Kinesisk fodbold revolutionerer: 'Vi vil gerne købe en klub i Danmark - hvilken skal vi vælge'

Kommentar: Kina ryster lige nu fodboldverdenen. Få historien om den stærke, fodboldbegejstrede præsident Xi Jinping, der satte turboen til.

I Danmark ved vi godt, hvor stort et besøg fra Kinas præsident er. Bare spørg dem, der gerne ville vise Tibets flag. Eller søg efter billeder af Mogens Lykketoft, Dronning Margrethe, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal og læg mærke til de brede smil, de dybe buk og de næsten overskruede og imponerede attituder, vi så da Hu Jintao besøgte Danmark i juni 2012.

Det var stort for alle involverede. På mange områder større end når Barack Obama kigger forbi og bruger frasen om, at ’Denmark punches above its weight’, et bokseudtryk for at overpræstere. Og mest tænkt som et billede på Obamas danske allierede og det militære bidrag, Danmark har bidraget med gennem årtier.

Eller prøv at kigge på kåringerne af verdens mest magtfulde person. Jo, der vil være en Vladimir Putin, en Barack Obama og en Angela Merkel. Men læg så begrebet økonomi ind i ligningen og Kinas præsident vil stå som nummer 1. Ubetinget. Og om få år vil han gøre det på nærmest alle andre parametre.
Siden 2013 har manden heddet Xi Jinping. Før han blev præsident, satte han tre ganske usædvanlige mål for en person i det embede: 

1) At kvalificere Kina til VM i fodbold
2) At blive vært for VM i fodbold
3) At vinde VM i fodbold…

Jackson Martinez - Kina sidder på 1., 2., 4. og 5. pladsen i dette transfervindue. Martinez er med godt 300 mio. kr. den dyreste
Jackson Martinez - Kina sidder på 1., 2., 4. og 5. pladsen i dette transfervindue. Martinez er med godt 300 mio. kr. den dyreste Foto: KIKO HUESCA / Scanpix Denmark

Det lyder umiddelbart helt vanvittigt. Hans vision for Kina er selvfølgelig også meget andet, men ambitionen om fodboldmæssig succes på den lange bane blev udtalt tilbage i 2011, mens han stadig var vicepræsident. 
De fleste taler også om vanvid, når man ser, at fire ud af de fem største handler i fodboldens berømte transfervindue er foretaget af kinesiske klubber.

Men det er faktisk ikke vanvittigt. Det er i den grad aktuel virkelighed. Måske en anelse surrealistisk og i den grad en vild udvikling.

Det mest usædvanlige sportsfoto i flere år

Lad os derfor lige gå tilbage til et besøg af Kinas præsident. I oktober besøgte Xi Jinping Storbritannien. Han blev beværtet af Dronning Elizabeth, mødte William og Kate og førte selvfølgelig samtaler med David Cameron og den britiske industri. 

Men tjek så lige det her billede:

Den mest spektakulære sports-selfie i 2015: Xi Jinping, Sergio Aguero og David Cameron, da præsidenten besøgte Manchester City.
Den mest spektakulære sports-selfie i 2015: Xi Jinping, Sergio Aguero og David Cameron, da præsidenten besøgte Manchester City. Foto: Sergio Aguero / AP

En selfie med fodboldspilleren Sergio ’Kun’ Aguero, David Cameron og Xi. Man gned sig i øjnene dengang i 2015. Og jeg gør det stadigvæk. Det er på mange måder det mest usædvanlige sportsfoto i flere år.

Billedet er taget af Manchester Citys stjerneangriber. Og det kan man godt forstå. Det er ikke hver dag, at selv en stor sportsstjerne står mellem verdens mægtigste mand og nationens premierminister.

Xi Jinping ønskede at besøge Manchester City. Det var nogenlunde samtidig med, at konsortiet China Media Capital for 2,6 milliarder kroner havde købt 13 procent af Manchester City. Ikke med en direkte tråd til præsidenten, men fondens formand, Li Ruigang, er tidligere nøgleperson i kommunistpartiet og fonden er statsejet. Ingen i Kina er i tvivl om, at fodbold lige nu er vejen til magtens ører og øjne.

”Et af formålene med denne aftale er at sikre den viden, vi kan tage med tilbage til den kinesiske sportsindustri,” sagde Li Ruigang til Beijing Times i forbindelse med, at China Media Capital købte sig ind i Manchester City.

