Det er tankevækkende, at William Kvist ofte er en af de fodboldspillere, der er mest udskældt i offentligheden som et symbol på landsholdets spillestil under Morten Olsen, men at han samtidig nævnes af både Jesper Grønkjær og Erik Sviatchenko som en nutidig referenceramme.

- Det inspirerede mig, da jeg så, at William arbejdede med delmål. Han kunne have et konkret mål i en træning: 'I dag skal min direkte modspiller ikke gå retvendt på mig en eneste gang.' Det er jo noget, vi andre ikke kan se, men det er noget, der flytter, siger Grønkjær.

William Kvist nævnes af både Jesper Grønkjær og Erik Sviatchenko som en inspirationskilde
William Kvist nævnes af både Jesper Grønkjær og Erik Sviatchenko som en inspirationskilde Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Erik Sviatchenko minder måske ikke umiddelbart om William Kvist i hverken personlighed eller spillestil, men én ting har de i den grad til fælles: Den metodiske tilgang til egen karriere og egne kompetencer. De er det, man i ledelseslitteraturen kalder ’selvledende’ – og dermed fine billeder på, hvad fremtidens sport også handler om.

- Jeg var meget fascineret af William Kvist som en slags reference. Han kunne have disse delmål, og det har jeg også arbejdet meget med. Det gjorde jeg for eksempel, da trænerne gjorde mig klart, at jeg skulle være den næste viceanfører under Kristian Bak. Det arbejdede jeg på med René som mentaltræner: Prøvede at føje noget fanden-i-voldskhed til mit spil, men  stadig være den person uden for banen, som alle stadig kunne komme til. Det blev mit delmål at forberede mig til rollen som viceanfører, fortæller Sviatchenko.

I det hele taget har den nu tidligere FC Midtjylland-spiller i årevis forberedt sig minutiøst på det næste karriereskridt, der nu er begyndt. Sammen med sin mentaltræner har han som en forberedelse visualiseret det nuværende skridt:

- ’Træn som en udenlandsprofessionel’. Netop det snakkede jeg meget med René om. Det indebar, at man ikke måtte gå "ned" på niveauet, som om man er Superligaspiller, men se sig selv i udlandet, før man reelt er. En form for forberedelse og visualisering. Alt, hvad jeg gør og gjorde, var, fordi jeg skulle til udlandet. At møde ind kl 08:00 i stedet for 09:00 og bruge en time på ’mental massage’. Jeg var allerede langt mere bevidst og klar til de udfordringer, dagen og ugen ville bringe, før nogle af mine holdkammerater var stået op.

Sådan lyder opskriften fra Erik Sviatchenko.

Og inden undertegnede bliver overfaldet af gamle landsholdsspillere, der fortæller, at delmål og selvledelse altid har været der - ’vi ville bare være gode, og vi BLEV det,’ som jeg næsten kan høre svaret runge allerede – så vil jeg anføre, at jeg tror, at bevidstheden om det er det nye. At selve metoden til at blive bedre i højere grad bliver en bevidst del af udviklingen for de, der klarer sig bedst.

Celtic – i den grad et bevidst valg

Lad os lige blive lidt ved Erik Sviatchenko og Celtic. Den 24-årige Viborg-fødte forsvarsspiller med de ukrainske rødder blev nærmest skoset for at vælge uambitiøst, da han valgte Skotland og ikke Premier League. Men det var i den grad et bevidst valg.

- Det vigtigste for mig var at lave en god analyse. Jeg tjekkede klubben, spillerne, stilen og træneren. Hvordan har de klaret sig, hvordan passer jeg ind, og hvad vil jeg møde. Min tilgang er meget, meget analytisk. Og indtil nu har det vist sig, at jeg så rigtigt. Der er en superstemning i omklædningsrummet, vi kan lide at være sammen, og jeg kan mærke, at jeg godt kan tage en rolle i at organisere forsvaret og få bedre styr på den del af vores spil.

Erik Sviatchenko - har i årevis forberedt sig på netop det trin i karrieren, han tager nu. Og han har analyseret særdeles detaljeret på Celtic og andre klubber, før han traf sit valg.
Erik Sviatchenko - har i årevis forberedt sig på netop det trin i karrieren, han tager nu. Og han har analyseret særdeles detaljeret på Celtic og andre klubber, før han traf sit valg. Foto: Graham Stuart / Scanpix Denmark

Sviatchenko prøver ikke at skjule, at han har proklameret, at han har som mål at blive en af verdens 15 bedste centerforsvarere. Han er heller ikke bange for at møde en kanøflende skotsk udgave af janteloven. Han drejer bevidst på sig selv, sin attitude og er opmærksom på, at medierne skriver, at han bruger mentaltræner for at kunne blive ’tough enough’ til Skotland.

