Syg Jürgen Klopp misser Liverpools kamp mod Sunderland

16x9
Jürgen Klopp er for syg til at være med, når Liverpool spiller lørdag Foto: Jon Super / AP

Formodet blindtarmsbetændelse er årsagen til manager Jürgen Klopps fravær, når Liverpool spiller lørdag.

Den tyske manager Jürgen Klopp kommer ikke til at dirigere Liverpool-tropperne, der lørdag klokken 16 tager imod Sunderland på hjemmebane i Premier League.

Klubben meddeler, at Klopp er syg, og det er formentlig blindtarmsbetændelse, der holder Klopp ude af stand til at arbejde lørdag.

I stedet bliver det Klopps assistenter, der skal forsøge at styre storklubben til favoritsejr på Anfield.

Inden kampen ligger Liverpool blot nummer otte i Premier League med hele 11 point op til en Champions League-placering.

Sunderland har også sit af slås med. Klubben ligger næstsidst med fire point op til nedrykningsstregen.