Peter Brüchmann

  • Peter Brüchmann, kommentator, TV 2 Sportscenter
  • Peter Brüchmann har beskæftiget sig med dansk topidræt i 30 år.
  • Han var i ni år sportschef på BT og skabte Danmarks Sportsavis. Han var også ansvarshavende chefredaktør på BT og har været chefredaktør for TV 2s digitale arbejde.
  • I dag har han sit eget firma, ’Brüchmann’, og laver bøger, foredrag, ledelsesudvikling og journalistik.

 

Så det var måske nok en fodboldbegejstret mand, der sidste efterår rejste hjem med en Manchester City trøje med Nummer 1, navnet Xi Jinping på ryggen og autografer fra Aguero, Raheem Sterling og David Silva på trøjen. Men det var også et voldsomt underspillet billede på den revolution, der i disse år gennemsyrer fodbolden. Ikke bare i Kina, men den globale fodbold og dermed sport generelt.

En revolution så voldsom, at den ændrer alt, hvad vi hidtil har opfattet som normalt. Både hvad angår sportslige styrkeforhold, økonomi og organisation.

Det er den historie, der skal fortælles i dag.

Revolutionen og dens omfang

I Brasilien frygter man, at det stolte fodboldland har vundet sit sidste verdensmesterskab. I lang tid.
Og det er Kinas skyld, mener man i Brasilien. Lidt Rusland. Lidt Tyrkiet. Og rigtig meget Kina. Fodboldens nye stærke økonomier suger brasilianske stjerner til sig. De kommer til sportslige niveauer, der måske nok er i vækst, men ikke placerer den næste Neymar på øverste sportslige hylde. Og dermed forsvinder den sportslige forudsætning, der igennem årtier gjorde Brasilien til en naturlig VM-favorit.

”I Brasilien har man ikke noget imod at sælge Oscar til Chelsea. Det er fodboldens gamle naturlov. Men problemet er, at de kinesiske klubber tager den nye Oscar-generation. Renato Augusto, som man regner som Brasiliens bedste midtbanespiller, hopper nu direkte fra Corinthians til Beijing,” siger Mads Davidsen, der er uhyre centralt placeret i Kina, om Augusto (der dog tidligere har spillet i Leverkusen).

I fire år har danskeren arbejdet i kinesisk fodbold og er i dag Sven-Göran Erikssons assistent og leder af en kolossal udviklingsafdeling i Shanghai SIPG, der sidste år vandt sølv i Kinas Super League. En klub, der netop har købt brasilianeren Elkeson for 138 mio. kroner og som i forrige transfervindue hentede Asamoah Gyam for 120 millioner kroner.

I det transfervindue, der frem til 26. februar fortsat er åbent i Kina, gled Atletico Madrids Jackson Martinez onsdag direkte ind som en ny nummer 1 denne vinter. Handlet for 313 millioner kroner og købt til mesterholdet i Kina, Guangzhou Evergrande. Dermed overgår han købet af brasilianske Ramires, der skiftede fra Chelsea til den kinesiske midterklub Jiangsu Suning for 209 mio. kroner.

Kinas Super League sidder lige nu på vinterens 1, 2, 4 og 5. plads, hvor kun Stoke med Gianelli Imbula kan trænge sig ind på 3. pladsen. Altså en liste over de største handler i verden denne vinter.

Kinas 1. division har brugt flere penge end Bundesligaen

Kinas Super League er den fodboldrække, der har brugt næstflest penge af alle i hele verden. Kun Premier League er fortsat foran, og det formentlig kun fordi reglen i Kina siger, at man maksimalt må have fire ’rigtige’ udlændinge og en asiat udenfor Kina. Ellers havde Kina indiskutabelt ligget nr. 1 også på den liste.

I en opgørelse for januar alene er Kinas Super League faktisk større end Premier League på pengeforbruget.
Den galopperende økonomi illustreres af, at Kinas 1. division – næstbedste række – er den fodboldøkonomi, der har brugt 4. flest penge. Foran Bundesligaen. Og med kun en rund 100 mio. kroners afstand til det samlede forbrug i Serie A. Det er ofte sproglig afmagt at bruge udråbstegn i skrift, men her rutter jeg med et enkelt: Den næstbedste kinesiske række bruger flere penge på transfer end Bundesligaen!