- Det er jo ikke noget nyt eller noget, jeg lige er begyndt på. Hele min karriere har der været forskellige trin, hvor jeg er startet forfra. Da jeg forlod Viborg, skulle jeg bevise mig selv i Midtjylland. Da jeg fik min første seniorkontrakt, skulle jeg bevise mig selv forfra igen. Jeg er hele tiden en ny version af mig selv, og den skulle gerne blive bedre hver gang. Jeg vil altid forbedre mig, jeg vil aldrig stagnere, siger Sviatchenko.

- Mange heroppe ved måske, hvem jeg er, og at jeg er købt som dansk landsholdsspiller for et vist beløb. Men her starter jeg også forfra. Og jeg skal bruge spilletid for at kunne blive bedre. Det kunne jeg ikke være sikker på at få i Norwich eller andre klubber i Premier League, hvor jeg måske ville få ti kampe på en hel sæson.

Som Glen Riddersholm siger om Sviatchenko, og hvorfor han har gode chancer for at lykkes i Celtic:

- Han er lidt anderledes som type. Han er både krigeren og en spiller med en enorm pondus, og så er han samtidig en følsom fyr, der tør kigge på sig selv og er enormt nysgerrig på, hvordan han bliver bedre. Det er måske i virkeligheden hans evne til at reflektere, der er hans allerstørste styrke, siger træneren.

Mon spilleren har ondt i livet?

Man kan diskutere, hvor stort problemet med danske spilleres præstationer ’på udebane’ er. En række andre lande ser også spillere, der ikke lykkes. I den grad også spillere, der ikke lykkes i Danmark. Se blot på den højtryksspuling, som Brøndby er i gang med i sin trup i dette transfervindue.

Eller se på udviklingen i det lidt større perspektiv, som Morten Olsen anslog over for Tipsbladet for nogle år siden om det at komme til de store ligaer:

- I lande som Spanien, England og Italien skal du være klar med det samme eller blive det meget hurtigt. Fodbold har i de seneste ti år udviklet sig sådan, at topligaerne er blevet så store, at det er meget svært at komme på hold. De har midler fra tv-aftaler og andre kilder, der gør, at de kan hente flere spillere og tillade sig at hente danske spillere billigt. Hvis de så ikke slår til, kan de bare sælge eller give spilleren videre. Det er rent købmandsskab.

Men dannelsesdelen er ganske central. Derfor er det også uhyre relevant at følge det projekt, som FC Nordsjælland lancerer, og hvor Kasper Hjulmand og Tom Vernon så eksplicit taler om ’karakterer’ og ikke om spillerudvikling i traditionel forstand. Og hvor de bruger ordet ’modstandskraft’ så tydeligt. Tiden må vise, hvorvidt det bare er en raffineret og godt solgt udgave af det, der foregår i alle franske klubber med skoling og integration af afrikanske spillere – eller om det er en mulig vej frem. Det skal i hvert fald følges tæt og være et legitimt bud på fodboldens fremtid.

Men vi har generationer, hvor teenagere i fremtrædende positioner melder fra på ungdomslandsholdene og må hentes af farmand sent om aftenen eller om natten. Fordi presset bliver for stort. Og fordi de ikke kan magte opgaven lige nu.

- Jeg stiller tit spørgsmålet, når jeg holder foredrag i erhvervslivet: ’Hvor mange her har svinet en spiller til på stadion?’ Det har næsten alle. Mit opfølgende spørgsmål er så: ’Hvor mange har overvejet, om den spiller har ondt i livet lige nu?’ Og det er der ikke mange, der har, fortæller Glen Riddersholm.

Eksemplet skal bruges til at vise betydningen af det mentale arbejde. På FC Københavns akademi, School of Excellence, er der en række fuldtidsfunktioner, der arbejder med spillere helt ned til ti år. Blandt andet en sportspsykolog, svenske Johan Fallby, der deler sin tid mellem Superligaholdet og akademiet, samt Brian Jensen, sportspsykolog på akademiet. Flere andre klubber bevæger sig samme vej, især med mentaltræning. FC Midtjylland har længe arbejdet samme vej.

Og det er nødvendigt. Vi hører om spillere, der ikke har talt med deres træner i tre år. Groft sagt. Men talt som i en egentlig sparring om, hvad der skal til for, at spilleren skal udvikle sig. Og vi taler her ikke om Nicolai Boilesen, men det kunne godt være samme klub. Og lad mig sige det sådan: Det bliver nok ikke Frank De Boers bog, jeg vil putte op på reolen med ledelseslitteratur, når jeg skal blive klogere på mandskabspleje. OK, bogen findes ikke, men bare for at understrege pointen.

