Leicester er gået fra sidsteplads til førsteplads: Det er en sensation

16x9
Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel og hans engelske klub, Leicester, fortsætter med at skabe sensationer i Premier League Foto: ADRIAN DENNIS / Scanpix Denmark

Sidste år ved denne tid lå Leicester i bunden af Premier League. Nu ligger de nummer 1. Morten Bisgaard giver sit bud på, hvad der har ændret sig

Leicester med danske Kasper Schmeichel i truppen ligner mere og mere en bejler til det engelske mesterskab.

Holdet ligger lige nu nummer et med fem point ned til Tottenham, og selv om der stadig er en hel forårssæson til gode, er det svært at komme udenom Leicester, når der tales om favoritter til trofæet.

Især efter lørdagens kamp mod Manchester City, som de slog 3-1.

Det er svært at tro det, men sidste år ved denne tid lå Schmeichel og Leicester helt nede og rodede på sidstepladsen i Premier League-tabellen.

Det er derfor tale om en sand ’underdog’-historie, og lidt af en overraskelse at holdet lige nu topper ligaen.

- Det er jo en sensation, og det er selvfølgelig noget selvforstærkende. Leicester har fået masser af selvtillid, siger TV 2’s fodboldekspert Morten Bisgaard.

Der er dog ikke kun tale om ren magi, men derimod en kombination af en ny leder, en stærk rygrad af spillere samt kloge indkøb, der nu gør, at holdet nyder stor succes i den bedste engelske række.  

- De har fået en ny manager i Claudio Ranieri siden sidste sæson, og så har de bygget på det, der i forvejen var et stærkt hold.

- De har en rygrad med Kasper Schmeichel, Wes Morgan i forsvaret, Drinkwater på midtbanen og Vardy oppe foran. Og så har de købt nogle nye spillere, som har slået til fra dag ét.

- Det er en spillestil, som er meget direkte. De arbejder alle sammen rigtig hårdt, og det er jo en fordel, at stjernespillerne både arbejder hårdt, og samtidig scorer masser af mål, siger Morten Bisgaard.

Set med rød/hvide briller og den danske klaphat trukket godt ned om ørerne, er historien om Leicesters succes ekstra god. En del af den skyldes nemlig holdets målmand, Kasper Schmeichel, der pludselig er blevet en hel del mere værd som fodboldspiller.

- Det er selvfølgelig rigtig fedt for Kasper Schmeichel. Alle ved, at han er en god spiller, men dem er der mange af. Men at være en god spiller på et rigtig godt hold, som har succes – det giver noget til cv’et, siger Morten Bisgaard.

- Hans transferværdi er steget betragteligt og der er helt sikkert nogle større klubber, der kigger på ham.

Leicester og Kasper Schmeichel møder næste søndag Arsenal. Der er stadig 13 runder tilbage af sæsonen.