”Det er helt umuligt at hente spillere hos en klub, der rykker ned. De har intet økonomisk incitament for at sælge, fordi pengene er så store. Der er ikke et budget, der skal tilpasses. Tværtimod satser de måske endnu mere, fordi de bare skal op igen, hvor pengene er rigtigt store,” fortæller Mads Davidsen.

Det svarer vel til, at vi hedder Mærsk FC

Han har netop lavet en ny tre-årig aftale med Shanghai SIPG, hvilket i sig selv er usædvanligt. De fleste trænere i Kina arbejder med et-årige kontrakter, men tilliden til unge danske Davidsen vokser måned for måned, selv om han reelt ’blot’ kom fra et U19-job i Brøndby, da han på de første streger til Kinas vilde fodboldmæssige vækstkurve rejste til Shanghai for at arbejde som direktør for Ebbe Sands fodboldakademi i millionbyen.

I dag er han Erikssons assistent, han scouter spillere og modstandere og er så ellers chef for Shanghais U23-hold og i gang med at opbygge et akademi, der lige nu åbner 11 fodboldskoler rundt i Kina med flere på vej. Her skal fremtidens spillere findes og være fødekæden ind til de kommende U14 og U15-hold. Reelt arbejder man lige nu på akademiet med spillere født i 2000 eller senere.

Sven-Göran Eriksson - træner i Shanghai SIPG
Sven-Göran Eriksson - træner i Shanghai SIPG Foto: STR / Scanpix Denmark

Mads Davidsen svarer meget kontant på, hvordan det økonomiske boom i Kina kan lade sig gøre. For hans egen klubs vedkommende handler det ikke kun om en stor sponsor, men om, hvad fodbolden gør ved dette firma. I Shanghai-klubbens tilfælde hedder sponsoren Shanghai International Port Group (SIPG).

”Det er Kinas svar på Mærsk. Så det svarer vel til, at vi hedder Mærsk FC, men med dramatiske vækstrater. Ejeren har fortalt os, at SIPGs værdi er blevet fordoblet på et år, og det er især fodboldens skyld. Og det er altså meget, meget store milliardbeløb, vi snakker om.”

”Så du spørger om vores budget. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kender jeg det ikke…”

Oversat til fodboldsprog: Har vi brug for det, så køber vi det. Eller bygger det uanset regningen. Fordi væksten sender pengene i den rigtige cirkulation for de, der investerer.

Det kredsløb vender vi tilbage til.

Mesterklubben Guangzhou Evergrande, der trænes af Brasiliens legendariske VM-træner, Luiz Felipe Scolari, er ejet af Evergrande Real Estate Group, der er et ejendomsselskab i centrum for Kinas voldsomme bygge-boom og i øvrigt har børsgiganten, Alibaba Group, som medejer med 40 procent af klubben. For Guangzhou kan man vel nærmest tale om spanske tilstande, hvor bagmænd som Florentino Perez, Josep Maria Bartomeu (Barcelona) og Jesus Gil y Gil (tidligere Atletico) også havde bygget deres imperium i ejendoms- og byggeindustrien. 

I Kina er det bare i en endnu større skala. Kina har 80 byer med million-indbyggertal, og flyttede man København til Riget i Midten, ville Danmarks hovedstad komme ind som nr. 50 over store byer. Og de bygger og bygger.

”SIPG er shipping og logistik. Jeg har været til arrangementer på havnen i Shanghai, der er verdens største, og på hele havnen kunne jeg nærmest kun se containere fra SIPG og Mærsk. Ja, en dag gik jeg forbi et skilt på vores stadion for Mærsk, så de er også blevet sponsor hos os,” fortæller Mads Davidsen.

Luiz Felipe Scolari - træner i mesterklubben Guangzhou Evergrande.
Luiz Felipe Scolari - træner i mesterklubben Guangzhou Evergrande. Foto: Eugene Hoshiko / AP

Hvilken dansk klub skal vi købe?