Hjulmand på rundtur i Bundesligaen

Kasper Hjulmand brugte tiden efter fyringen i Mainz til meget andet end at sunde sig. Blandt andet drog han rundt til en række af de danske spillere, der befinder sig på højt niveau i Tyskland. Her stillede han blandt andet spørgsmålet: Hvad ville I ønske, at I havde fået med, inden I rejste ud? Svaret var ret gennemgående: ’En hårdere skoling’.

Det kan overraske, at det hårdere miljø kan komme som en - overraskelse.

Jeg mener: Den danske fodboldhistorie er brolagt med solstrålehistorier om, hvor meget grim ælling man skal være, før man kan blive en svane. Måske er Allan Simonsens historie efterhånden lidt grå i toppen, men det er den historie, som nutidens spillere står på skuldrene af.

Så er der de referencerammer, som er skabt af spillere som Jon Dahl Tomasson, der fik en hel del mere ud af sin karriere, end det umiddelbare talent indikerede. Måske var Tomassons største talent i virkeligheden evnen til at præstere og især disciplinen at bringe sig i position til at kunne vise det.

Vi kan også inspireres af de attituder, man så og ser hos Martin Laursen, Thomas Helveg og Simon Kjær. Det er spillere, der arbejder stenhårdt og igen skaber store karrierer og store formuer på netop de ord, som Hjulmand og Vernon taler om.

Kasper Hjulmand og Tom Vernon arbejder på at skabe et bud på, hvordan spillere skal uddannes med den rette modstandskraft.
Kasper Hjulmand og Tom Vernon arbejder på at skabe et bud på, hvordan spillere skal uddannes med den rette modstandskraft. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Så kære far, mor, agent, bror eller kammerat, der får en ulykkelig ung mand i røret fra en ny klub derude: Surprise, bassemand!

Taler træneren ikke med dig? Kom i arbejdstøjet. Hvad havde du tænkt dig? At en træner, der har 40 klassespillere fra hele verden, skulle betragte dig, nybegynder, som en teenagepige ser på Justin Bieber?!

To eksempler, vi kan lære af

Lasse Vigen i Fulham kan være et eksempel til efterfølgelse. Han er kendt som en ung spiller, der går lidt senere hjem fra træning end alle andre og er glad, fordi han ved, at han har gjort alt, hvad han kunne. Eller lyt lidt til Jesper Jørgensen, der lige er vendt hjem til Esbjerg efter fem år i Belgien. Ikke som et ’household-name’ i den danske offentlighed, men rig på erfaring – og succes i klubber som Gent og Club Brügge. Hør, hvad han siger om sin tilgang, til Tipsbladet:

- Da jeg skiftede til udlandet, var mit mål helt klart, at jeg ville nå én klub mere end Gent. Og så ville jeg gerne ud af rollen som 6’er. Den var jeg blevet lidt fastlåst i hos Esbjerg. Jeg trænede stenhårdt og havde selvtræning klokken seks om morgenen med Henrik Pedersen (tidligere HB-Køge-træner), som er en god, privat ven. Han skal have en stor del af æren for, at det lykkedes at blive en 8’er, der også kan score mål. Det var ikke så tilfældigt, som det måske kunne virke.

Lasse Vigen Christensen - et godt eksempel på den rigtige attitude i sin udlandskarriere
Lasse Vigen Christensen - et godt eksempel på den rigtige attitude i sin udlandskarriere Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Præcist.

Og tillad mig her at citere den amerikanske NFL-trænerlegende Vince Lombardi: "The only place succes comes before work is in the dictionary."

I forlængelse af historien om Jesper Jørgensen vil jeg også gerne henlede opmærksomheden på denne artikel i Ekstra Bladet om FC Københavns Ludwig Augustinsson – et eksempel på en spiller med den rette attitude.

Sådan uddanner vi til succes

Lad os til sidst kigge på løsningerne i to spor. Den egentlige skoling af spillerne i Danmark. Og rådgivningen af dem. Først uddannelsen i Danmark.

Trænertyper som Glen Riddersholm er åbenlyst ærgerrige på sine spilleres vegne. Han vil nærmest betragte det som et personligt nederlag, hvis en spiller, han har trænet, ikke får succes i udlandet. I hvert fald hvis det handler om andet end selve talentet.

I FC Nordsjælland siger man med Tom Vernons ord:

- Vi er en producerende klub. Men det er der mange, der er. Det afgørende er, hvordan vi producerer. Det er det, vi gerne vil associeres med.