Men for at forstå, at det her ikke bare handler om voldsomme visioner om kortsigtet jagt på succes, skal vi tilbage til præsident Xi og alle de dramatiske ambitioner, der er opstået i hans kølvand. Her snakker vi nemlig ikke nyrige oligarker, der vil bygge det nye Real Madrid så hurtigt som muligt. Der er tale om en national vision.
Xi ved godt, at visionen om VM, værtsskab og sportslig succes handler om kommende generationer og endemålet kan ligge 20, 30, 40 eller måske endda 50 år ude i tiden. Derfor er kinesiske opkøb i Manchester City, Atletico Madrid, ADD Den Haag, Espanyol, Sochaux og Slavia Prag heller ikke nødvendigvis desperate forsøg på at blive Kinas Abramovic, men en kalkuleret investering i know-how.

”Kina vil være god til alt, hvad man gør,” siger professor Simon Chadwick, formand for fakultet for Sports Business på Coventry University Business School til BBC.

”Jeg tror på, at Kina en dag kan vinde VM. Landet har ressourcerne, skaleringen og et statsapparat, der bakker op, og lige nu prøver man at spole 150 års fodboldudvikling frem på 10 år,” siger Chadwick.

Og så tilbage til Mads Davidsen. Han er flere gange blevet kontaktet af kinesiske investeringsfonde på udkig efter europæiske klubber.

”De var interesseret i at vide, hvilken dansk klub, de skulle og kunne købe. Jeg kom aldrig til at give dem en konkret anbefaling, men det handlede om at bringe kinesiske spillere til Danmark for at blive bedre uddannet og bedre trænet,” fortæller Mads Davidsen, der understreger, at han ville foretrække at orientere og tale med en eventuel dansk klub, inden han anbefalede kinesiske investorer at kigge den vej.

Selv om Davidsen ikke vil nævne klubnavne, er det indlysende, at klubber som FC København, AaB, FC Midtjylland og Brøndby har store kompetencer på talentudviklingen. Ligesom FC Nordsjælland, der netop er blevet købt af et engelsk konsortium, Pathway Group, på netop disse kompetencer.

I Danmark kunne det dog også være klubber udenfor Superligaen. Lyngby har en lang historik for stærk talentudvikling og især træningsmæssig knowhow. En række trænere som Kasper Hjulmand, Niels Frederiksen, Thomas Frank og Johan Lange har alle stået i en trænermæssig grundskole i Lyngbys organisation.

FCK og Lyngby BK under en træningskamp i Telia Parken fredag den 29. januar 2016. FCKs nye Aboubakar Keita i midten.
FCK og Lyngby BK under en træningskamp i Telia Parken fredag den 29. januar 2016. FCKs nye Aboubakar Keita i midten. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix Denmark

Lyngby ville groft sagt være den billige investering, mens Brøndby kunne være  den noget mere kostbare.
Med den kinesiske jagt på knowhow er det næppe sidste gang, at Mads Davidsen er blevet spurgt om Danmark.

Interessen handler ikke kun om knowhow og om at bringe træningsmetoder og udviklings-strategi tilbage til den kinesiske sportsindustri, men også om her-og-nu-udvikling af spillere.

”Kineserne ved godt, at det stadig foregår i Europa. Der er 12 kinesiske spillere i forskellige alderstrin i Atletico for tiden. I Valencia er der spillere helt ned til 13 år,” fortæller den danske træner.

Vejen til præsidentens ører

Det centrale spørgsmål, som alle stiller sig i disse måneder er, hvor alle disse penge kommer fra. Mads Davidsen har allerede givet et svar med den vækst, som fodbolden har givet hans egen klub, Shanghai SIPG og ikke mindst shipping-selskabet, der overtog klubben, ændrede dens navn og indsatte Eriksson som træner i 2014.

Når den umiddelbare økonomiske galskab kan give mening, er man nødt til at prøve at forstå vejen til vækst i Kina. Her er relationer og tillid uhyre afgørende. Og det handler om at vinde ’magtens ører’. For os andre kan det lyde som ’smørelse’ på næsten Brixtofte-agtig vis, når man bliver bedre stillet ved at investere i fodbold, men sådan fungerer Kina tilsyneladende på en helt anden måde.

”Når præsidenten siger, at det er en rigtig god ide i at investere i fodbold, så er det et signal om, at det er vejen til indflydelse. Så får du den gode relation og dermed forudsætningerne for gode forhold og så skal din virksomhed nok buldre derudaf i en vækst, som vi ser nu. Derfor kommer selv store penge hjem igen for virksomhederne,” fortæller Mads Davidsen om den kinesiske kultur.

”Alle ved, hvorfor de investerer i fodbold: Det er et godt forhold til præsidenten eller til magten.”
Når fodboldvisionen har så stor gennemslagskraft, er det ikke kun, fordi Kina er et autoritært system grundlagt på diktatur og alt, hvad det indebærer i forhold til menneskerettigheder, ytringsfrihed og traditionelle demokratiske begreber. Men også fordi fodbolden har en klangbund i Kina, hvor Premier League er gigantisk og i sig selv er et vækstmarked for alle engelske klubber. Men også fordi Xi Jinping rammer en blanding af dette og sin egen opvækst som både fattig provinsdreng, men også autentisk begejstret for fodbolden gennem hele sit liv.

”Og så er det altid vigtigt som præsident at have et meget synligt projekt. OL 2008 var sådan et projekt. Nu er det succes med fodbold og vejen til værtsskabet for en slutrunde. Her begynder nogle måske at spekulere på, hvad der så sker efter Xi,” siger Mads Davidsen.

Kineserne fejrer, at Beijing bliver værter for Vinter-OL i 2022.
Kineserne fejrer, at Beijing bliver værter for Vinter-OL i 2022. Foto: Mark Schiefelbein / AP

Kommunistisk styret – væk med basketball

At Kina har hørt præsident Xi’s vision og tager bestræbelserne alvorligt, ser man i skolerne. I nogle provinser er fodbold nu kommet på skoleskemaet som et fag. Andre steder bruges pauserne på – obligatorisk – fodbold, mens man andre steder har tre faste træninger efter skoletid.

”Jeg hørte fra en bekendt i en af de østlige provinser, at man på nogle skoler helt fysisk har fjernet basketball-kurvene og banerne. I Kina har man ellers spillet mest basketball på grund af Yao Ming,” fortæller Mads Davidsen.

Det seneste år er der bygget 20.00 fodboldbaner i Kina. 2,2 mio. børn får fodboldtræning tre gange om ugen af trænere, som man gør meget for at uddanne i disse år. Både blandt personer med baggrund i fodbolden og fra sportsuniversiteterne.

I et helt overordnet perspektiv handler Kinas strukturelle satsning på at udvikle fremtidens fodboldspillere om to ting:

1)    Reglen om udlændinge kunne blive fjernet, hvis man jagtede kortvarig succes. Men vejen til at skabe et stærkt landshold må nødvendigvis gå gennem udviklingen af kinesiske spillere.

2)    Og så er prisniveauet på de bedste kinesiske spillere blevet så absurd højt, at det ifølge Davidsen er blevet nærmest umuligt at handle hjemlige spillere mellem klubberne. Ingen behøver at sælge.

”Da vi lagde linjerne for de kommende år i efteråret, kunne vi se, at vinderne ville blive dem, der er bedst til at udvikle egne spillere. Ingen behøver at sælge. Ingen har et budget, der skal passes til. Så spillere bliver handlet for 60-80 mio. kroner, mens de måske ville koste 4-5 mio., hvis de havde f.eks. et dansk pas,” fortæller Mads Davidsen.

”For udviklingen af kinesisk fodbold er det en stor fordel. Og i virkeligheden har det været et wake-up call.”

Har du dansk pas – så er toget kørt

Tidligere tog ældre spillere til Kina som et USA-agtigt sidste stop på karrierevejen. Nærmest i konkurrence med oliestaterne. Fra Brasilien hentede man spillere, som i hvert fald ikke var navne i Europa. Adskillige nordiske spillere har da også været forbi Kina, men det bliver færre i disse år. Tobias Hysén er vendt hjem fra Eriksson og Davidsens Shanghai SIPG til Göteborg, mens AGF har hentet Niklas Backman i Dalian Airbin. 

Når man ser denne trafik i disse år, handler det ikke kun om kultur og spillere, der har svært ved at passe sig selv og familierne ind i Kina. Men også om kvalitet. Reglen om de fire udlændinge (ikke-asiatiske) og den ene asiatiske udlænding betyder sammenholdt med den hastigt voksende økonomi, at Kina bare rækker op efter spillere på helt andre hylder. Så danskere, svenskere og nordmænd er pludselig ikke længere gode nok.

”Jeg får opkald og henvendelser fra mange agenter og scouts, der ikke helt har forstået virkeligheden i forhold til, at det ikke længere bare er et valg fra spillerens side om at komme til Kina, men snarere, at det nu er ekstremt svært for ikke-topspillere og topnavne bare at få et tilbud fra Kina,” siger Mads Davidsen.