Eller som man siger i FC København med sportschef Johan Langes ord:

- Vi er ikke en talentudviklingsklub. Det er der måske andre, der er. Men vi er en klub, der gerne vil have den bedste talentudvikling.

Og her skal forskellen forstås nøje. I den bedste talentudvikling ligger både spillemæssigt niveau, transfermæssigt ditto og evnen til at kunne præstere længere end den underskrevne kontrakt.

Skolingen er ikke ny. Som den Bundesliga-inspirerede Ove Pedersen engang sagde om og til Tommy Bechmann i Esbjerg:

- Vi har lagt en plan for, at du skal til udlandet. Ville det så ikke være en ide, hvis du for helvede begyndte at øve dig allerede nu i stedet for først at udvikle dig, når du tager afsted.

Det glædelige i de danske klubbers arbejde er bevidstheden om denne udfordring. Der satses hårdere og dyrere på talentudvikling end nogensinde. Der arbejdes med mere end biptest og 4-3-3. Og med Divisionsforeningens nye Double-PASS-projekt er klubberne også i synk. Men jeg savner fortsat en fælles stor vision mellem klubber og forbund, der pt. befinder sig i hver sin grøft. Så en visionær, koordineret offensiv på dansk fodbolds vegne kan jeg ikke få øje på.

Hvordan skoler vi vores spillere til mere end Allsvenskan og lidt Holland og Belgien?

Hvordan trækker vi flere med i et kølvand på Simon Kjær og Christian Eriksen?

Hvordan skaber vi en større vision end et spørgsmål om, hvem der skal være landstræner, og hvordan vi kommer til VM næste gang?

Alle steder, hvor man har ført den vision ud i livet og svaret rigtigt på ovennævnte spørgsmål, har man – som Kasper Hjulmand ofte har påpeget – set et tydeligt fælles spor og retning mellem forbund og liga.

Det findes ikke i Danmark lige nu. Desværre.

Kan Spillerforeningen løse det her?

Til sidst et kig på rådgivningen. Hvordan hjælper man den 16-årige knægt, der sidder alene derude i en klub med mange spørgsmål, som måske hverken familie eller agent kan svare på? Som Jesper Grønkjær siger, får man aldrig en 16-årig til at ringe til en etableret 25-årig landsholdsspiller. Det vil kræve mere struktur og måske en rolle for Spillerforeningen.

- Hvis det skal virke rigtigt, så skal du have Spillerforeningen ind over, og du er nødt til at have fat i spillere, der siger, at den erfaring vil jeg rigtigt gerne give til andre, siger Jesper Grønkjær.

Noget andet er så, hvordan man bløder fodboldens macho-verden op, så spillerne tør tale med hinanden om det. Et eksempel på det lukkede indbyrdes miljø fik man, da Peter Graulund i et Viasat-program sidste år pludselig fortalte om depression og selvmordstanker:

- Får man en depression, og alting ramler, er det svært at komme op af hullet. Som udlænding er du i et fremmed land for at arbejde, og derfor har du ikke venner og familie i nærheden. Da jeg var i Tyskland, var forventningerne store, og dem kunne jeg ikke leve op til. Så bliver det selvforstærkende, fortalte Graulund.

- Vi andre havde jo bare set Graulund som den der sindssygt hårdtarbejdende fyr, som ikke kunne slås ud af kurs, fortæller Jesper Grønkjær om overraskelsen.

Peter Graulund - det kom som et chok for mange medspillere, da Peter Graulund sidste år valgte at fortælle om depression og mørke tanker i udlandskarrierens ensomhed
Peter Graulund - det kom som et chok for mange medspillere, da Peter Graulund sidste år valgte at fortælle om depression og mørke tanker i udlandskarrierens ensomhed Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Selv siger Graulund om kontrasten:

- Så kommer vi rige, unge og forkælede danskere. Vi tænker hele tiden, at vi da bare kan komme hjem. Vi er alt for pæne og for godt opdraget og kan ikke håndtere den koldhed og kynisme.

Om miljøet på landsholdet i 00’erne siger Grønkjær:

- Det var måske sådan noget, man åbnede lidt for under frokost og måltider. Og hvis man fornemmede, at man godt ville høre mere eller selv tale mere med en bestemt, trak man vedkommende til side. Men det er ofte en verden, hvor man ikke må og helst ikke vil vise svaghed.

Denne klumme er baseret på samtaler med Jesper Grønkjær, Erik Sviatchenko, Glen Riddersholm, Kasper Hjulmand, Tom Vernon, m.fl., men også på anonyme kilder i og omkring det danske fodboldmiljø.