Det samme gælder danske trænere, selv om man ellers kunne mene, at en struktureret dansk talentudvikling var en del af den kompetence og knowhow, man taler så meget om.

”Her betyder passet også noget. Opfattelsen er, at hvis man har en træner fra Brasilien eller Spanien og så en med dansk pas, så tæller det rødbedefarvede altså bare ned. Jeg har været heldig at komme herud tidligt og have opbygget tillid og kredit,” siger Shanghai-træneren.

Camacho boede i Spanien – det gør man bare ikke

Kulturelt set er de udenlandske stjerner, ikke mindst på trænersiden, også en udfordring for kineserne. Alle ved, at kineserne har meget at lære. Men som Mads Davidsen siger, har kineserne om ikke en mistro, så dog en skepsis overfor, hvorvidt de internationale navne nu bare kommer for at hente en check uden at give noget igen.

Det fik den spanske træner, Jose Antonio Camacho, at mærke, da han fra 2011-13 var landstræner.
”Han blev boende i Spanien, mens han var landstræner. Det så kineserne som en total disrespekt. Og det skal man ikke,” fortæller danskeren.

Jose Antonio Camacho.
Jose Antonio Camacho. Foto: Franko Lee / Scanpix Denmark

Kinas landshold havde en opblomstring for et år siden, hvor man vandt sine indledende kampe ved Asian Games, svarende til EM, og nåede 1/8 finalen, hvor man helt forventet tabte til Australien.

I den aktuelle VM-kvalifikation har Kina spillet to gange 0-0 mod Hong Kong og har netop fyret den franske træner, Alain Perrin. Kina hænger efter Qatar og Hong Kong i spillet om deltagelsen ved VM i 2018.

”Når vi taler landshold, skal vi en generation længere frem. De skal fortsætte dette arbejde i 15 år. Jeg har også fulgt arbejdet med ungdomslandshold. Der mangler stadig en plan for, hvordan de overhovedet vil spille, så selv om man så en fodboldfeber om landsholdet ved Asian Games, var de slet ikke klar til næste skridt,” siger Davidsen.

Bayern har forstået budskabet

Til sidst et kig på det voldsomme marked, som alle industrier med respekt for sig selv har kigget på i et årti eller to. Men der er stadig ret store forskelle på, hvordan de største europæiske fodboldklubber har forstået at vinde det kinesiske marked.

Premier League er som i næsten alle asiatiske lande stort og fast inventar på restauranter, barer og hoteller. Der er op til 100 mio. seere pr. kamp, og det engelske fodbold er udpræget den menige kinesers foretrukne. Men en målrettet indsats fra Bayern München gav sig for nylig udslag i, at den tyske mesterklub kom ud som den mest populære enkeltklub i en undersøgelse.

”Fordi Bayern har spillet herude og været på tur. Og fordi de hurtigt forstod, hvordan man også skulle arbejde med en kinesisk udgave af sin hjemmeside og have en Weibo-konto,” siger Mads Davidsen med reference til det sociale medie, der bedst svarer til især Twitter og sekundært Facebook. Det sidste var Manchester United, der ellers har været meget offensive i Asien, længe om at opdage.

Kinesernes egne kampe på stadion har også oplevet en voldsom vækst fra 2012 og frem. Liga-kampene har et gennemsnit på 25.000. For Shanghais vedkommende er tallet nu 32.000, men stadig på et stadion med kapacitet til 80.000.

De fine tilskuertal betyder, at den kinesiske liga nu nærmer sig Tyskland og Italien på gennemsnitstallene.
”Jeg er ret sikker på, at vi slet ikke har set toppen endnu,” lyder det i telefonen fra Shanghai. 

Mads Davidsen befinder sig ikke bare i et personligt eventyr, men også i en historie, der i stadig stigende omfang får os andre til at rykke tilbage i stolen.

Måske går Xi Jinpings drømme ikke i opfyldelse i hans egen regeringstid. Men han har indledt en udvikling, der forandrer sporten for altid.

Kinas præsident Xi Jinping (th.) sammen med USA's udenrigsminister John Kerry.
Kinas præsident Xi Jinping (th.) sammen med USA's udenrigsminister John Kerry. Foto: Jacquelyn Martin / AP